”Det demente samfund” kalder historikeren Michael Böss sin sidste bog, om ”historieløsheden i nutidskulturen” - en i høj grad læseværdig bog. Ganske vist er jeg ikke enig i alle analyserne og kritikken af nutidens samfund og uddannelsespolitik, men hans anliggende kan jeg ikke anfægte. At vi lever i et samfund, der lider af den tvangstanke, at alt skal begynde og erhverves forfra, at vi intet kan lære af historien.
Bogen er en glimrende illustration af konsekvenserne for et samfund, der nægter klogskaben i, hvad der er blevet formuleret i ordene om, at man må tage sin fortid med ind i sin nutid for at få en fremtid.
Historieløsheden er også tydelig i dag i kirke og teologi. Åbenbaret i ophidselsen over Per Ramsdals holdninger og dem, der i nogen grad er enige med ham.
Hans sag skal jeg ikke kommentere, den beror trygt hos Københavns biskop. Men en hel masse af debattens deltagere, hvis salighed åbenbart er blevet bragt i fare af, at vi er nogle, der ikke anfægter kristendommens opstandelsestro, men ikke skråsikkert tør betragte Jesu opstandelse på linje med natuvidenskabelige og historiske begivenheder, kan nok kræve en kommentar.
Vi er dog nogle, der holder fast på, at der med opstandelsen i forhold til andre begivenheder i historien er tale om ”to verdenssyn - to sprog”, som teologen Gustav Brøndsted formulerede det i begyndelsen af 1950'erne.
Dengang gik debatten også højt. Og den var lidenskabelig, men også begavet. Nu er den glemt. Få eller ingen læser i dag Gustav Brøndsted eller Rudolf Bultmann. Gogarten og Tillich er også glemte, skønt den sidstes forståelse af symbolet, som delagtig i en anden verden end vores egen nok kunne være klargørende, også når det handler om opstandelsesbudskabet.
Den danske teolog og forfatter K. Olesen Larsen skrev i 1951 ”et indlæg i diskussionen om afmytologisering”, og noget tyder på, at den burde være obligatorisk læsning for alle de vrøvlehoveder, der ikke kan have med kristendommen at gøre, hvis ikke dens fortælling er som en reportage i en avis. Olesen Larsen skriver for eksempel, at det drejer sig om at høre det kristne budskab ”igennem den mytologiske iklædning”. Og det er det, det handler om, dengang og nu.
Men når teologien forsvinder, kan man i stedet true eller kræve. De, der mener noget andet, end man selv gør, bør afskediges eller indkaldes til tjenestlig samtale, som Kristian Østergaard i denne avis i en artikel den 30. januar kræver, at jeg (med dog et vellignende foto) bliver indkaldt til - en artikel, hvor en enhver teologisk refleksion i øvrigt er fraværende. Men det er jo også svært at studere teologi, når man hele tiden skal læse aviser.
Nutiden forlanger sikkerhed - både på den ene og anden måde. Sikkerhed i forhold til ens egen opfattelse, sikkerhed i forhold til det kristne budskab, sikkerhed i forhold til de terrortrusler, der også er i forhold til vort samfund. Og de, der ikke lever op til de sikkerhedskrav, skal indkaldes til tjenstlige samtaler eller - endnu bedre - afskediges. Eller fratages deres borgerlige rettigheder, hvis man har mistanke om, at de på et eller andet tidspunkt kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Heksejagtens tid er inde! Eller man lever smukt op til Knud Poulsens ny formulering af Grundtvig, ”frihed for Loke, undtagen for Thor”.
Så oprinder måske en dag, hvor de sikre i liv og opfattelse kan sidde og få tiden til at gå med gensidigt at beundre, takke og rose hinanden.
Ole Wivel skriver i sin store biografi om Martin A. Hansen fra 1969 om digterens sygeleje og død, hans sidste tid, og Wivel var i tvivl om, hvor Martin A. Hansens tanker i hans halvt bevidstløse tilstand gik hen, ”om hans tanker usikkert nærmede sig et andet hjem hinsides livsmuren, som han næppe turde tro på endsige tale om i dette øjeblik, da det eneste sikre var hans dybe usikkerhed”.
For Martin A. Hansen var usikkerheden et eksistensvilkår og et samfundsvilkår tillige, og den usikkerhed afskaffede kristendommen ikke. Den uddybede den. Eller for nu igen at minde om K. Olsen Larsen, der i en skarp artikel om opgøret med det humane, som jeg slet ikke i dag er enig i, dog beholder ret, når han om ”sikkerhedens teologi” skriver, at den forstyrrer ikke nogen i hans sjælero eller egenretfærdighed, en uanfægtet tro, der ikke kender evangeliets forargelse og derfor heller ikke dets salighed. Kristian Østergaard trøster sig i førnævnte artikel med, at jeg snart går af. Når jeg læser ham og andre i den aktuelle debat er det også ved at være min trøst.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen