Prøv avisen
Debat

Hele livet har jeg opfattet mig som borgerlig – men jeg kan ikke længere støtte en Venstre-regering

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er en af de politikere, som får tidligere provst John Ørum Jørgensen til at tvivle på, hvor han som borgerlig skal sætte sit kryds på valgdagen. – Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Venstre har svigtet alle de idealer, man har forbundet partiet med for at tækkes et umætteligt Dansk Folkeparti, der stadig har stillet større og større krav, skriver tidligere formand for Indre Mission

Hele livet igennem har jeg opfattet mig som borgerlig. Jeg græd dybt ulykkelig, da Knud Kristensen (V) for godt 71 år siden blev væltet.

Nu ser jeg frem til, at en venstreledet regering bliver afløst af noget andet.

Venstre har svigtet alle de idealer, man har forbundet partiet med, for at tækkes et umætteligt Dansk Folkeparti, der stadig har stillet større og større krav. De andre regeringspartier har bare ladet stå til.

Nok kan vi have brug for en rimelig fast flygtningepolitik, men den behøver da ikke at være direkte ondskabsfuld!

Jeg vil ikke kunne stemme på et parti, der ikke klart tager afstand fra en regering, der igen vil blive afhængig af DF’s umenneskelige aftryk.

Det må være slut med en symbolpolitik, der rammer et fåtal og skader et flertal!

En symbolpolitik, der nedbryder mennesker i stedet for at hæve deres menneskeværd!

Jeg græmmes over, at Socialdemokratiet synger med på de populistiske melodier for at finde gehør i DF’s hidtidige vælgerskare.

Jeg græmmes over, at man i folketingssalen skal helt over til Det Radikale Venstre, før man kan høre røster, der har så megen medmenneskelighed, at de kan tale DF og Inger Støjberg (V) imod.

Måtte hun snart have spist sin sidste ”godtekage”.

Mand og mand imellem er der mange, der giver udtryk for ovenstående holdninger, men hvor finder de gehør?

Jo, det er et dilemma for mange borgerlige!

John Ørum Jørgensen er tidligere provst i Herning og tidligere formand for Indre Mission i Danmark.