Prøv avisen
Kirkeligt set

Hekseforfølgelsernes reformatoriske hvidvask anno 2017

Bjørn Thomassen ønsker at sammenhængen mellem reformation og forfølgelser af hekse bliver almen viden. Foto: Illustration af Søren Mosdal

Man kunne nære et spinkelt håb om, at 2017 blev året, hvor den tætte sammenhæng mellem Reformation og hekseforfølgelser blev til en obligatorisk del af folkeoplysningen, skriver Bjørn Thomassen

Kristeligt Dagblad udgav den 6. januar et glimrende særnummer om Reformationen. Særnummeret kom omkring ”Reformationen på godt og ondt”. Undertegnedes udsagn om den ensidighed, der ofte kan præge populære opfattelser af Reformationen, blev midlertidigt sat i skammekrogen. Tak for det. Der er højt til loftet i Kristeligt Dagblad.

Særnummeret mindede om, hvor nødvendigt det er, at vi får brugt jubilæumsåret 2017 til at gå populære forestillinger om den danske reformation i sømmene.

Præsterne blev embedsmænd

Mest iøjnefaldende var interviewet med Marianne Jelved (R), tidligere kirke- og kulturminister. Hvad angår ”det bedste” ved Reformationen, så mener Jelved, at Reformationen frisatte mennesket, som ikke længere skulle ”stå til regnskab for det, man havde gjort”. Hun roser derpå den kirke-stat-ordning, som Reformationen iværksatte. Præsterne blev statens embedsmænd og administratorer, en ny magtposition, hvorfra ”de kunne sørge for at folk blev opdraget i den lutherske tro”.

Forunderligt nok kan Jelved slet ikke fornemme paradokset i de to udtalelser. En anden tidligere minister med lidt mere sans for historien Per Stig Møller (K) var mere klar i mælet, da han på forsiden af Kristeligt Dagblad samme dag påpegede, at Luthers tanker førte til ”protestantisk totalitarisme” – en totalitarisme, der netop skabtes via den lutherske kirke-stat-fusion.

Hvad angår det ”værste” ved Reformationen, kan Jelved ikke få øje på en eneste lille bitte ting. Blot gik det for langsomt. Hvis man hurtigere var kommet af med kulturen fra ”afladsperioden”, havde man for eksempel undgået hekseafbrændingerne.

Afbrænding af hekse

Hekseafbrændninger er et grumt kapitel i Danmarks historie. Det er også et kapitel, der falder sammen med Reformationen. I den tidlige middelalder afviste den katolske kirke, at der fandtes hekseri. Luther derimod troede indædt på hekse.

Hekseafbrændingerne i Danmark er ikke et levn fra middelalderen, som Jelved antager, men startede med Reformationens indførsel. Den første heks blev brændt i 1540, og det skulle snart gribe om sig. Den sidste heks blev henrettet i 1693.

Den spanske inkvisition havde, til sammenligning, stoppet med at forfølge hekse langt tidligere– og i den foregående periode havde man stort set ikke slået de anklagede ihjel, men udstedt frikendelser eller milde straffe. Hekseforfølgelser var langt mere nådesløse i protestantiske områder som Tyskland og Danmark, hvor overtroen og fanatismen fik frit løb.

At hekseafbrændinger starter med Reformationens indførsel er derfor ikke tilfældigt. Perioden 1540-1693 falder nemlig sammen med udrensningen af ikke-lutherske elementer. Hekseforfølgelserne er det fineste eksempel på det tætte samarbejde mellem kirke og stat, som Jelved priser så højt. Kongemagten udstak luthersk-inspirerede retningslinjer. Superintendenterne (biskopperne., red.) brugte deres inspektioner rundt i riget til at fremmane frygten for hekse og trolde. Især opfordrede de kvinder til at holde deres kæft, medmindre de ville have en ”sviende hale”. Præsterne og deres meddelere hjalp med at indsamle indicier og fremsætte anklager, hvorefter staten stod for straffen.

Ekstrem strafferamme for hekseri

I 1617 fejrede kirkestaten 100-året for Reformationens rene lære ved at indføre verdens mest ekstremistiske strafferamme for hekseri. Trolddomsforordningen af 1617 kriminaliserede ikke blot trolddom, men også den ”hvide magi” (som havde til formål at hjælpe andre).

Forordningen er gennemsyret af luthersk ortodoksi og formanede statens embedsmænd (præsterne) at rejse tiltale mod alle troldfolk, de måtte møde. Såfremt man undlod en sådan tiltale, stod man selv i ledtog med Djævelen og ville blive behandlet derefter. Det var i høj grad via frygtindgydende skræmmemidler som disse, at den lutherske stat fik udryddet katolske skikke og ritualer, som blev slået i hartkorn med ”hekseri” og Fandens værk. Hvert enkelt menneske skulle nu stå til regnskab for selv den mindste gestus eller tanke. At knæle for en helgenfigur, gøre korsets tegn som beskyttelse, lindre naboens smerte med en urtedrik eller udsige en mariabøn for et sygt barn kunne være nok til at få det lutherske tankepoliti på nakken.Hverdagslivet skulle gennemkontrolleres og styres ovenfra. Med det lutherske menneskesyn var det tilmed blevet nytteløst at vise anger og bede om tilgivelse. Én gang synder, altid synder. Afskaffelsen af afladskulturen skulle vise sig et frygteligt våben mod de hekseanklagede.

Nu fejrer vi igen Reformationen. Man kunne nære et spinkelt håb om, at 2017 blev året, hvor den tætte sammenhæng mellem Reformation og hekseforfølgelser blev til en obligatorisk del af folkeoplysningen.

Det ville tydeligvis også gavne vore kirke- og kulturministre.