Prøv avisen

Har vi brug for kirkeasyl i dag?

Giver det overhovedet mening at tale om kirkeasyl i Danmark i 2009, eller er kirkeasyl et middelalderligt begreb, som ingen mening giver i dag? spørger Mogens S. Mogensen. På billedet ses lys på pladsen foran Brorsons Kirke, som demonstranter tændte, efter politiets havde ryddet kirken tidligt torsdag morgen den 13. august 2009. - Foto: Søren Bidstrup

Kirkeasyl som reguleret juridisk institution hører fortiden til, men spørgsmålet er, om det danske samfund ikke ville have glæde af det åndehul og den tænkepause, som kirkeasylet etablerer, skriver Mogens S. Mogensen på Kristenblog.dk

Politiets aktion den 13. August, hvor fuldt bevæbnede betjente gik ind i Brorsonskirken på Nørrebro og arresterede udviste irakiske asylansøgere, som i deres nød havde søgt tilflugt der, har rejst spørgsmålet om kirkeasyl. Giver det overhovedet mening at tale om kirkeasyl i Danmark i 2009, eller er kirkeasyl et middelalderligt begreb, som ingen mening giver i dag?

Ja, kirkeasyl er et middelalderligt begreb som går tilbage til den gang i det 4. Århundrede, hvor kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Kirkeasylet bygger på tanken om kirkens fredhellighed. I dag kender vi i juraen kun til fredhellighed i forbindelse med monarkiet. Ifølge grundloven er kongen fredhellig. Det vil med andre ord sige, at han er hævet over samfundets love. Under kejser Thodosius (347-395) opnåede kirkeasylet en anerkendelse, der indebar at kirker, kirkegårde, klostre med videre blev betragtet som fredhellige. Her måtte der ikke udøves vold eller bæres våben, en tanke, som er beslægtet med, at middelalderkirker havde våbenhuse, hvor kirkegængere måtte lægge deres våben, inden de trådte ind i kirken.

På grund af kirkens fredhellighed kunne folk søge tilflugt også fra verdslige myndigheder. De kirkelige myndigheder kunne således tage den asyl-søgende under deres beskyttelse og eventuelt gå i forbøn for ham hos de verdslige myndigheder. Formålet var ikke at obstruere retshåndhævelse, men at give mulighed for at kirken kunne udøve en pastoral tjeneste i en kritisk situation. Kirken kunne tage stilling til om den asylsøgende var uretfærdigt forfulgt eller blot var en forbryder, hvis retfærdige straf kirken ikke skulle forhindre.

Op igennem middelalderen og nyere tid har der igen og igen været spændinger mellem den verdslige magt og kirken om omfanget og karakteren af kirkeasylet og kirkens fredhellighed. Ved reformationen blev kirkeasylet ophævet som juridisk begreb i Danmark. Men også efter reformationen var der en særlig respekt for kirkerummet. Alle har adgang til kirken, og derfor er det umiddelbart problematisk at udvise nogen fra kirken, og samtidig opleves kirkerummet i en eller anden forstand som "helligt", hvilket lægger begrænsninger for, hvad der kan foregår i kirkerummet. Der har derfor indtil for nylig også været en stor tilbageholdenhed for eksempel fra politiets side med hensyn til at bryde ind i kirker for at udføre deres politiforretninger. I Sverige, Norge og Danmark er politiet aldrig gået ind i en kirke for at foretage anholdelser, men den 13. August blev denne tradition brudt for Danmarks vedkommende. Man kunne også sige, at traditionen blev brudt i 1970, da politiet arresterede politiske aktivister, som imod menighedsrådets vilje var trængt ind i og havde besat Hjardemål kirke i Thy (men her var der altså ikke tale om noget kirkeasyl).

I modsætning til Danmark har man i nyere tid i den lutherske kirke i Norge arbejdet meget konstruktivt med begrebet kirkeasyl. På baggrund af at en række kirker i Norge i 1990'erne havde huset kirkeasylanter udarbejdede Mellemkirkeligt Råd en vejledning til menighederne om kirkeasyl i 1998, og senere samme år tilsluttede bispemødet sig principperne i vejeledningen. Heller ikke i Norge er kirkeasyl en reguleret institution, men justitsministeriet har instrueret politiet om ikke at gå ind i kirkerne for at hente mennesker ud, som har søgt tilflugt der, og menighederne kan heller ikke bruge magt til at fordrive dem. Forståelsen af kirkeasyl i Norge er den, at "Kirken vil altid være de svake og forfulgtes talsmann. Men kirkeasyl er ikke en alternativ rettsorden i vårt samfunn. Det er noe mennesker i nød selv etablerer når de går inn i en kirke for å søke tilflukt der".

Kirkeasyl som reguleret juridisk institution hører fortiden til, men spørgsmålet er, om ikke også det danske samfund lige som det norske ville have glæde af det åndehul, den tænkepause, det pusterum, eller den helle, som respekten for kirkeasyl og kirkens fredhellighed, etablerer.

Læs mere om kirkeasyl her. For at læse mere om lignende og helt andre emner, besøg Mogens S. Mogensens website, www.intercultural.dk .