Jeg blev overrasket, da jeg læste om, at Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse på nær et modigt medlem gik ind for en form for kirkeråd.
Jeg tænkte ved mig selv, det kan da ikke være rigtigt, at menighedsrådene ude i landet er så enige om den sag. Mine egne iagttagelser ved debatmøderne viste, at mange af de hårdt arbejdende menighedsrådsmedlemmer, som ikke er så højtråbende, var ganske glade for vores nuværende folkekirkeordning.
Mine iagttagelser blev til fulde bekræftet, da jeg læste Kristeligt Dagblad den 12. november, hvor det viste sig, at langt over halvdelen af de menighedsråd, som har afgivet høringssvar, går ind for, at man i det store og hele bevarer den nuværende ordning.
Det var derfor lidt en chokerende oplevelse at læse næstformandens kommentar til, at så mange menighedsråd havde en holdning, der er markant anderledes end Landsforeningens.
De, der ikke afgav svar, støtter os. Sådan lød næstformandens kommentar. Undskyld, men hvorfor har vi så en demokratisk høring, hvis ikke man tager de indleverede høringssvar alvorligt? At nogle vælger ikke at indgive et høringssvar, er deres demokratiske ret, men at skyde dem den ene eller anden holdning i skoene, det er simpelt hen ikke i orden.
Alle har haft mulighed for at give høringssvar, og almindeligt demokrati er at tage disse høringssvar seriøst. Ovenstående citat ligner lidt de argumenter, som kommunistiske ledere brugte, når de skulle legitimere deres magt.
Hvis en landsforening af menighedsråd ikke tager menighedsråds høringssvar alvorligt, så har man et demokratisk problem.
Er Landsforeningen ved at være sig selv nok? Man forsøger i øjeblikket at kvæle distriktsforeningerne, og når et flertal af menighedsråd melder holdninger ud, som bestyrelsen ikke kan lide, så tages de heller ikke alvorligt.
Må menighedsrådene konstatere, at deres egen organisation er på vej til at være sig selv nok? Det spørgsmål sidder jeg tilbage med.
Kjeld-Ole Munk, menighedsmedlem og sognepræst,Søagervej 15,Greve