Helgendyrkelse i middelalderen

KOMMENTAR: Det er en veletableret kendsgerning, at helgendyrkelsen topper i middelalderen. Helgenrelikvier var et forbindelsesled til himmelen og blev importeret i stor stil

Henrik Ertner Rasmussen beskylder mig i Kristeligt Dagblad den 24. september for at være usaglig og unøjagtig i min kronik om islam fra den 16. september dette år, men af kritikken fremgår, at det er H.E. Rasmussens læsning af min kronik, og ikke kronikken selv, der er unøjagtig. H.E. Rasmussen synes nemlig at mene, at min vurdering lød: gennem hele middelalderen og over hele kristenheden vidste man intet om islam. Noget sådant har jeg intetsteds udtalt; i min kronik koncentrerer jeg mig nemlig om den vestlige kristenhed og om tiden før korstogene - hvilket klart fremgår af teksten. »Helt frem til år 1100, hvor det første korstog åbenbarer Orientens fremmede verden for europæerne, er Vestens kanaler til viden om Islam få« og »Den vel nok bedste kilde til Vestens vrangforestillinger om Islam, som vi har bevaret fra tiden før korstogene...«. Det har således ikke været relevant for mig at nævne Mellemøstens arabisk-kyndige, kristne teologer - som jeg udmærket er klar over besad et ofte indgående kendskab til islams lære. Heller ikke den højlærde Thomas Aquinas, hvis fravær i min tekst H. E. Rasmussen også anker over, var relevant i min sammenhæng; hans værker ser jo først dagens lys i korstogstidens senere årtier; da han døde i 1274, havde Vesten længe været velinformeret om den muhamedanske verden. Det er jeg udmærket klar over og har skam ikke forsøgt at fortie det for læseren. Når jeg så alligevel kommer ind på begivenheder og personer fra det sene 1100-tal - Richard Løvehjerte og det tredje korstog - skyldes det, at de fornemt illustrerer et emne, jeg lægger vægt på i min kronik: den gensidige respekt mellem Vestens kristne riddere og Østens muslimske krigere. Og dét var et fænomen, man kendte gennem hele middelalderen. H.E. Rasmussen savner desuden »belæg for, at middelalderen skulle have været særligt fanatisk« i dyrkelsen af Treenighed og helgener. Det undrer mig, at han finder den slags nødvendigt, men jeg skal da gerne imødekomme ham med et par eksempler: I sin berømte Frankerkrønike - ét af de vigtigste historiske dokumenter i vesterlandsk middelalder- omtaler bispen Gregor af Tours (død 594) stribevis af tyranmord inden for de merovingiske herskerslægter: fædre, der hugger deres sønner i småstykker og gamle frænder, der lader hinanden slæbe til døde bag galoperende vilde heste f.eks. Sådanne synder er den - tidstypiske - Gregor ret ligeglad med; så længe magtens mænd ikke undsiger den hellige Treenighed, bør man ikke beklage sig, siger han. Den største synd, Gregor og den frankiske rigskirke kendte, var nemlig den arianske kristendoms forkastelse af, at Gud rummer Sønnen i sit væsen. De strengt monoteistiske arianere blev af samme årsag forfulgt og ihjelslået i hobevis, og omkring år 700 havde de ortodokse katolikker fået helt bugt med dem. Frankerkrøniken beskriver også »voldsfærd for at tvinge jøder til ortodoks dåb«. Den slags er ok, mener Gregor, jøderne er nemlig farlige - fordi de fastholder, at Gud er én og ikke tre. Denne »synd« parret med det jødiske folks overgreb på Treenighedens »midterparti«, Kristus, medførte desuden, at tusinder af Rhinlandets jøder måtte lade livet, da det såkaldte »bondekorstog« i 1096 satte sig for at rense ud blandt Treenighedens fjender. Hvis ikke disse fakta er eksempler på »særligt fanatisk« treenighedsdyrkelse, hvad er de så, H.E. Rasmussen? Det er en veletableret kendsgerning, at også helgendyrkelsen topper i middeladeren. Mange steder var helgentilbedelse ligeså vigtig som Kristus-dyrkelse. Helgenrelikvier - der ansås som forbindelsesled til himmerig - var således i 700- og 800-tallet Vesteuropas største importvare! Karl den Stores tronstol havde et indbygget hulrum, der var proppet med relikvier. De helgener, relikvierne stammede fra, mentes at vejlede kejser Karl i kraft af en art usynlig udstråling fra deres jordiske rester; helgenerne tilkendtes således storpolitisk betydning. Man mente også, helgener kunne sikre høsten og afværge epidemier; fra f.eks. 900-tallets Frankrig har vi således vidnesbyrd om, at man gravede helgenlig op og førte dem i højtidelige processioner rundt på agrene. Bønner til Gud ansås her for mindre virksomme. Helgenernes betydning for europæisk religiøsitet aftager støt, omend langsomt efter middelalderen, og derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor H.E. Rasmussen antyder, at Luther blot viderefører helgentraditionen. Luther bekæmpede den da tværtimod! Selv siger mesteren i en prædiken om helgendyrkelsen: »Det er nærved, at hin Overtroens mangehovede Slange er kommen tilbage og at vi igen har faaet oprettet hint Pantheon med dets Kaos af romerske Guder« (citeret efter Morten Pontoppidan: Morten Luther, København 1902). Klarere kan det vel næppe udtrykkes. Ked af det, H.E. Rasmussen, men jeg kan vitterligt ikke se, at der skulle have været nogen »usaglighed« eller »unøjagtighed« i min kronik. Christian Nicholas Eversbusch, Korsgade 16, 2 København N