Pinsen er nok den kirkelige højtid, som færrest danskere forbinder noget med. Nogen ved, at det er ”noget med Helligånden” – men hvad er så Helligånden? Det forekommer mange at være et noget luftigt begreb, som ikke er til at få hold på. Det sidste er for øvrigt rigtigt: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 8.)
Og går vi til den egentlige pinsefortælling i Apostlenes Gerninger kapitel 2, så kobles Helligåndens komme også her sammen med fænomenerne vind og blæst: ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.”
Det kan synes underligt at forbinde Helligånden med vind eller blæst, men det er det egentlig ikke, når man tænker på, at det græske og bibelske ord for ånd, pneuma, faktisk kan betyde begge dele, både vind og ånd(e).
Så måske kunne fænomenet vind eller blæst ligefrem bruges som en indgang til at fatte en smule af, hvad pinsen handler om. Og til det formål kunne jeg tænke mig at bringe en kendt vestjysk rocksang i spil, som er skrevet af min nevø Simon Kvamm og bandet Nephew. Det er sangen ”Hjertestarter” fra albummet af samme navn, der handler om Vesterhavets blæst og om, hvad den gør ved et menneske:
"Hjertestarter / Vesterhav kom nu og blæs mig i gang. Hey kom nu champagneløftestang / Ka' ikke se noget. Ka' ikke høre noget. Ka' ikke bruge nogen. Ka' ikke være nogen. Ka' ikke skatte noget. Ka' ikke fatte noget. Ka' ikke li' nogen. Ka' ikke gi' nogen noget"
Musikanmelder Klaus Lynggaard nævnte i sin anmeldelse af ”Hjertestarter”, at ”teksterne kredser om at blive ældre”, om at ”bevidstheden om altings (ikke mindst ens egen) forgængelighed sniger sig op på én bagfra, hvilket her udmønter sig i nummeret »Åh Gud (jeg håber du holder øje med mig)«, der omhandler noget så råsexet som at komme på alderdomshjem”.
Det er på baggrund af sådanne hudløse og ikke alt for muntre tanker og følelser, at titelnummeret på ”Hjertestarter” får ny og dybere betydning, som jeg vil prøve at antyde. Vesterhavets blæst og salte sprøjt kan starte det sløve og døde hjerte op, så et menneske bliver levende og nærværende i sin tilværelse, og altså således være en hjertestarter.
K.E. Løgstrup udtrykte ofte det samme med en anden metafor: Naturen og sanseindtrykkene ”lader sindet op” – fylder det med ny energi og glæde. Der er her tale om en fysisk-legemlig virkelighed, som vi lever i – og lever af. Og den er virkelig i sig selv.
Men netop som en fysisk virkelighed, der er fuld af ”resonans” (for nu at tale moderne), kan den naturlige virkelighed være bærer af, hvad man godt kunne kalde en ”åndelig” virkelighed. Som nu Vesterhavets blæst. Den er som natur et fysisk-meteorologisk fænomen. Men Vesterhavsblæsten er også noget mere – noget, der kan oplive, oplade og friske også det menneskelige sind op, ja, få det kolde og døde hjerte til at slå igen, så et menneske bliver levende. Vesterhavsblæsten kunne med andre ord lede tanken hen på den i indledningen nævnte bibelske pneuma, der ”blæser, hvorhen den vil”, og som blæser liv i det døde.
Den hjertestartende, oplivende blæst over havet – den levendegørende ånd over vandet. De bibelske og sakramentale associationer - skabelsen og dåben - står nærmest i kø. Og endnu en association melder sig. Simon Kvamm fortalte mig engang, at han på en eller anden måde så albummet ”Hjertestarter” som stående oven på en anden af bandets sange ”New Year's Morning” med til engelsk oversatte tekstuddrag fra Grundtvigs ”Nyaars-Morgen”.
Den vilde association er denne: Kunne man høre sangen om Vesterhavets hjertestartende blæst som en moderne, rocket og ikke mindst vestjysk og barsk pendant til Grundtvigs blide og yndefulde sjællandske natur i pinsesalmen ”I al sin glans nu stråler solen”? Her brøler og rusker blæsten ikke, men ”vifter hjemligt gennem løvet, /det lufter lifligt under sky / fra Paradis …”, og luftningen foregår ikke over det vilde hav, men over den yndigt rislende bæk i den skovomkransede eng, hvor mågerne ikke skriger, men nattergalen slår sine triller.
Jeg vil ikke kalde ”Hjertestarter” en pinsesang, endsige en pinsesalme, og jeg er selvsagt aldeles på det rene med, at Nephews ”Hjertestarter” i poetisk og kristelig henseende ikke når Grundtvigs pinsesalme til sokkeholderne.
Men spørgsmålet melder sig alligevel – alle åbenlyse og kæmpestore forskelle til trods – om det ikke er den samme virkelighed, der er på færde i Grundtvigs pinsesalme og i Nephews vesterhavssang? ”Hjertestarter” kan være med til at åbne ikke mindst yngre generationers øjne og ører for den oplivende og livgivende dimension i begrebet ”ånd” og dermed også i pinsen som højtid.
I samme åndedrag kunne man fundere lidt over sammenhængen mellem ordene ”ånd” og ”ånde” på dansk og eventuelt sammenligne med den anden skabelsesfortælling i Bibelen: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”
Og det var vel præcis dét, som ”Hjertestarters" sanger bad om måtte ske med ham selv ved Vesterhavsblæstens hjælp: at han fik øjne og ører åbne, så han kunne fatte og skatte noget, så han kunne li' nogen og gi' nogen noget, kort sagt: så han blev et levende menneske forbundet med sin verden og dens mennesker.