TIGGENDE romaer foran supermarkedet har altid irriteret mig. Jeg er klar over, at tilstedeværelsen af fattige mennesker i nærheden af mine bugnende indkøbsposer udstiller det overfladiske i min middelklasseidentitet på den mest skamløse måde. Men det er ikke derfor, jeg har ønsket dem væk.
Jeg har ofte set den tiggende - et ungt, raskt menneske - i øjnene og forsøgt med blikket at sige, at han bør placere sig et mere værdigt sted i samfundshierarkiet, hvis der for alvor skal vokse den menneskelighed mellem os, som jeg af hjertet ønsker.
Jeg bemærkede, min holdning havde ændret sig, kort efter billederne af ”spyttemanden” havde floreret. Manden, der spytter ned mod flygtninge på motorvejen nordpå fra Rødby. Min hånd greb automatisk i lommen efter mønter, men jeg har ikke haft rede penge på mig i mange år. Det har jeg nu.
Måske var det i virkeligheden en hændelse omkring Den Korte Avis, tidligere minister Karen Jespersen (V) og Ralf Pittelkows internetmedie mod indvandring, hvor man havde søgt at fremstille horder af snavsede, syriske flygtninge gående op mod København for at islamisere hovedstaden. En debattør havde delt opslaget på en islamkritisk facebookside og skrevet: ”Skulle vi ikke køre en tur derud og komme til at køre ind i nogle af dem og så spænde en plov for bilen, så vi fik lidt flere med.”
Jeg forsøgte i flere dage forgæves at anmelde hende til politiet for opfordring til vold. Efter tre telefonsamtaler med venlige politifolk, der alle mente, det burde anmeldes, afviste man at tage sagen op. Der havde ikke været tale om konkret planlægning, som hvis der havde stået: ”Vi mødes klokken 16 ved afkørsel 181.”
Eller var det i virkeligheden oplysningerne om massiv årlig skatteunddragelse i EU, helt op til 1000 milliarder euro, ifølge EU-Kommissionens eget skatteagentur, langt mere end de 12,5 milliarder euro, den ikke-vestlige indvandring koster?
Og var det oplysningerne om, at regeringen vil beskære u-landsbistanden og sænke afgifter på aktiehandel for 800 milllioner og sænke topskatten ved at spare på de unges uddannelse og kontanthjælpen, der gjorde, at jeg forstod, at dette spørgsmål aldrig kan løses gennem vore gængse samfundsmekanismer?
Alle ved, det er svært at engagere romaer i en forpligtende situation over for de sociale myndigheder. Det er en befolkningsgruppe, der omkring år 1000 blev trukket vestpå fra Indien som soldater eller oppassere for den aggressive sultan Ghazni.
Senere har de levet en slavetilværelse, inden de blev forment adgang til Lausanne i 1471, Milano i 1493, Frankrig i 1504, Catalonien i 1512, Sverige i 1525, England i 1530 og Danmark i 1536.
Der var dødsstraf for at være roma 1510 i Schweiz, i England i 1554 og i Danmark i 1589. Portugal begyndte at deportere romaer til sine oversøiske kolonier i 1538, hvorfor der i dag er næsten en million i Brasilien. Senere har der været mildere love, men udstødelsen har været så systematisk gennem så lang tid, at det er en del af romaens identitet. Romaerne er det symbolske tegn på den vestlige civilisations hjerteløshed i historisk perspektiv. Og vi kommer ikke til at gøre noget ved det.
Jeg havde misforstået det blik, jeg udvekslede med romaen foran Netto. Det er ikke et blik med en uværdigt tiggende. Det er blikket med Kristus-skikkelsen fra Matthæusevangeliet 25, 45: ”Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”.
Mine mønter er latterlige, men jeg vil hellere være latterlig end decideret hjerteløs.
Jakob Brønnum er forfatter, teolog og redaktør