Hellere en varm hånd end et akavet knus

Krammekulturen er desværre ved at ødelægge den fine, gamle tradition, håndtrykket

Hånden har sit eget sprog. En varm hånd kan meget mere end mange ord, mener Ruth Juul. –
Hånden har sit eget sprog. En varm hånd kan meget mere end mange ord, mener Ruth Juul. –. Foto: .

DU SKAL LÆRE at give et ordentligt knus, siger svigerdatteren til den yngste og giver ham en ordentlig knusetur, som han modtager med lige dele blufærdighed og glæde.Knus, kram og kropskontakt er skønt i den nære kreds og etablerer fortrolighed og nærhed, hvor det har sin plads.

I den mere udvidede hilse på sammenhæng har krammeriet desværre også erstattet håndtrykket, og her fører den øgede kropskontakt ofte til mindre fortrolighed.

Vi lever i en knuse og krammetid, hvor der småkrammes og kindkysses mere eller mindre akavet i alle mulige sammenhænge. Ofte medfører krammeriet, at vi helt eller delvis undgår øjenkontakt, mens vi kejtet småklapper hinanden på skuldrene og efter den (foregivne) fortrolighed ser blufærdigt væk, når vi har overstået seancen.

Det gode gammeldags, varme, faste håndtryk med øjenhøjde og ligeværdighed forstødes som formelt og distanceret, men det er en skam.Hånden har sit eget sprog. En varm hånd kan meget mere end mange ord.

Som lærer har jeg mange gange erfaret, at turen gennem skolegården med en lille hånd i min lagde større grund for indlæring og modtagelighed end mange fine pædagogiske læresætninger.

Jeg husker aftenturene som barn, hvor jeg fik lov at stikke pyjamasbenene i vinterstøvlerne og gå aftenturen med hunden med min lille hånd i fars store varme hånd, som stjernestunder af nærvær og fortrolighed.

Mine bedsteforældre var af en generation, hvor folk flest gik arm i arm, men mine bedsteforældre gik hånd i hånd og var et forbillede af fortrolighed og nærhed til efterfølgelse.

Ved en sygeseng eller der, hvor sorgen har ramt, kan det at række den anden hånden være det, der skal til. Hånd i hånd kan man sammen dele det, der ikke står til at ændre, men hvor det eneste, der hjælper, er at være sammen om det, og sammen det er vi, når vi holder hinanden i hånden.

I 2004 prædikede Desmond Tutu i Københavns Domkirke. Kirken var fyldt ud over bristepunktet, alligevel insisterede ærkebiskoppen på efterfølgende at stå i døren og trykke hånd med hver enkelt, og de mange deltagere stod tålmodigt og ventede på, at kirken langsomt blev tømt. Det blev en ekstra velsignelse at gå hjem med varmen fra dette særlige menneskes håndtryk i sin egen hånd. Mine drenge husker denne gudstjeneste som noget særligt på grund af håndtrykket.

Jeg tror, vi alle, hvis vi et øjeblik lukker øjnene og tænker efter, vil huske særlige stunder, som blev ekstra særlige, fordi vi oplevede dem hånd i hånd med et andet menneske.

Når vi rækker hånden ned i en vugge, og den lille ny griber om pegefingeren, smelter vore hjerter.Når det kommende ægtepar skal bekræfte deres ja, siger præsten, Så giv hinanden hånd derpå. Når vi tager afsked med en, som skal forlade livet, sidder vi med den døendes hånd i vor.

Hånden kan noget særligt i glæde og sorg, når livet er formelt, og når det er uformelt. Håndtrykket er af uendelig stor værdi i det menneskelige nærvær, og det er det også, når vi ønsker at vise respekt og ligeværd, uanset roller, status, baggrund eller livssyn.

Håndtrykket er noget, vi skal værne om og videregive som en værdi til de kommende generationer. At få et knus af venner, familie og herlige svigerdøtre er skønt og livsbekræftende og føjer lys og glæde til dagen, men kolleger, samarbejdspartnere, naboer, bekendte og mennesker, jeg møder på min vej, vil jeg gerne have lov at byde både goddag og farvel med et fast og varmt håndtryk, som også giver plads til den gode og direkte øjenkontakt.

Ruth Juul, Centerleder og konfliktmægler, Center for Kontakt & Dialog, Drosselvej 6, Taastrup