Prøv avisen
Etisk set

Vi bør udrydde farlige arter, når det er sikkert

Ved hjælp af genmodifikation og gene drives håber forskerne således på for eksempel at kunne fjerne de myg, der er bærere af malaria, zika, gul feber og denguefeber. Foto: colourbox.

Mennesket har længe bekæmpet naturen. Det har vi gjort ved hjælp af jagt, fælder og sprøjtegift. Siden 1950’erne har vi kunnet genmodificere organismer og derigennem påvirke bestanden, for eksempel ved at sprede sterile individer. Men har mennesket ret til at afgøre, hvilke arter, der skal eksistrer og hvilke der bør uddø, spørger medlem af Etisk Råd.

Min mand og jeg har en ødegård i Småland. Den består af to røde træhuse og en faldefærdig lade. I vinter søgte musene indenfor, en flok ædende vildsvin pløjede græsplænen op og en flittig muldvarp gravede tunneller under plænen. Til sommer kommer der myg, mitter og flåter. Skovens planter vil igen forsøge at overtage vores grund. Og jeg forventer, at hugormen, som er gået i hi under trappen, snart vil kigge frem. Det er en kamp mod naturen, men også en del af stedets charme. Naturen giver os en tiltrængt kontrast til byens røg, støj og møg.

Mennesket har længe bekæmpet naturen. Det har vi gjort ved hjælp af jagt, fælder og sprøjtegift. Siden 1950’erne har vi kunnet genmodificere organismer og derigennem påvirke bestanden, for eksempel ved at sprede sterile individer. I dag har vi CRISPR, som er en genmodificeringsteknik, der gør det langt nemmere og billigere end hidtil at klippe i, udskifte og tilføje gener. Og som noget helt nyt kan man nu kombinere genmodificeringsteknikken CRISPR med de såkaldte ”gene drives”, hvilket giver mennesket mulighed for helt at fjerne arter fra jordens overflade.

Men har mennesket ret til at afgøre, hvilke arter der skal eksistere, og hvilke der bør uddø?

”Gene drive” er en teknologi, hvor man får gener til at følge et såkaldt ’super-mendelsk’ arvemønster. Det vil sige, at alle organismens afkom vil arve den ’destruktive’ genmodifikation og ikke kun halvdelen af afkommet, som ved normal arvegang. Det sker, fordi genet formår at kopiere sig selv til det helt samme sted i genomet, men nu på det andet kromosom i et kromosompar. Derved kan genet videreføres med næsten 100 procents sandsynlighed.

Ved hjælp af genmodifikation og gene drives håber forskerne således på for eksempel at kunne fjerne de myg, der er bærere af malaria, zika, gul feber og denguefeber.

Men også andre uønskede organismer som rotter, der spiser menneskenes afgrøder, ukrudtsplanter, som beslaglægger mange af landbrugets ressourcer, eller invasive dyre- eller plantearter som kæmpebjørnekloen, der fortrænger andre arter og påvirker biodiversiteten i negativ retning.

Men bør vi udrydde arter, bare fordi vi kan?

På den ene side føler mange en grundlæggende pligt til at tage hensyn til arter, økosystemer og kommende generationer. Og de ønsker ikke at blande sig i naturen på et så grundlæggende niveau.

På den anden side bliver vi nødt til at forholde os til konsekvensen af ikke at handle. Hvad nu hvis vi ved at genmodificere en plante kan undgå sprøjtegift? Eller hvis vi kan udrydde en art, der ødelægger store dele af menneskehedens liv og helbred. I 2015 blev cirka 212 millioner mennesker ifølge WHO ramt af malaria, og cirka 429.000 døde som følge af sygdommen.

Naturligvis bør teknologien først tages i brug, når forskerne føler sig sikre på, at den er kontrollerbar. Det optimale ville være, hvis man kunne isolere eller stoppe gene drives, hvis de ikke opførte sig som planlagt. Nogle forskere peger på, at hvis et drive ikke fungerer, som det skal, kan man ”bare” igangsætte et drive, der ”overskriver” det gamle (”reversal drive”). Eller udvikle et drive, som er genetisk programmeret til at dø ud efter et vist antal generationer.

På den baggrund mener jeg, at vi bør anvende teknologien. Hertil kommer, at genmodificerede organismer ikke kender til landegrænser. Hvis et land eller en forsker vælger at udvikle og anvende gene drive-teknologien, så har det effekter på resten af verden.

Derfor kan man også spørge sig selv: Er det overhovedet muligt at forbyde det.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.