Henrik Dahl i ny bog: Ungdomsoprørets slyngler er tilbage

Sociolog, forfatter og folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) tager i ny debatbog et hårdt opgør med tidens identitetspolitik, ligesom han angriber uddannelsespolitikken for at have slået fejl trods borgerlig dominans i et par årtier

Identitetspolitikken kommer med de forkerte løsninger, mener folketingspolitiker Henrik Dahl (LA). For eksempel, at for at løse racediskriminationen skal vi genindføre raceadskillelsen. Her ses en Black Lives Matter-demonstration i september i København. – Foto: Ida Marie Odgaard/ Ritzau Scanpix.
Identitetspolitikken kommer med de forkerte løsninger, mener folketingspolitiker Henrik Dahl (LA). For eksempel, at for at løse racediskriminationen skal vi genindføre raceadskillelsen. Her ses en Black Lives Matter-demonstration i september i København. – Foto: Ida Marie Odgaard/ Ritzau Scanpix.

Skal man finde et hårdtslående bandeord blandt borgerlige politikere for tiden, må det være identitetspolitik. De færreste kan nok definere helt præcist, hvad det betyder, men nu har folketingsmedlem, sociolog Henrik Dahl fra Liberal Alliance skrevet en bog om emnet, ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden – forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede”, der udkommer i dag. Som undertitlen antyder, går han til frontalangreb på identitetspolitikken.

Men hvad er egentlig identitetspolitik, og hvad er problemet med den?

”Der findes mange slags identitetspolitik. Det er alle former for politik, som retter sig mod at opnå anerkendelse,” forklarer Henrik Dahl.

”Det betyder, at separatisme, nationalisme og kampen for kvinders valgret alt sammen er eksempler på kamp for at opnå anerkendelse, og den har eksisteret i hundredevis af år. Men så er der en særlig venstreorienteret variant, som handler om at konstruere minoriteters rettigheder på en helt særlig måde. Den opstod i USA i 1970’erne og er antiliberal, og nogle gange er den også antidemokratisk,” siger han.

”Herhjemme er det trængt ud som indoktrinering i vores dannelsesinstitutioner. Organisationen Sex & Samfund udgiver for eksempel undervisningsmateriale, hvor man sniger en normkritik ind.”

Henrik Dahl mener, at identitetspolitikken kan sammenlignes med en trojansk hest, som ser tilforladelig ud udefra, men som ikke er det indeni: ”Inde i den trojanske hest er der alle de forkerte løsninger. Altså for at løse racediskriminationen skal vi genindføre raceadskillelsen. Det er en forkert løsning.”

Du nævner, at identitetspolitikken kan føres tilbage til 1970’erne og ungdomsoprøret. Er det, vi oplever nu, egentlig så meget værre, end det man oplevede på universiteterne i den såkaldte munkemarxismes dage i 1970’erne?

”Nej, det er jo en del af den samme historie. Det er en del af marxisternes lange march gennem uddannelsesinstitutionerne, vi er vidne til. Efter Murens fald stod marxisterne lidt nøgne og delegitimerede tilbage, fordi det, de troede på, faldt fra hinanden.

Så kom 1990’erne, som var et fantastisk årti, hvor den amerikanske professor Francis Fukuyama troede, at det liberale demokrati endegyldigt havde sejret. Det var årtiet, hvor venstrefløjen var så flov over at have holdt med de forkerte, at den faldt lidt ned.

Men siden kom venstrefløjen tilbage som postmarxisme, postmodernisme og poststrukturalisme for fuld gas i 2000’erne. De kommer ind på universiteterne igen. Det er marxisterne og deres efterkommere, der har regrupperet sig efter et midlertidigt tilbageslag. Det er de samme slyngler, som er tilbage på humaniora og samfundsvidenskab, og hvis dagsorden er at skabe kaos og mistillid til systemet,” siger han.

Henrik Dahl har rundet de 60 år og har undervejs selv taget et markant politisk højresving. Gennem fem år var han medlem af Socialdemokratiet, og i begyndelsen af årtusindet fungerede han sammen med sin daværende hustru, Christine Antorini fra SF, som en slags inspirator for centrum-venstre i Danmark. Blandt andet udgav de i 2003 antologien ”Epostler” med bidrag fra en række socialdemokratiske og radikale toppolitikere som Mogens Lykketoft, Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen, Marianne Jelved og flere kunstnere og embedsmænd. Antorini blev senere efter deres skilsmisse socialdemokratisk børne- og undervisningsminister fra 2011 til 2015.

Hvad fik dig til at rykke så forholdsvis langt fra venstre til højre, at du gik fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance?

”Jamen, jeg var som ung i den dogmatiske slummer, som Immanuel Kant taler om. Jeg er født i 1960, gik i skole i 1960’erne og 1970’erne og var der, hvor ungdomskulturen var. Den var moderat venstreorienteret. Det kom helt af sig selv, når man hørte den tids kunstnere. Jeg havde alderen til at købe Skousen & Ingemanns og Gasolins nye plader, og jeg var inde i den kultur, fordi jeg er et svagt menneske, som egentlig bare godt kunne lide at være der, hvor de fleste var. Der, hvor den gode stemning var. Senere fandt jeg som voksen ud af, at jeg slet ikke var enig med den kultur.”

Hvad fik dig til at vågne op fra den dogmatiske slummer?

”Mange ting. Jeg følte ikke i 1980’erne, at Socialdemokraterne var regeringsduelige. Det var der to grunde til. Den ene var deres økonomiske politik, og den anden var deres sikkerhedspolitik. Jeg syntes heller ikke, at Socialdemokraterne var regeringsduelige i 2000’erne på grund af deres udlændingepolitik. Jeg er mere enig med statsministeren nu end dengang, vi stod i det samme parti. Jeg mener sådan set, at Socialdemokratiet er regeringsdueligt nu, i hvert fald i forhold til udlændingepolitikken, men jeg synes ikke partiets økonomiske politik er specielt ansvarlig,” siger han.

Det undrer sikkert nogle, at du endte i Liberal Alliance. I begyndelsen var der ikke markeret nogen særlig skarp linje i udlændingepolitikken som den, du står for. Det handlede om topskat og økonomisk politik. Hvorfor i alverden gik du derhen?

”Fordi jeg både dengang og nu synes, at det arbejdsmæssigt var et godt sted at være. Da jeg stillede op, var Liberal Alliance ikke præget af mennesker, som havde været med i et ungdomsparti og havde skændtes med hinanden som unge. På det tidspunkt kunne jeg ikke se for mig, at jeg kunne være i et af de store partier,” siger han.

Henrik Dahl forklarer, at han befandt og befinder sig godt i Liberal Alliance, fordi der fra begyndelsen var den samme libertære stemning, som da han var ung: at man måtte sætte sin hat, som man ville, og at der ikke skulle være nogen barnepigestat, som bestemmer alting.

For ham giver det ikke mening at skelne skarpt mellem konservatisme og liberalisme, for ingen af delene kan stå alene. En af hans venner har sagt det sådan, at konservatisme altid skal fortyndes med liberalisme og omvendt, ellers smager begge dele forfærdeligt.

Dertil glæder han sig over den uddannelsespolitik, som den tidligere regering førte under hans partifælle, daværende undervisningsminister Merete Riisager.

Den var bedre end alle de andre borgerlige partiers, mener han. Det skal der så heller ikke så meget til. I hvert fald retter han en sønderlemmende kritik mod uddannelsespolitikken de sidste to årtier. Alt for mange unge er kommet ind på universiteterne, og karakterne er blevet ramt af inflation.

”Kritikken i min bog er, at alle reformer i uddannelsessektoren i dette århundrede er slået fejl. Der er lavet to gymnasiereformer, og de var begge dårlige. Der er lavet en stribe dårlige reformer af de videregående uddannelser, og de er alle sammen lavet under borgerlige regeringer. Og så er der lavet en folkeskolereform under en socialdemokratisk regering, som også er dårlig.”

Hvordan kan det være, at det står så skidt til, som du mener, når reformerne er gennemført under borgerlige regeringer?

”Det skyldes da en form for borgerlig holdningsløshed og idéløshed, hvor man her på Christiansborg ikke rigtig har ment noget selv, og så har man udliciteret det, man mente, til store interesseorganisationer, der har fået alle mulige dårlige idéer. For eksempel at erstatte dannelsesbegrebet med kompetencebegrebet.

Man har helt glemt, at uddannelse grundlæggende er en overdragelsesforretning, hvor vi overdrager den verden, vi lever i, til næste generation. Hvis den overdragelsesforretning skal give mening, skal der være et meget kraftigt element af dannelse samtidig med, at man selvfølgelig også skal lære de ting, der er nødvendige for, at man kan overtage verden, når vi bliver for gamle til at styre den.

Der har alle de skøre idéer om kompetencer ikke gavnet. Overhovedet ikke,” siger han.

Missing media item.