Dette debatindlæg er skrevet af Sten Krarup, pensioneret officer, Veksø
I ANLEDNING AF TO citater i en artikel fredag den 21. februar: Præst: Tidehverv har ødelagt kirkens sociale arbejde vil jeg gerne bidrage med følgende:
Ganske vist var min far, Vilhelm Krarup, der i en årrække var redaktør af bladet Tidehverv, ikke gadepræst som Peder Thyssen i Odense, eller professor som Svend Andersen i Aarhus, men blot sognepræst på Amager, hvor hovedparten af menigheden bestod af arbejderfamilier.
LÆS OGSÅ: Præst: Tidehverv har ødelagt kirkens sociale arbejde
Han flyttede de sidste fire år til Fyn, hvor han ved et par møder i præstegården uden manuskript fortalte sin fynske menighed om 41 år som præst i den Danske Kirke. En af tilhørerne optog beretningen på bånd, som jeg mange år efter fik lejlighed til at afskrive og udgive.
Tillad mig at citere et uddrag med understregning af, at teksten netop bærer præg af at være fortalt uden manuskript:
Det med at gå og passe det daglige arbejde, at lære sognet at kende og sørge for at gøre sig kendt det er den eneste måde man kan være præst på i København, men det kan man også. Man skal gøre sig kendt i sognet, man skal færdes på vejene, på trappegangene, og man skal gøre sig kendt. Så siger de: Det er vores præst. Det synes de nemlig; man betragter københavnerne som sært ugudelige; men jeg kan fortælle, hvordan det gik mig.
Der var hvert år en indsamling (det er der vist de fleste steder i København, men jeg tror, det efterhånden er ebbet ud; de gider ikke mere), men der blev samlet ind til jul i menighedsplejen, fra dør til dør, en husindsamling, som det hedder, og jeg tænkte: Der har du en god anledning til at komme rundt i sognet, og jeg fik min liste og gik rundt fra dør til dør og samlede ind og det var ret anstrengende.
Hele december måned fra klokken halv seks, når folk var hjemme (de skulle jo hjem fra arbejde) og så til kloken otte-halv ni. Og jeg samlede ind fra dør til dør. Da jeg var ny og ukendt (de vidste ikke, det var præsten), vi sagde bare, det var juleindsamlingen til sognets fattige og trængende, den årlige juleindsamling.
LÆS OGSÅ: Folkekirken bruger tre gange mere på musik end diakoni
Så siger de mange steder: Er det henne fra kirken? Ja, siger jeg. Så skal De have noget. Det var den indstilling, man blev mødt med og det er da vores kirke, den dér henne på hjørnet. Efterhånden opdagede de, at det var præsten () Og så skulle jeg ind hvert andet sted og høre, hvordan de havde det, og jeg blev ringet op, når der ikke var nogen hjemme.
Pengene lå parat, og det blev efterhånden mange penge, jeg fik. De penge var jeg glad for at have; jeg disponerede selv over dem, ganske frækt, for selvfølgelig var der en bestyrelse, men jeg sagde: Jeg vil ikke () når det drejer sig om at hjælpe folk, så er det en to-mandssag, og der skal ingen rodes ind i, hvem jeg hjælper.
Jeg gav fortrinsvis til dem, der ikke kom og bad om det. Jeg vil have lov til at bruge det, som jeg vil; jeg vil også have lov til give en stor ting, jeg vil have lov til om det skal være at give hjælp til et fjernsyn til gamle, der trænger til det, og som ikke kan gå på trapper. Det er ikke livsvigtigt, men for hende er det livsvigtigt nok.
Da var jeg atter hård, men da der efterhånden kom mange penge ind, blev de brugt til sammenkomster for de gamle, og de blev brugt til skovtur for de gamle hvert år, til nogle meget morsomme og vellykkede ture, de fik middagsmad, gratis middagsmad, de havde ikke spist to dage før; det var virkeligt fornøjeligt.
Det eneste, det gælder om, det er som jeg sagde før at man skal gøre sig kendt. En præst i København kan ikke kende alle der var 12.000 mennesker i sognet men de kan kende ham, sådan at de ved, hvad han står for, at han er én, de kan stole på, at de kan komme til ham i alle ærinder.
Jeg har snart sagt fungeret som sagfører og meget andet; jeg har skrevet selvangivelser (det er jeg ekspert i) og mange andre ting, som man kan hjælpe med. Og det, at jeg sådan passede mit sogn og gik rundt og folk kendte mig, det opdagede missionsfolkene, og vi skiltes som gode venner.
Så vidt fars egen beretning (uden manuskript), men han stod selvfølgelig for en selvoptaget tidehversk teologi, selv om han også tog initiativ til at bygge en menighedsbørnehave og i en årrække var formand for dennes bestyrelse.