Har vi lært nok af tragedien i Rwanda 20 år efter?

20 år efter det rwandiske folkedrab må vi konkludere, at vi stadig har meget arbejde foran os, skriver udenrigsminister Martin Lidegaard og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen

Folkedrabet i Rwanda er en af de største menneskelige humanitære katastrofer siden Holocaust. I løbet af 100 dage i 1994 mistede mellem 500.000 og 1.000.000 rwandere livet i massakrer, hvor macheteknive var det mest brugte våben. Her ses en far med sin søn på skulderen. De nåede i sikkerhed og krydser på billedet grænsen fra Rwanda til Congo. –
Folkedrabet i Rwanda er en af de største menneskelige humanitære katastrofer siden Holocaust. I løbet af 100 dage i 1994 mistede mellem 500.000 og 1.000.000 rwandere livet i massakrer, hvor macheteknive var det mest brugte våben. Her ses en far med sin søn på skulderen. De nåede i sikkerhed og krydser på billedet grænsen fra Rwanda til Congo. –. Foto: Mikkel Østergaard/.

På søndag er det 20 år siden, at folkemordet begyndte i Rwanda. På kun 100 dage blev over 800.000 børn, kvinder og mænd slået ihjel, og 2,5 millioner måtte flygte. Imens så det internationale samfund passivt til. Billederne er svære at glemme. Men hvad har vi lært af vores svigt i Rwanda?

Darfur, Nordkorea, Srebrenica, Sri Lanka og Syrien. Overgrebene på befolkningerne i disse lande minder os om, at det er lettere at sige aldrig igen end at sikre det i praksis. Men det internationale samfund prøver trods alt at gøre mere i dag, end vi gjorde i 1994. Uanset hvor langt Rwanda er fra Danmark i tid og sted, så har vi lært lektien: Vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå folkedrab og lignende uhyrligheder.

Under Verdenstopmødet i 2005 blev alle FNs medlemslande enige om princippet Responsibility to Protect (også kaldet R2P) for at undgå et nyt Rwanda. Udgangspunktet for R2P er, at hvert land har ansvaret for at beskytte sine egne borgere mod folkemord, etnisk udrensning, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Samtidig har det internationale samfund et ansvar for at støtte landene i at overholde deres beskyttelsesansvar, for eksempel gennem udviklingsbistand og kapacitetsopbygning.

Hvis et land ikke vil eller er i stand til at beskytte egne borgere, har vi fra det internationale samfunds side i sidste ende et ansvar for at gribe ind i overensstemmelse med FN-pagten. Det er kernen i R2P.

Men der kan være langt fra en flot FN-erklæring til virkeligheden. Og R2P-princippet kan kun fungere, hvis vi viser vilje til at omsætte det i praksis.

Da de arabiske oprør startede for godt tre år siden opstod en situation, hvor det internationale samfund var klar til at bruge læren fra Rwanda. Libyens magthaver Moammar Gaddafi truede sin egen befolkning i byen Banghazi på en måde, der gav minder om folkedrabet i Rwanda.

Efter FNs Sikkerhedsråds forgæves opfordring til regimet om at beskytte sin befolkning autoriserede Sikkerhedsrådet anvendelsen af væbnet magt for at beskytte civile mod overgreb i overensstemmelse med R2P-princippet.

Missionen lykkedes. Overgrebet på befolkningen blev afværget. Libyen-missionen understregede, at R2P-princippets kerne kræver rettidig og effektiv handling fra FNs Sikkerhedsråd for at kunne beskytte befolkningen mod massive overgreb.

På trods heraf kom der kritik fra nogle af de lande, der frygter, at R2P-princippet kan misbruges af Vesten til at fjerne uønskede regimer. Derudover viser den nuværende situation i Libyen, hvor vigtigt det er også at have fokus på R2Ps praktiske håndhævelse efter en indsats.

Et andet eksempel er en af de aktuelt vanskeligste sager for beskyttelsesprincippet: Syrien. Uden international enighed, især i FNs Sikkerhedsråd, har verdenssamfundet været blokeret i sin reaktion imod Assad-regimets overgreb på egen befolkning.

Konflikten har nu kostet mere end 140.000 menneskeliv og ført til flere millioner fordrevne. Men det betyder ikke, at R2P-princippet har mistet sin værdi. Tværtimod udstiller R2P-princippet svigtet fra visse lande. Desuden er der andre muligheder for at leve op til vores beskyttelsesansvar end militært indgreb, og her må vi gøre, hvad vi kan.

Danmark har presset på for humanitær adgang og givet betydelige beløb til konfliktens ofre. Vi støtter også oprettelsen af politi- og retssektorstrukturer i de oppositionskontrollerede områder i Syrien for at dæmme op for lovløsheden.

Og vi bidrager til indsamling af bevismateriale, der kan bruges i et retsopgør efter konfliktens afslutning, fordi det står centralt for R2P-princippet, at personerne bag massive overgreb mod befolkningen bliver stillet til ansvar. Det er også derfor, at Danmark støtter forslaget om at henvise situationen i Syrien til Den Internationale Straffedomstol.

20 år efter det rwandiske folkedrab må vi konkludere, at vi stadig har meget arbejde foran os for at leve op til R2P. Vi arbejder løbende gennem EU og FN for at omsætte R2P til praksis. En særlig udfordring er at styrke hvert enkelt lands evne til at beskytte egne borgere.

Sammen med Australien, Costa Rica og Ghana har Danmark derfor opbygget et internationalt netværk af lande, som arbejder sammen om at styrke evnen til at forebygge grove overgreb mod befolkningen.

Hvert lands behov er forskelligt, og det er løsningerne også. Men netværket er blevet en central del af de internationale bestræbelser på at omsætte R2P til praksis og giver mulighed for, at mere end 40 lande mødes og udveksler erfaringer og ideer.

Netop nu arbejder vi på forskellige danske bidrag til at imødegå volden mod befolkningen i den aktuelle situation i den Centralafrikanske Republik. Det internationale samfund har ikke forhindret overgrebene.

Men vi håber, at landet kan blive et eksempel på, at vi lever op til vores ansvar under krisen og hjælper den nye regering med at beskytte sin befolkning. Danmark hjælper med humanitær støtte, med støtte til FNs arbejde i landet og forhåbentlig snart også med et transportfly.

Der er stadig et stykke vej, før vi oprigtigt kan sige aldrig igen. Der vil være tilbageslag undervejs, men vi må aldrig opgive kampen. Indtil da skal vi gøre en forskel de steder, hvor vi kan og det nytter. Det er vores ansvar.

Martin Lidegaard (R) er udenrigsminister og Mogens Jensen (S) er handels- og udviklingsminister