Ja det må man i allerhøjeste grad sige, erklærer Georg Metz, forfatter og journalist ved dagbladet Information. Han fremhæver så forskellige områder som Poul Henningsens folkelige revytekster, hans bidrag til ligestilling mellem kønnene og hans indsats for at skaffe danskerne ordentlig belysning.
– Og her tænker jeg ikke så meget på hans lamper, for de var eksklusive, men at han inspirerede danskerne til at male deres stuer i lyse farver og i det hele taget skabe lys og luft i hjemmene.
Kritikere beskylder PH for at være formynderisk i sin tankegang og pådutte borgerne en bestemt måde at være på. Hvad mener du om det?
– Jeg ved, at folk som præsterne Krarup og Langballe har mange hånsord tilovers for PH. Men jeg hæfter mig ved, at de aldrig tager fat i den kamp, han førte for kønsfrihed, som berører os dybt i dag, og som jeg formoder, også Dansk Folkepartis vælgere er glade for.
Men kritikken går på, at den specifikt kulturradikale måde at tænke på er blevet den eneste acceptable. Er det ikke problematisk?
– Man skal huske på, at PH aldrig havde nogen egentlige magtmidler eller direkte indflydelse på beslutninger. I en lang periode var han udelukket fra at medvirke i Statsradiofonien, og en overgang havde han heller ikke lov til at skrive i dagbladet Politiken, fordi han var for dristig. Som alle andre moralister udtalte han sig om, hvad han mente var rigtigt og forkert. Men hans projekt var ikke tvang, men tværtimod opgør med tvang. Og i øvrigt har de kulturradikale altid været håbløst i mindretal her i landet.
Men hvordan kan det være, PH fortsat kan sætte sindene i kog, hvis hans magtmidler var så begrænsede?
– Der er ingen tvivl om, at han ramte noget. Han stødte imod datidens bastante teologer, for han var ukristelig i kirkelig forstand. Hvad angår det nationale, var han alt andet end nationalist, men havde en stor kærlighed til det danske sprog og enkle værdier som bajere trukket i en snor efter båden, drager i blæsevejr og byen København. Efter besættelsen talte han de tyske flygtninges sag, og derfor blev han beskyldt for at være nazist, men dér viste han netop sit mod til at gå imod strømmen.
Var der overhovedet nogle punkter, hvor PH efter din mening tog fejl?
– Ja, han tog fejl i sin vurdering af popmusik, som han over én kam afviste kunne have værdi. Han havde i sin tid været med til at skaffe jazzen anerkendelse, men da popmusikken kom til, var han en ældre herre, som ikke var åben over for det nye. Desuden var han ofte for bastant i sin agitation, som når han gik imod enhver form for naturfredning og i stedet hyldede højspændingsmasters skønhed.
Nej mener Kasper Støvring, ph.d.-stipendiat i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han mener, at Poul Henningsens oprindeligt rebelske kulturradikalisme i efterkrigstiden har sejret ad helvede til og er blevet gjort til statens opdragelsesprojekt.
– Som PH's kulturradikalisme er formuleret, er den meget opbyggeligt tænkt. Når det så er blevet suget op og overtaget af staten, bliver det et meget formynderisk projekt, som handler om at opdrage borgerne til nogle bestemte værdier. Man kan se det i betænkninger vedrørende folkeskolens formål, hvor skolen pålægges at opdrage børnene til at blive harmoniske, gode og lykkelige mennesker. Og i kulturpolitikken har målet været at bruge kulturen til at modne og udvikle borgerne. Man tiltror ikke borgerne evnen til at danne deres egen mening.
Men er det ikke udmærket at opdrage til demokrati som ramme for en fri debat?
– Jo, men arven efter blandt andre PH er, at man ikke alene vil opdrage til demokrati, men en særlig værdiladet udgave, hvor nøgleord som åbenhed, tolerance og pluralisme er en del af opdragelsen. Dermed bliver demokrati ikke blot et sæt spilleregler, vi kan være uenige efter, men en del af en opbyggelig, ja, ligefrem terapeutisk dannelsesproces, hvor institutionerne pålægger borgerne at tænke på en bestemt måde.
I sin samtid blev PH vel ikke set som en opbyggelig debattør, men snarere som en nedbryder af den herskende orden?
– Jeg mener, at PH's appel om, at det enkelte menneske skal danne sin egen mening, har værdi. Men hvis man i dag vil videreføre nogle af hans konkrete opgør med en snæver seksualmoral eller med kongehuset, løber man efter min mening åbne døre ind. Nøgleordet for hele PH's projekt er efter min opfattelse hygiejne. Det handler om at rense ud i fortidens stivnede strukturer, herunder forhold som religion og nation. Men frisættelsen er ledsaget af en mistillid til, at mennesket kan forvalte sit liv, sine penge og sin tid rigtigt, medmindre systemet opdrager det til det.
Er der dele af PH's virke, der har bidraget til dansk folkelighed og frisind?
– Der er aspekter af PH's virke, som kan inspirere i dag. Ikke mindst den civilcourage, han udviste under retsopgøret efter besættelsen, hvor han stod frem som en modig intellektuel og problematiserede den behandling, tyskere fik. Men generelt er det ikke så meget substansen i PH's projekter som det grundlæggende mod, der ligger bag, vi kan bruge i dag.