KIRKEHISTORIKER, dr. theol. Knud Ottosen skriver i Kristeligt Dagblads kronik den 22. november et iltert, stærkt engageret, ja, nærmest vredt indlæg imod min kronik af 20. oktober om Harald Blåtand og den oprindelige kristendom i Danmark. Tak for det!
Ottosen karakteriserer min kronik som tåbeligheder og simpelthen det rene vrøvl. Det er store ord, som dog mest af alt demonstrerer, at Knud Ottosen slet ikke har forstået pointen i min fremstilling, nemlig at den kristendom, som kom til Danmark i Harald Blåtands dage, var inden for rammerne af enhedskirken eller den udelte kristne kirke.
LÆS OGSÅ: Historieforvanskning af værste skuffe om Harald Blåtand
Hvad er det nu lige, det vil sige, at kirken er en enhedskirke og udelt? Der er ét og kun ét kriterium, nemlig at der består nadverfællesskab mellem de biskopper, præster og troende, som udgør kirken, hvor i verden de end måtte befinde sig. Et sådant fællesskab udelukker på ingen måde forskelle og uenigheder. Den udelte kirke defineres alene derved, at dens præsteskab kan samles om alteret og dens troende modtage nadveren i enhver given lokal kirke, det være sig Jerusalem eller Jelling.
OTTOSEN INDLEDER sin kronik med en mangelfuld og misvisende beskrivelse af den ortodokse kirke som en monolit med to retninger, en græsk og en russisk. Men virkelighedens ortodokse kirke består af en lang række lokale kirker med hver deres særpræg og forskelle i skik og brug, langtfra enige om alle ting, men holdt sammen af den fælles tro, som er bevaret fra kirkens første århundreder.
Det gælder de oprindelige kirker, de fem patriarkater, hvoraf Rom var ét, men det gælder sandelig også de mange ortodokse kirker, som i vore dage atter vinder fodfæste i Vesteuropa og USA og dér knytter an til enhedskirkens tro og praksis i hver deres lokale sammenhæng.
Hvad var det nu lige, der skete i året 1054? Sådan spørger Knud Ottosen, og han svarer selv, at det er en lystelig historie, hvad han så end måtte mene med det. Mig forekommer det vanskeligt at se det lystelige i ufred og splittelser i den Kristi kirke, som indtil da, på trods af lokale forskelle og uenigheder om dette og hint, havde udgjort en enhed og havde kunnet dele den samme kalk.
Filioque (på dansk: og fra sønnen) opfattes af mange som stridens kernepunkt. Således anfører Ottosen, skønt ikke uden ironi, at med denne tilføjelse havde vi (i Vesten) i deres (de ortodokses) øjne begået kontraktbrud og var derfor blevet frafaldne brødre.
Med den analyse lykkes det Ottosen at vende tingene helt og aldeles på hovedet! For ganske vist er det rigtigt, at patriark Fotius i 867 havde protesteret med teologisk vægt imod filioque, men protesten førte, og det er vigtigt at bemærke, ikke til et varigt brud på nadverfællesskabet.
Først i år 1054 begynder det for alvor at gå skævt, da den romerske udsending, kardinal Humbert, anklager de ortodokse for at udelade nyskabelsen filioque fra trosbekendelsen.
Kontrafaktisk historieskrivning kan være et vidtløftigt foretagende, men det er efter min opfattelse meget tænkeligt, at den ortodokse kirke ville have kunnet leve med filioque som en vestlig variant, hvis ikke der havde været andre uoverensstemmelser. Men det var og er der. Særligt én står markant og lysende. Det gælder den romerske biskop, pavens, krav på absolut autoritet over hele kirken.
Kort inden kardinal Humberts rejse til Konstantinopel havde paven i Rom, Leo IX, i et brev til patriark Mikael Kerularios gjort krav på kirkelig overhøjhed med følgende ordlyd: Ingen kan nægte, at ligesom hele døren styres af håndtaget, således defineres hele kirkens orden og struktur af Peter og hans efterfølgere. Og ligesom det er håndtaget, der åbner og lukker døren, alt imens det selv forbliver på sin plads, sådan har Peter og hans efterfølgere ret til at fælde dom over en hvilken som helst lokal kirke. Ingen bør på nogen måde stå dem imod eller forsøge at tilrane sig deres plads, for det højeste bispesæde kan ikke dømmes af nogen.
Det er klart, at en sådan udmelding udelukker så godt som alt håb om enhed. De ortodokse er og var desværre på mange måder skyldige ved mangel på forståelse og kærlighed og ikke mindst ved en urimelig hævdelse af overlegenhed over for de vestlige barbarer. Men intet af dette havde ført til kirkens splittelse. Det gjorde derimod det krav på al kirkelig magt, som fordømmer enhver, der ikke anerkender Roms åndelige overhøjhed.
Og dog var 1054 kun en begyndelse. Mange mente, at tingene ville falde til ro igen med tiden. Som de havde gjort flere gange før. Men hvad optrinnet med kardinal Humbert i Hagia Sofia ikke formåede, det udvirkede til gengæld korstogene.
Det fjerde korstog førte i 1204 til korsfarernes erobring af Konstantinopel med barbariske plyndringer, med vanhelligelse af kirker og endelig med etableringen af et latinsk kongedømme, som med militær magt blev opretholdt de næste 60 år i Konstantinopel. En samtidig byzantinsk historiker, Niketas Khoniates, skrev om korsfarerne: Selv saracenerne virker nådige og venlige, sammenlignet med disse mænd, som bærer Kristi kors på deres skuldre. Øst og Vest var delt i to.
På Harald Blåtands tid bestod enhedskirken derimod stadig, og derfor er det både historisk korrekt og teologisk holdbart at kalde Harald og det danske folk i det 10. århundrede for ortodokse kristne. At ville indskrive Harald og Danmark i en særlig vestlig kirkelig enhed, som på det tidspunkt end ikke var etableret som selvstændig konfession, det er en anakronisme og en forfalskning.
Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke