Heinz fra Hamburg: En historie om kærligheden fra det virkelige liv

Som tysk soldat i Belgien under krigen mødte Heinz Maria, som han forelskede sig i. Livet skilte dem ad, men bragte dem til allersidst sammen igen

Maria havde holdt sit ungdomseventyr (med en tysker!) hemmeligt for sin ægtemand, men havde gemt et billede af dem fra de lykkelige dage i 1940. Og aldrig glemt sin Heinz, som han aldrig sin Maria.
Maria havde holdt sit ungdomseventyr (med en tysker!) hemmeligt for sin ægtemand, men havde gemt et billede af dem fra de lykkelige dage i 1940. Og aldrig glemt sin Heinz, som han aldrig sin Maria. .

Da jeg kom her til Thy for 15 år siden, ville jeg gerne lære noget om svampe. ”Så skal du møde Heinz”, sagde min nabo, snedkermesteren. Heinz boede tæt op ad Dover Skov og var en kyndig svampejæger. Allerede på vores første svampetur fik jeg hovedtræk af hans livshistorie.

Han var født i Hamborg omkring 1920 og var ung svend i sin fars bageri, da krigen brød ud. Han blev indkaldt og sendt til Vestfronten og deltog i det tyske sejrstog i 1940. Han havnede med sin deling i en lille rolig by i Belgien, hvor han traf en lokal pige, Maria, som han forelskede sig i, og hun i ham. De kunne ikke blive ved at skjule det. Han kom med hende hjem i familien, der tog godt imod ham, selvom han hørte til fjenden. Her på egnen kender vi til lignende romancer fra krigens tid, nogle med børn til følge.

Så vidt kom det ikke med Heinz og Maria. Men deres lykke fik en brat ende efter nogle få måneder. Heinz blev sendt til Østfronten. Han var med i den forfærdelige belejring af Leningrad, som Hitler ville udsulte. Men Heinz blev såret og bragt til et lazaret. Han troede ikke, han ville overleve, og tog en medsoldat i ed på, at denne skulle fortælle Maria, at hun ikke skulle vente på ham.

Men han kom sig – mod alle odds. ”Siden da er der meget lidt, jeg kan tage dødsensalvorligt,” sagde han. Han blev sendt til Afrika med Rommels styrker og endte i engelsk krigsfangenskab – den største lykke, der kunne times en tysk soldat!

Efter krigen vendte han hjem til Hamborg og fortsatte arbejdet i faderens bageri og giftede sig med en tysk kvinde. Ægteskabet var barnløst. Faderen var en slem tyran. Men Heinz og hans kone fandt et fristed i et sommerhus ved Draget her på nordsiden af Nissum Bredning.

Ofte tog turen fra Hamborg blot for en weekend fra fredag til søndag aften. Thyboernes sindige facon og dansk livsform betog dem. De følte sig mere og mere hjemme i det danske. På et tidspunkt erhvervede de sig det lille hus ved skoven, og da han gik på pension, flyttede de hertil og blev kort efter danske statsborgere.

Konen var død, da jeg lærte Heinz at kende, og selv var han over 80 år, men de første år herefter i god form. Til naboens 60-årsdag en fire-fem år senere mødte han op med en stor, flot nybagt kage. Men så begyndte det at gå tilbage for ham. Han blev alvorligt syg og blev indlagt på Thisted Sygehus. Man anede, at enden kunne være nær.

Så en dag kommer naboen forbi og siger: ”Gæt, hvor jeg har været henne! Jeg har været i Thisted og har hentet Heinz på sygehuset og kørt ham til Struer. Dér har jeg sat ham i toget til Hamborg. Han er på vej til Belgien.”

Det hang sådan her sammen: Heinz må have fortalt en niece i Hamborg om sin ungdoms kærlighed. Niecen har fået den idé at prøve at finde Maria, mens Heinz endnu er i live. Og det er lykkedes!

En dag bliver Heinz kaldt til telefonen ude på sygehusgangen. Det var før, at mobilen var blevet allemandseje, i hvert fald var den ikke blevet Heinz’. Han vakler derud med slanger og hele baduljen. I den anden ende lyder Marias stemme. Det bliver et stormende genhør.

Marias mand er død, og hun selv er skrantende. Men samtalen med Heinz liver hende op i en sådan grad, at hendes to granvoksne sønner beslutter, at de vil prøve at få Heinz ned til hende på besøg. I en ny telefonsamtale inviterer hun ham til at komme. Hvis han tager toget til Hamborg, vil en af sønnerne hente ham der.

Lægerne frasiger sig alt ansvar. Heinz er alt for syg til den rejse. Men han trodser dem. Og nu er han så på vej. Det bliver det store, lykkelige gensyn. De er som 20-årige på ny. Hun har holdt sit ungdomseventyr (med en tysker!) hemmeligt for sin ægtemand, men har gemt et billede af dem fra de lykkelige dage i 1940. Og aldrig glemt sin Heinz, som han aldrig sin Maria.

Han bliver et par salige uger hos hende, men må så nødtvungent tilbage.

Der går nogle måneder. I slutningen af november bliver Heinz indlagt igen. Og det ser bestemt ikke godt ud, værre formentlig end sidst.

Så en dag står naboen igen i døren: ”Ved I, hvor jeg har været henne? Jeg har kørt Heinz fra Thisted til Struer og sat ham i toget til Hamborg.” Marias sønner har bedt ham så mindeligt om at komme ned og holde jul med Maria, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. De har aldrig set deres mor sådan før som efter mødet med Heinz. Og han når frem, og de får et par lykkelige uger og en lykkelig jul sammen, før Heinz – efter hvad det forlyder – udånder i sin Marias arme.

Morale: Livet bliver aldrig gammelt. Vi gør – livet ikke. Det er altid ungt og nyt!

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling , præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter og journalist Peter Olesen , forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen