Harvard-professor: Magten i Kina er mere skrøbelig, end ledelsen foregiver

I Xi Jinpings brede skygge er det kinesiske kommunistparti på overfladen stærkere end nogensinde, men efter syv årtier ved magten truet af sin egen manglende organisering og fornyelse, mener den britiske professor og forfatter Anthony Saich

Kinas præsident, Xi Jinping, er mere sårbar end tidligere kinesiske ledere, fordi kineserne har adgang til alternativ information, mener Harvard-professor Anthony Saich.
Kinas præsident, Xi Jinping, er mere sårbar end tidligere kinesiske ledere, fordi kineserne har adgang til alternativ information, mener Harvard-professor Anthony Saich. Foto: Noel Celis/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er enhver statsmagt forundt at fremhæve sig selv, men i Kina er det et prærogativ, en grundlov i grundloven – kommunistpartiet, hvis ledende rolle udbasuneres i præamblet til forfatningen, har siden magtovertagelsen i 1949 mytologiseret dele af historien, herunder sin egen fødsel i 1921, mens det i sin selektive historieskrivning udelader ubekvemheder som Det Store Spring Fremad i 1950’erne, hvor 45 millioner sultede ihjel, Kulturrevolutions udrensning og kaos i 1970’erne og Tiananmen-massakren i 1989.

Når det officielle Kinas alterego, der løber som understrøm i fortællingen om landets opstigen, til sommer fejrer sin 100-årsfødselsdag og kardinalpunktet for sine erklærede målsætninger fra 2012, hvor Xi Jinping blev formand, bliver etpartistyrets plads i fortiden og fremtiden igen bøjet i rødt neon, siger Anthony Saich, der i sin nye bog ”From Rebel to Ruler” gennemgår dets sejre, nederlag og – lige så vigtigt – konstante selvforherligelse.

”Partiet laver aldrig fejl og vil på papiret nå alle sine mål, for ellers kan kineserne spørge, hvorfor de behøver et kommunistparti. Derfor legitimerer partiet til husløshed sig selv ved at fortælle, hvordan man har overkommet 100 års ydmygelse og fortsat bevæger sig mod rigdom og magt, som det blev lovet af reformisterne i sidste århundrede.”

I bogen understreger Saich, at kommunistpartiet ”lige siden sin fødsel har ønsket at skabe en alternativ global orden”. Den vigtigste pointe er dog en anden, mener han.

”Få regimer vil overleve katastrofer som dem, partiet har været igennem, men alligevel står det stadig. Tilpasningsevnen og resiliensen er ekstraordinær, hvilket viser to vigtige ting, der går gennem partiets historie, og det er styrken ved organisering og ideologi.”

Under den sirlige selvfremstilling lurer dog sprækker i skønmaleriet for det store lands gravitationspunkt, hvis fremtid, som Saich skriver, ”langt fra er garanteret”. Den politiske magt vokser ikke længere ud af et geværløb, som Mao engang sagde, men afhænger af partiets evne til at værne om den fleksibilitet, der hidtil har sikret dets overlevelse.

”Strukturen, der har virket under reformperioden, har sikret omfattende vækst og holdt protester nede på et kontrolleret niveau, kommer ikke til at virke fremadrettet.”

Han fremhæver indkomstuligheden mellem land og by, som landets eksplosive udvikling har skabt, men som partiet ”nærmest intet har gjort for at moderere”. Partiet er derfor nødt til at modernisere den statskapitalistiske økonomi i en mere dynamisk retning.

”Indtil videre har partiet ikke struktureret sine statslige investeringer, så de ender i den mest produktive del af økonomien. Der er et åbenlyst behov for en struktur, der tillader innovation i den private sektor i stedet for at tilsøle den i overcentraliseret kontrol.”

Hvordan kan den træge økonomiske omstilling true partiet på sigt?

”Partiet har gjort det godt i forhold til at vænne befolkningen til vækstrater på seks-syv procent, men når man ikke udnytter kapaciteten i den private sektor og blindt pumper penge ud til flere motorveje, lufthavne og højhastighedstog, ender man på vækstrater på tre procent. Og dér kan man få et alvorligt problem, for på dét vækstniveau handler det pludselig om, hvorvidt man kan finansiere løftet om stadig mere velstand, man har givet befolkningen.”

En anden årsag til partiets skrøbelighed, som Saich udpensler i sin 560 sider lange beretning om partiet, er dets ”stadig mere konsekvente stræben” efter ensretning.

”Det er deres store hovedpine: Hvordan samler man et så diversificeret land med 1,4 milliarder mennesker? Det har man gjort hårdhændet, men der er en stigende indbygget risiko for, at det fører til forskellig respons, fordi det moderne Kina er så fragmenteret.”

Du omfavner en liberal optimisme, hvor middelklassen ikke vil leve i et partikulært parallelunivers, hvor vækst og politisk-social stabilitet trumfer frihed. Mange vil dog sige, det ikke er sket. Har folket accepteret regeringen i læ af stigende levestandarder?

”Ja, for de fleste kinesere i 50’erne eller derunder i den urbane elite føler, at livet kun er blevet bedre: Man er rigere end før, man kan vælge sit eget job og gifte sig med hvem, man vil, og det er desuden en helvedes masse bedre, end det har været, hvad angår individuel frihed. Det giver partiet en stor residual kapacitet at trække på.”

Men du indikerer samtidig, at samfundskontrakter er til konstant genforhandling, i takt med at forventninger ændres, og hvidbøgernes harmoniske sameksistens udfordres?

”I de yngre generationer går flere op i miljøet og spørger, hvad der er til livet ud over rene materiale interesser, men der er intet system til at integrere de stadig flere holdninger, der kun bliver stærkere, når middelklassen vokser. Og det skaber tvivl om fremtiden.”

Ifølge Saich udkrystalliseres de ideologiske krusninger internt i partiet, hvor Xi Jinping har afveget fra fortidens kollektive lederskab. Sidste år sagde partiafhopperen Cai Xia, at der er ”udbredt utilfredshed med ledelsen”, og at hele ”70 procent ønsker forandring”. Anthony Saich er ikke overrasket over, at Xias generation fra reformæraen i 1980’erne er frustreret, men fastslår, at den marginaliserede opposition ”mangler forening og en klar lederfigur” for at udgøre en øjeblikkelig trussel for Xi Jinping. Topstyringen og den selvhævdende kurs har dog flyttet partiets ideologiske tyngdepunkt i en utydelig retning, mener Saich.

”Xi bruger fortsat marxismens historiske materialisme til at foreskrive et lineært udfald, hvor Kina bliver verdens dominerende magt, men han gør det med klare forbehold og for at skabe konsensus om sit lederskab, ikke for at folket selv skal praktisere ideologien. Hvis han taler for åbent om marxisme, kan folk begynde at tage det bogstaveligt, kigge en ekstra gang på det socio-økonomiske system og konstatere: Dette er ikke socialisme.”

Magtmonopolet og fusionen af parti og stat er en paradoksal svaghed, siger Saich. Når ingen siger én imod, er det lettere at begå fejl og blive holdt personligt ansvarlig.

”I dag har kineserne adgang til alternativ information, hvilket gør Xi sårbar på en måde, vi ikke har set med tidligere, mere kollektivistiske ledelser. Når han så klart er iscenesat som nøglebeslutningstager, er han også den første til at blive kritiseret, hvis noget går galt.”

Hvad tror du, der vil ske med partiet, hvis Xi Jinping pludselig dør i morgen?

”Det er der ingen, der ved, og det er problemet: Der er ingen plan for fremtiden uden ham, hvilket er destabiliserende. Partiet har begravet spørgsmålet om arvefølge, hvilket fjerner Xis frygt for at blive en lame duck, men efterlader resten af partiet second guessing og skaber en latent institutionel ustabilitet, der om 5-10 år kan korrumpere partiet.”

Når Xi Jinping ingen åbenlyse rivaler har, hvad får dig så til alligevel at tro på forandring?

”Mange af de 70 procent ønsker nok ikke et kompetetivt multipartisystem, men man må også spørge: er folk med, fordi de tror på Xi, eller fordi de profiterer af medlemskabet som et karriefremmende klubkort? Jeg tror på det sidste, men det kan også gøres med et andet parti, og for mig er det mest udholdende minde fra 1989, at kernedele af partiapparatet, da partiet først så ud til at blive svagt, gik ud i protest mod de hidtidige strukturer.”

Imperier skaber som regel tryghed og stagnation, før de falder, ligesom et lukket oliefyr fungerer, indtil det eksploderer. Hvordan kan det ske i Kina, når alt virker behersket?

”Ingen så 1989-oprøret komme, før det skete, men alligevel skete det. Der har kun været én fredelig magtoverdragelse i partiets historie (2002, red.), men ellers bliver vi altid overrasket af autoritære regimer, fordi der tit er en manglende institutionalisering af magten. Partiet kan nemt se stærkt ud på overfladen, men reelt har det ingen metode eller organisering til at håndtere fremtidens lederskab. Og det har det slet ikke nu.”