Hastighed og modernitet: Det moderne menneske har behov for stilhed og ro

Først når vi kan føre en indre samtale med os selv, skabes forudsætningerne for en ægte åben dialog med vor samtalepartner. Når det sker, overskrider vi os selv, skriver højskoleforstander Thue Kjærhus

Tegning: Peter M. Jensen

Den tyske historiker, professor Christian Graf von Krockow (1927-2002) gør det i værket Die Deutschen in ihrem Jahrhundert til en central pointe, at der er en sammenhæng mellem hastigheden af industrialiseringsprocessen i Tyskland mellem 1871 og 1914 og den deraf følgende tyske rodløshed.

LÆS OGSÅ: Kan vi ikke alle tie stille et par timer hver dag?

Nazismen blev næret af denne rodløshed og af det mentale kollaps, som tyskerne oplevede med krigsnederlaget i 1918.

Når et land som Tyskland omformes i et tempo og med en succes uden sidestykke i europæisk historie, som tilfældet var mellem 1871 og 1914, så mister befolkningen overblikket og evnen til at tænke.

Omtanken er aldrig knyttet til hurtige forandringer eller til det handlingsorienterede. At tænke er at sætte spørgsmålstegn ved det givne herunder også det handlingsorienterede. Tænkningen kræver ro og kontemplation.

Så længe et samfund er i hastig forandring, men ikke konfronteres med alvorlige kriser, vil konsekvenserne af rodløsheden være minimale. Men nederlaget for Tyskland i 1918 var alvorligt både mentalt og økonomisk.

At tænke var for den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) at kunne træde ud af en handlingsorienteret diskurs for et øjeblik. Sætte spørgsmålstegn ved sig selv og de normer, vi overtager. Det var det, som Himmler (1900-45), Eichmann (1906-62) og SS ikke magtede, og det er det, som det postmoderne samfund har betydelige vanskeligheder med. Eichmann og Himmler var postmoderne mænd, som ikke satte spørgsmålstegn ved nazismens diskurs. De var præget af rastløshed og en trang til forandring, som hører massesamfundet til. De hvilede aldrig i sig selv. De var afhængige af i en uendelighed at skulle bevæge samfundet og sig selv.

Eichmann og Himmler var ikke dumme vidensmæssigt, men de kunne ikke tænke. De kunne ikke træde ud af tidsåndens diskurs. Viden og tænkning er således ikke det samme. Viden tilhører aktualiteten og tidsånden, tænkningen overskrider den.

Først når vi kan føre en indre samtale med os selv, skabes forudsætningerne for en ægte åben dialog med vor samtalepartner. Når det sker, overskrider vi os selv. Tænkningen hører derfor ikke de store forsamlinger eller institutioner til. Tænkningen hører derimod intimiteten, dialogen og det lille samfund til.

Det spørgsmål, som Hannah Arendt stiller, er, hvordan vi kan fastholde tænkningen i et samfund, som er præget af spidsborgere, konsumorienterede borgere og massemennesket. Spørgsmålet er altså: Hvilke indvirkninger har et samfund på dets borgere, når forandringskravene vokser massivt med tiden? Hvordan skal vi undgå, at det moderne massemenneske accepterer ondskabens moderne trivialiteter?

Arendt har ikke svaret, men stiller spørgsmålet. Hun ønskede at opstille en dialektik mellem det handlingsorienterede og den kontemplative tænkning. Når man læser hovedværket Det totalitære samfundssystems oprindelse, så erfarer man, at det er uhyre vanskeligt for den del af samfundet, hvor massemennesket hersker, at opretholde en dialektik mellem det handlingsorienterede og det kontemplative (tænkningen). Det moderne massesamfund, hvor klassesamfundet er under afvikling og massesamfundet (ideologisk samfund) etableres, mister dermed det erfaringsbårne, som er funderet i fællesskaberne.

DET, AT VI KAN sætte noget nyt i gang, er for Arendt knyttet til dannelse og frihed. Vi sætter som mennesker hele tiden noget nyt i gang, hvis konsekvenser vi ikke kender. Handlinger er derfor både forbundet med angst, skyld og frihed. Tilværelsen kan hele tiden fødes, men kun så længe, at verden er erfaringsbåret. Er samfundene ideologiske, som det er tilfældet med massesamfundet, ophører nataliteten (fødslen), historien og det erfaringsbårne. At blive menneske betyder for Arendt, at vi handler i fællesskabet i en kontekst, hvor vi kan reflektere på erfaringerne. Her åbenbares vi for os selv og andre. Her skabes vi, og her fødes noget nyt.

Det tankeløse samfund hører som sagt massesamfundet til. Videnssamfundet er derfor ikke en garant mod tankeløsheden, medmindre det moderne menneske kan ty til stilhed og ro! Den hastighed, vi for eksempel vil tilegne os viden med på universiteterne, forstyrrer mulighederne for at tænke. Vi er derfor endt i et samfund, hvor vidensmængden vokser og tænkningens muligheder reduceres.

Hvis man lever et liv på en højskole, så kan man ikke undgå at erfare, at rigtig mange unge, som går på universitetet og som har søgt et pit-stop på højskolen, finder universitetet åndløst, trættende og stressende. De siger næsten samstemmende, at uddannelsessystemet ikke lægger op til tænkning, men alene til accept af tidsånden!

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus