Prøv avisen
Voxpop

Har vi brug for at blive bedre til at gå glip af noget?

Bolette Christensen, Bent Meier Sørensen, Lone Vesterdal og Ove Kaj Pedersen. Foto: Leif Tuxen og ritzau

Fire meningsdannere - Ove Kaj Pedersen, Bent Meier Sørense, Bolette Christensen og Lone Vesterdal - forholder sig til psykologiprofessor Svend Brinkmanns nye bog, hvor han opfordrer til at gå glip af mere

Bolette Christensen:
Ja. Det er et konstant pres af muligheder, som man kan frygte at gå glip af. Og i stedet for at vælge fra, prøver man, om man kan nå det hele på den halve tid, og konsekvensen bliver, at man presser sig ud i ekstremer, hvor man måske ikke har det godt. Vi ser en udtalt mistrivsel i ungdomsgenerationen, som blandt andet kan hænge sammen med, at man hele tiden tror, man skal være på, fordi man sammenligner sig med jævnaldrende, som aldrig går glip af en fest. I forbindelse med debatten om dannelse er det at kunne vælge fra også en dyd, som vi har brug for at tale mere om.

Jeg holder jævnligt oplæg om ledelse, og her spørger jeg gerne deltagerne, hvornår der sidst har været stille i deres liv. Den typiske reaktion er, at folk ikke kan svare på spørgsmålet, for det er meget sjældent, at man har fem minutter, hvor man bare glor ud ad vinduet. For min egen del må jeg sige, at de fem minutter, hvor jeg sidder i sofaen og ser ud ad vinduet uden at skulle noget, måske er den fedeste tid på dagen, for her får jeg mulighed for at tænke over, hvad der er sket, og reflektere over indtryk og relationer.

Bent Meier Sørensen:
Det er en farlig vej at gå. Den, som for alvor har lært at gå glip af noget, er den, som uden at ryste på hånden kan gå glip af det næste åndedrag. Kun det døde menneske tør gå glip af alt. I øjeblikket er det bedste brand på den filosofiske scene ny-stoicismen, som også Brinkmann repræsenterer. Stoicismen er en overklassefilosofi for professorer som Brinkmann og mig selv, som har råd til at gå glip af det næste foredrag, men det er også en ensomhedsfilosofi, og med ensomhed følger elendighed. Der er en grund til, at kristendommen vandt over stoicismen. Der er ikke meget godt nyt til ensomme eller fattige i stoicismen.

Brinkmanns nej-hat og fremhævelse af mådeholdet er på den ene side nødvendige i en civilisation truet af sociale medier og støj. Men når det ophøjes til livsfilosofi, bliver det svært at overskride det, som er os givet, og efterlader os i værste fald passive overladt til en skæbnetro. Brinkmanns tilgang står i kontrast til Grundtvigs opfordring til at leve et jævnt og muntert liv på jord. Mens Brinkmann taler til dem, som har råd til at gå glip, ville Grundtvig forandre samfundet for de jævne stænder. De skulle ikke bare lære at bære deres skæbne med stoisk ro og værdighed. Så I stedet for at lære dem stoicisme, lærte han dem om kristendommen. Jesus kom ikke, for at vi skulle gå glip af noget, men for at vi skulle gå i gang.

Lone Vesterdal:
Det kommer an på, hvordan vores liv er. Vi har fået livet som en gave, som vi skal bruge fuldt ud. Jeg mener kun, at vi skal gå glip af noget for at få noget bedre. Alko holikeren skal gå glip af næste øl for at få det bedre, og den computerafhængige skal gå glip af næste spil for at være sammen med venner og familie.

Brinkmann repræsenterer en ny-stoisk tankegang om at taget livet med anstand og fornuft. Men får vi det bedste ud af livet, når vi tror, vi kan overskue det? Jeg synes, han tager noget fra mennesker og giver dem for lidt i stedet. Vi er sat ind i en verden med en kompleksitet, som ikke kan håndteres eller styres ved at gå glip af noget. Kompleksiteten skal leves i et fællesskab og i en relation til Gud, der er større end menneskelige fællesskaber. Brinkmann peger på de personlige relationer som det, der afgør, hvad han vil gå glip af. Jeg vil pege på de menneskelige fællesskaber og fællesskabet med Gud for finde kræfter og mod til at leve med både stor kompleksitet og sårbarhed.

Ove Kaj Pedersen:
Nej. Det, vigår glip af, er allerede betinget af institutioner. Svend Brinkmann repræsenterer, hvad man i filosofien kalder voluntarismen: En spekulativ idealisme, som understreger menneskets frie vilje, og herunder at mennesket kan afgøre, hvad det vil gå glip af.

Jeg repræsenterer et andet syn, som siger, at mennesket bliver ført af stier, som er rammesat af institutioner. Det enkelte menneske er ikke fri til at vælge. Dets omgivelser giver det muligheder, som allerede er begrænsede. Ved at bo i Danmark er der en række ting, man går glip af, og det samme gælder, uanset hvor i verden man bor, og alt efter hvor rig eller fattig man er. Det er ikke individet og slet ikke absolut, men institutionerne, som afgør det.

Jeg mener ikke, det er en dyd at begrænse sig. Jeg har, hvad man kan kalde et grundtvigiansk syn på tilværelsen, og jeg ser livet som en gave, som man i livsglæde skal forsøge at udnytte så meget som muligt. Bag Brinkmanns opfordring til at begrænse sig hører jeg livet beskrevet som en byrde, og jeg aner den traditionelle, danske konflikt mellem to tilgange til protestantismen: en forsagelses- eller en glædesreligion.

Bent Meier Sørensen, professor i filosofi og ledelse ved CBS. Uddannet cand.psych. – Foto: Leif Tuxen
Lone Vesterdal, cand.theol., master i sjælesorg, forfatter og sognepræst i Bramdrup ved Kolding. – Foto: Villy Høst
Ove Kaj Pedersen, professor i komparativ politisk økonomi ved CBS. – Foto: Tor Birk Trads/Information/ritzau
Bolette Christensen, cand.psych. og administrerende direktør i Børnefonden. Foto: ritzau