Henrik Højlund: Nu banker frygten og mørket på. Men husk, dagen er nær

På denne første vinter- og decemberdag kan mørket synes altopslugende. Men i kristendommen finder vi håbet om, at nattens mørke altid leder til dagens lys

Synet af tiltagende mørke er for et Kristus-forbundet menneske ikke kun dystert og udsigtsløst. Det giver nemlig samtidig udsigt til, at den nye dag nærmer sig, skriver Henrik Højlund.
Synet af tiltagende mørke er for et Kristus-forbundet menneske ikke kun dystert og udsigtsløst. Det giver nemlig samtidig udsigt til, at den nye dag nærmer sig, skriver Henrik Højlund. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

”Natten er fremrykket.” Sådan lød det rundt om i landets kirker første søndag i advent, læst op af Paulus’ Brev til Romerne.

Det ville mange i vores land kunne nikke stærkt bekræftende til. Mørket sænker sig over os. Og vel at mærke ikke bare årstidens mørke, men fremtidens mørke. Klimakrisen, frygten for atomkrig, frygten for endnu en global epidemi i ny version, måske også en lidt vag og ubestemmelig frygt forbundet med, at vi nu har passeret otte milliarder mennesker på kloden, og væksten synes uden ende, og hvad kan det mon medføre? 

Ikke mindst klimakrisen banker på hos mange. Klimaangst er som bekendt blevet et reelt psykisk problem for mange, især i den unge, opvoksende generation.

Den irske forfatter Mark O’Connell skriver i bogen ”Notes from an Apocalypse” om en række meget forskellige forsøg på at sikre sig mod det forestående jordklodesammenbrud. I delstaten South Dakota har en iværksætter ombygget en militærbase til moderne overlevelsesbunkere for rigmænd. O’Connell har talt med mennesker, som drømmer om at kolonisere rummet. Og i New Zealand har han set, hvordan amerikanske teknologimilliardærer opkøber land og naturressourcer for at bygge luksuriøse overlevelsespalæer, hvor de kan søge tilflugt i tilfælde af en fremtidig katastrofe.

Jeg sad i en flyvemaskine på vej hjem fra Israel forleden og læste i den norske forfatter Karl Ove Knausgårds seneste roman "Ulvene fra evighedens skov". En sætning trådte stærkt frem, sagt af en russisk kvinde, som en slags fællessum midt i al forskelligheden blandt mennesker: ”Mørket bandt os sammen.” Jeg fik selv en næsten fysisk bekræftelse af det, da jeg, efter en uge i det meget intense og særprægede Israel, kørte fra Tiberias til lufthavnen i Tel Aviv i de allermørkeste timer. Da affødte mørket den mærkelige følelse, at det lige så godt kunne være ethvert andet sted på kloden med mørket – og huslys her og der – som det eneste synlige og fælles. Altså netop mørket som den sammenbindende, ensartede, grundlæggende livsfarve for de fleste i vores del af verden.

Bag alt dette ligger et livssyn, som forklarer meget af mørkesynet, et livssyn, hvor Gud er sendt på pension. Ikke sådan at forstå, at det overvældende flertal er ateister. Det er der nemlig reelt set få, der er i dagens Danmark. Men uanset, at mange har en eller anden grad af religiøsitet i sig, så er Gud alligevel fjernet fra det billede, de får af verden i den rationelle udgave – billedet af, hvordan verden faktuelt er skruet sammen. Gud er ude af den ligning.

Og uden Gud i den ligning, så er der egentlig kun udsigt til, at universet en dag vil gå under i mørke. Alt vil gå i opløsning. Det er naturvidenskabens logiske regnestykke, når Gud er fraregnet. Og det præger menneskers livssyn på alle hylder. Det ultimative, endegyldige mørke er den yderste horisont for hele verden og hvert eneste menneskeliv. Og natten synes fremrykket med tanke på klimatrusler og andre nuværende, dårlige udsigter.

Det er, som den tyske sociolog Hartmut Rosa har skrevet i en ny bog: Uden religion og Gud har det moderne samfund mistet fornemmelsen for, hvad meningen er med den tilværelses-fremdrift, man hele tiden søger:

”Der er ikke længere nogen, der tror på, at vi er på vej mod en gylden fremtid, eller at deres børn vil få et bedre liv, end de selv har haft. Men vi er henvist til permanent vækst alene for at kunne bevare status quo. Vi løber hurtigere og hurtigere for at komme væk fra en afgrund, der truer med at opsluge os.” 

Paulus har imidlertid noget andet i sigte med sætningen ”natten er fremrykket”. Sætningen følges nemlig op med følgende: ”Dagen er nær.” Nattens fremrykning betyder med andre ord dens snarlige ophør.

Dét forbinder Paulus selvfølgelig med Kristus-håbet, med håbet om Kristi tilbagekomst, det som vi netop også fejrer i adventen. Ikke kun de fire ugers fremsyn mod fejringen af hans komme i Betlehem for godt 2000 år siden, men egentlig endnu mere fejringen af hans endegyldige komme, som Betlehemsankomsten dybest set kun var et forvarsel om.

Hartmut Rosa udtrykker det ikke så ligefremt forbundet med Kristus-håbet, men i bogen giver han udtryk for, at religionen giver ”et vertikalt resonansløfte. Det er ikke det kolde univers, der ligger til grund for min eksistens, men en forbindelse med en personlig instans, der kender mig og kalder mig ved navn”.

Noget tilsvarende kan man løbe ind i i Knausgårds bog, når han lader en præst referere den russiske forfatter og filosof Solovjov med ordene:

”Religionen er det, som forbinder menneskeheden og verden med det absolutte princip og opmærksomhed mod alt det, der eksisterer.”

Religionen kan altså være et første, befriende skridt ud af det fælles mørke. Et skridt ud af det kolde univers i retning af ”et vertikalt resonansløfte”.

Paulus tager selvfølgelig mere end det ene skridt med sit udsagn om, at dagen er nær. Han sigter mod Kristus-dagen, håbet forbundet med håbet om Kristi genkomst.

Synet af tiltagende mørke er for et Kristus-forbundet menneske ikke kun dystert og udsigtsløst. Det giver nemlig samtidig udsigt til, at den nye dag nærmer sig. Håbets dag. Ikke udsigt til opløsning, men oplysning.

Det betyder naturligvis ikke, at et kristent menneske ikke også kan gribes af bekymring og angst med tanke på atomkrig eller klimakatastrofe. ”Menneske først, kristen så.” Kristne lever på samme vilkår som alle andre mennesker. Men ved siden af angsten har den kristne håbshorisonten. På en vis måde kan man se den almindelige, folkelige adventstid som et billede på dét – som et billede på lys trods mørke. Sådan dyrkes jo adventstiden og julen af de fleste her til lands, hvor der tændes lys overalt i den mere og mere mørke tid. Det er, som om man trodser mørket og insisterer på lyset. Og dét er et fint billede på, hvad der er på spil i et kristent menneskes sind: Midt i mørket er der hele tiden lys på færde.

Min sjælesørger og skriftefar tilbage fra min tid som præst i Nordnorge, Børre Knudsen, kom for en del år siden til Danmark for at holde foredrag for en række præster og kirkeligt engagerede mennesker. Efter foredraget opstod der en samtale, som affødte en række triste og pessimistiske udsagn om nutiden og fremtiden, og stemningen blev mere og mere trykket. Indtil Børre Knudsen pludselig udbrød:

”Tænk, at vi har fået lov til at leve i denne tid, denne afsløringens tid, denne formørkelsens tid, denne sidste tid.”

Natten er fremrykket, dagen er nær.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.