Tak til Lars Sandbeck for et velskrevet indlæg i Kirkeligt Set den 29. oktober, hvor han dygtigt tager fat på det vigtige emne ”den dobbelte udgang”: Hvis Gud er kærlig, vil det så ikke være grotesk og ligefrem stride imod hans væsen at henvise nogle til frelse og andre til fortabelse?
Sandbeck præsenterer på smukkeste vis Gud som et mysterium: ”Treenigheden har vi ikke foran os som en gåde, der skal løses, men i ryggen som en lampe, der oplyser den verden, der ligger foran os”, og han konstaterer, at Gud, som i sit væsen er fællesskab og ønsker relation, ville fornægte sig selv ved at ”finde på som sin sidste handling at nedbryde menneskelige relationer” gennem at sende nogle i fortabelse.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig denne del af Sandbecks indlæg, og jeg beundrer ham hans evne til at formulere disse kristne sandheder, så Guds kærlighed til og omsorg for mennesket fremstår tydeligt og attraktivt. Men Sandbeck drager for hastigt konklusionen, at et menneskes fortabelse ville være udtryk for en handling fra Gud, altså at Gud da skulle beslutte at dømme nogen ude. Det er rigtigt at helvedesprædikener i alle mulige trossamfund har givet et billede af en Gud, som, irriteret over menneskets synd, afreagerer ved at kaste os i helvedets evige flammer. Det billede vil jeg gerne hjælpe Sandbeck med at udrydde. Men jeg vil for alt i verden forsvare den ”traditionelle” kristne lære, som ser fortabelsen som en mulig udgang for mennesket. For konsekvensen af, at Sandbeck ophæver læren om den dobbelte udgang, er, at Gud ikke længere er udtryk for den fuldkomne relation, men for smålig, menneskelig kærlighed.
Hvis menneskets eneste udgang er frelsen, altså at vi skal leve i evigheden med Gud, og ikke frit kan vælge en anden udgang, så minder Guds relation til mennesket mere om et tvangsægteskab end om en relation, hvor menneskets frihed til fulde respekteres. Fortabelse og helvede er ikke noget, Gud sender os til i sit raseri over vore synder, det er heller ikke et sted fyldt med flammer og djævle med treforke, men det er en tilstand af Guds absolutte fravær for dem, som måtte ønske det. Dommen er ikke Guds, men menneskets: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset” (Johannesevangeliet 3, 19).
Jeg tror, at enhver, som tager imod Guds udstrakte tilbud om frelse vil få del i den. Jeg må altså ikke gå rundt i angst for, hvilken af de to mulige udgange, der mon bliver min. Men jeg må bekymre mig for dem, som lader til at afvise Gud. Om Gud i menneskets sidste stund kan overvinde det mørke, som kan have fået nogen til at fravælge ham, så de alligevel ikke vælger fortabelsen, det forbliver et lige så stort mysterium som selve Treenigheden. Det kan vi ikke svare på. I den katolske kirke har vi kåret mange helgener, men aldrig er nogen blevet tituleret ”fortabt”!
Fortabelsen står dog altid åben som en mulighed; paradoksalt nok som udtryk for omfanget af Guds kærlighed, som tillader os at fravælge ham. Helvedet findes, men som kristne må vi, som den katolske teolog Hans Urs von Balthasar har udtrykt det, håbe på, at det er tomt.
Daniel Nørgaard er katolsk præst og jesuit.