Jeg er siden min ungdom med jævne mellemrum kommet på Christiania og har dermed fulgt Fristaden i over halvdelen af dens levetid. I morgen fylder Christiania 50 år, og jeg har en idé til en gave. Men først lidt om, hvad stedet har at byde på.
Blandt de mange fantastiske koncerter, jeg har hørt derude, kan jeg nævne Beck på Loppen og Portishead i Den Grå Hal. Jeg har været med min mor til det årlige julemarked, spist frokost med mine børn på Morgenstedet og hængt ud med venner på Nemo eller Månefiskeren. Jeg har mødt søde og sjove mennesker, men også usle og truende mennesker på Christiania.
Stedet er spraglet på godt og ondt. Det er velgørende, at der findes et område midt i hovedstaden, der er så anderledes, hvor der ikke kører biler, og som helt indlysende opsuger en del socialt belastede personer. På den måde er Christiania et bevis på det danske frisind og evnen til at prædike frihed for hr. Jensen såvel som for Jørgen Tulipan. Bydelen er med til at forhindre et ligusterregime, hvor alt skal ligne en forstad til Vejle.
Men Fristaden har bestemt også en skyggeside. Jeg har selv været med til at fodre bæstet, de gange jeg har stået med en krøllet seddel og købt pot i den bod, som så mest tilforladelig ud. Mange af boderne, hvor der bliver handlet hash og pot, er præget af en aggressiv og hård stemning. Og lytter man til såvel ordensmagt som til gamle christianitter, er hashmarkedet totalt domineret af dybt kriminelle bander, som ikke kommer fra Christiania. Stedets akilleshæl er den selvjustits, der kræves, når man insisterer på ikke at være del af det omgivende samfund.
De seneste måneder har en stor del af Fristadens indbyggere igen forsøgt at stå sammen om et opgør med hashhandlen. Det sker efter et modbydeligt skuddrab i sommer på en 22-årig christianit. Skuddene faldt midt på Fristadens hovedstrøg, Pusher Street, og var del af den konstante kamp om hashmarkedet.
Historien viser, at det er for vanskeligt for den 50 år gamle fristad at tage kampen mod de hårde bander og rockere, som kontrollerer hashmarkedet. De behøver hjælp. Og den skal være vores fødselsdagsgave til Christiania. Ikke i skikkelse af politistyrker, men som en grundig samtale om, hvordan Fristaden forbliver en del af hovedstaden uden at drukne i kriminalitet.
Med et kommunalvalg mindre end to måneder væk er det oplagt for alvor at diskutere, hvordan vi i fællesskab løser problemet med kriminalitet i Fristaden. Et af de elementer, som må overvejes nøje, er, om man kan lave kontrolleret legalisering af pot og hash, sådan som man efterhånden har mange andre steder i verden. Ikke fordi vi synes, det er en god ide at ryge det, men fordi det er måden at undgå, at salget bliver styret af en forrået underverden.
”På de 50 år, vi har eksisteret, har Christiania vokset sig fra en ustyrlig rebel til et ansvarligt anarki,” står der optimistisk i den åbne invitation til Fristadens fødselsdag, som foregår netop i disse dage.
Som alle andre miljøer skaber christianitterne deres egen historiefortælling vel vidende, at ansvarligheden er truet udefra. Før der for alvor kan råbes Hurra! for Fristaden, må der findes en langsigtet løsning på problemet med hashhandlen, og kommunalvalgkampen er det perfekte sted at tage debatten. Kommer man bandekriminaliteten til livs, er der til gengæld god grund til at stemme i, når der synges ”gid, at det må gå dem godt i mange, mange år”.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun .