Har Normstormerne kapret Socialdemokratiet - eller mener partiet det virkelig?

S omfavner muligvis yderligtgående køns- og seksualpolitik i den tro, at det skaffer dem vælgerne fra den kreative klasse tilbage. Men det er næppe klogt

Det går hurtigt for Mette Frederiksen med at omstille sit partis signaler fra arbejderisme til identitetspolitik. Måske lidt for hurtigt?
Det går hurtigt for Mette Frederiksen med at omstille sit partis signaler fra arbejderisme til identitetspolitik. Måske lidt for hurtigt? . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix og Glowimages/Masterfile/Ritzau Scanpix. Grafisk bearbejdning: Michael Særkjær.

Det regerende socialdemokrati er ude i en interessant holdningsmæssig glidning i disse måneder. I hendes første år som partiformand var det afgørende for Mette Frederiksen at få lagt afstand til gamle uvaner i partiet, der kunne forbindes med politisk korrekthed og progressivt storbyliv. I stedet blev alt, hvad der kunne signalere folkelighed, provins og arbejderkultur, skubbet frem i partiets udstillingsvindue.

Mette Frederiksens jævne makrelmad blev et sigende symbol for denne positionering. Analysen bag hed, at den djærve ved jorden at blive-stil var nødvendig for at få arbejdervælgerne tilbage til Socialdemokratiet, og de skulle trækkes over midten ved hjælp af klassiske dyder kombineret med en stram udlændingepolitik.

Det virker pludselig som meget længe siden. Kommunalvalget i november satte en skræk i livet på den socialdemokratiske ledelse, da partiet i de store byer gik omkring 10 procentpoint tilbage i vælgeropbakning. Sidenhen har Socialdemokratiets ledelse med en spin-offensiv, der er så tydelig, at det nærmer sig det støjende, ændret kurs. Nu skal der igen tales bejlende til folk fra byernes middelklasse herunder den sagnomspundne kreative klasse, hvis geografiske tyngdepunkter er København og Aarhus.

Den type politisk repositionering af magtfulde organisationer bliver ofte en skrumlet affære, og heller ikke her virker manøvren særskilt elegant. Som nu den socialdemokratiske ledelses pinagtige tøven med at distancere sig fra Normstormerne, der er et kommunalt projekt med det formål at bedrive såkaldt normkritisk samfunds- og seksualundervisning på aarhusianske og københavnske folkeskoler. S-ledelsen må have den opfattelse, at holdninger i stil med, at køn ikke findes og kun er en social konstruktion, er den direkte vej til den urbane middelklassevælgers hjerte.

I hvert fald er Normstormernes budskaber åbenbart så ideologisk yderligtgående, at foretagendet - bakket op af Københavns styrende parti, som også er Socialdemokratiet - ikke tør vise offentligheden det undervisningsmateriale, det bruger. En holdning, der ikke har ladet sig rokke, siden Kristeligt Dagblad første gang tog sagen op i 2020.

Det handler overhovedet ikke om, hvorvidt Normstormerne er højre-, venstre- eller bare desorienterede. Det er også ligegyldigt, om emnet er sex, sløjd eller madkundskab. Det er selve holdningen, der er uhyrlig: I et åbent samfund kan børn, der som bekendt er forældrenes og ikke kommunens, udsættes for en politisk påvirkning i deres undervisning, som helt systematisk kan unddrages indsigt fra forældre, medier og alle andre.

Berlingske, der også er gået ind i sagen, kunne forleden citere Socialdemokraternes politiske ordfører på Københavns rådhus, Laura Rosenvinge, for det avancerede synspunkt, at ”når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår (...) så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene. Det er folkeskolens opgave. Jeg tør ikke bare overlade den opgave til forældrene.”

Det går hurtigt for Mette Frederiksen med at omstille sit partis signaler fra arbejderisme til identitetspolitik. Eller er det lige i forbindelse med opbakningen til Normstormerne gået en tand for hurtigt?