Prøv avisen

Heltemodig. Der er ingen grund til at anfægte det positive billede af Schindler

Skal man tro Peter Tudvad, var det selviske motiver, der drev den tyske forretningsmand Oskar Schindler til at redde over 1200 jøder fra kz-lejrene. Hans kilde til denne påstand i artiklen den 19. marts synes udelukkende at være en tjekkisk historiker, som angiveligt skulle have "afsløret det hele som en myte om 'den gode nazist'".

Jeg har ikke læst Jitka Gruntovás bog. Jeg har derimod blandt andet læst den australske forfatter Thomas Keneallys dramadokumentariske roman "Schindlers List" fra 1982 (udgivet på dansk i 1994), som lå til grund for den Oscar-belønnede Spielberg-film af samme navn fra 1993, og det er et helt andet billede, man her får af Schindlers indsats under krigen.

Keneallys roman bygger på samtaler med 50 overlevende "Schindler-jøder", som de selv kalder sig, og andre relevante personer og på den omfattende dokumentation for Schindlers indsats under krigen, som blandt andet er indsamlet af Holocaust-museet Yad Vashem i Jerusalem. Herunder skriftlige erklæringer fra en række af de jøder, som kun overlevede på grund af Schindlers indsats.

Hans indsats for at redde "sine" jøder fra kz-lejrene begyndte allerede i de første krigsår (1939-1940), og altså længe før det stod klart, at Nazityskland ville tabe krigen. Derfor er Tudvads insinuation, at motivet til hans redningsindsats skulle være hensynet til hans egen sikkerhed, uden hold i virkeligheden.

Man kan sige meget negativt om Schindlers levevis både før, under og efter krigen, men der kan ikke være tvivl om, at hans indsats for at redde sine jødiske arbejderes liv skete med en stor personlig risiko i det dobbeltspil, han førte i forhold til sine bekendte i SS (han blev for eksempel arresteret tre gange af SS).

Det er også en kendsgerning, at han satte hele den formue, han tjente som værnemager, over styr for at redde så mange som muligt af disse arbejdere fra den sikre død i kz-lejrene (udgifter til tøj, mad og medicin med mere samt bestikkelse af SS-folk). Da krigen sluttede, var han således ludfattig, idet hans formue var væk, ligesom hans fabrikker i Polen og Tjekkoslovakiet var konfiskeret af russerne.

Selvom hans opførsel over for hustruen Emilie, som han svigtede både under krigen og efter denne til fordel for en række elskerinder, var lidet pyntelig, står det ifølge Keneally fast, at Emilie deltog særdeles aktivt i redningen af disse jøder. Og i sine erindringer understreger Emilie, at Oskar trods sine kun alt for tydelige karakterbrist alene handlede ud fra altruistiske motiver, når det drejede sig om redningen af deres jødiske arbejdere.

Det var da også derfor, at så mange af disse jøder gjorde en stor indsats for på forskellig vis at støtte Schindler efter krigen, hvor hans forsøg på at skabe sig en ny karriere som forretningsmand i henholdsvis Argentina og Tyskland kuldsejlede. De sidste mange år af sit liv var han således helt afhængig af deres moralske og økonomiske støtte for at overleve.

Det var også derfor, at han i 1961 blev erklæret en "retfærdig" i Israel, en meget stor æresbevisning for en ikke-jøde, fik opsat en mindetavle i Heltenes Park i Tel Aviv og blev indbudt til at plante et johannesbrødtræ i De Retfærdiges Avenue, der fører op til Yad Vashem-museet.

Jeg har som nævnt ikke læst Gruntovás bog, men ser ingen grund til at anfægte det trods alt positive billede af Oskar Schindler i forhold til hans jødiske arbejdere, Thomas Keneally præsenterer i sin roman, og som også fremgår af Spielberg-filmen.

Søren Harslund,

Sønderdalen 6,

Dyssegård