TV-skuespil skal lyde ”naturligt”. Men det går ud over den tydelige artikulation

Det er ikke kun ældre mennesker, der har svært ved at høre, hvad skuespillere siger, skriver Birgitte Stoklund Larsen

Ghita Nørby mente, at selvom hendes yngre kollega Mads Mikkelsen var et sødt menneske, så var det et problem, at han ikke artikulerede ordentligt i den prisbelønnede ”Druk”.
Ghita Nørby mente, at selvom hendes yngre kollega Mads Mikkelsen var et sødt menneske, så var det et problem, at han ikke artikulerede ordentligt i den prisbelønnede ”Druk”. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er ikke meget, den netop overståede pinse har smittet af på programfladen – med enkelte undtagelser, som selvfølgelig omfatter transmissionen af gudstjenester på DR. Pinsen er den oversete højtid med de fantastiske salmer.

Jeg var ikke stemt til at høre ”Tidsånd” på P1 pinsedag, hvor temaet ifølge programmet var ”Shariamanifestet”, så jeg kastede mig i stedet over samme kanals ”Klog på sprog”. Pinsen handler trods alt om sprog og kommunikation. Der var ikke et ord om pinse i programmet, men temaet var velvalgt til højtiden og indeholdt både spiritus og uforståelig tale: Det handlede om mumleri og dårlig artikulation. Et tema, som ifølge værten, Adrian Hughes, er stærkt repræsenteret blandt lytterhenvendelserne – overskriften var: ”Kan du høre, hvad de siger?”.

Selvom overskriften var som talt ud af fru Fernando Møhges mund, skal man ikke tro, at det kun er ældre mennesker, der har svært ved at høre, hvad folk siger for eksempel i nyere danske film. Problemet er bredere end som så.

I studiet var blandt andre den retorikstuderende Marie Vinter Clausen, som havde skrevet bacheloropgave om artikulationen i tv-drama-serien ”Arvingerne”. Hendes emnevalg var foranlediget af bemærkninger fra medstuderende om, at de ikke kunne forstå, hvad skuespillerne sagde. Vanskelighederne blev bekræftet af hendes studier: Der var klip fra serien, som den 23-årige studerende havde måttet høre igennem ikke mindre end 20 gange, før hun fandt ud af, hvad der blev sagt.

Der er et problem, og det er også – men altså ikke kun – et generationsproblem. Ghita Nørby mente, at selvom hendes yngre kollega Mads Mikkelsen var et sødt menneske, så var det et problem, at han ikke artikulerede ordentligt i den prisbelønnede ”Druk”.

Og vel at mærke heller ikke gjorde det, inden han forsøgte at løfte livsmodet med en halv promille. Det skal lyde ”naturligt”, og det går ud over den tydelige artikulation. Som skuespilleren Camilla Bendix formulerede det, lider skuespillere af en blufærdighed i forhold til artikulationen: ”Hellere mumle end at være teatralsk.”

En del af Adrian Hughes’ velfortjente popularitet skyldes sikkert, at han har det stik modsat og bevidst artikulerer så tydeligt, at selv sprogfolkene i studiet syntes, det var i overkanten, når han udtalte ”nogLe” og ”synTes”. Hellere være teatralsk end at mumle.

Er der noget at gøre ved det? Problemet skyldes ikke alene skuespillerne. Paradoksalt nok er lyden blevet dårligere i takt med, at teknikken er blevet bedre. Teknikerne skal lære ikke at mixe lyden ud fra deres eget superfølsomme lydudstyr, men efter den kvalitet, som seere og lyttere hører. Den retorikstuderende foreslog, at man tilknyttede en stemmecoach til filmproduktionerne og havde et par praktiske øvelser til de tilstedeværende: et par knoer i munden, og forsøg så at tale så tydeligt som muligt. Rådet er hermed givet videre.

Såvidt vides ikke et råd, apostlene fulgte den første pinse, men med ånden gik det jo alligevel.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.