Prøv avisen
Debat

Forny folkekirkens fremmedgørende dåbsritual

Hvorfor kan vi ikke bruge ord og formuleringer i dåbsritualet, som giver mening anno 2015, spørger Pia Kirkegaard.

Hvis dåbsritualet skal give mening og skal kunne forankres hos forældrene, er vi nødt til at se på sproget i ritualet, mener migrant- og sognepræst Pia Kirkegaard

”Hisse” er en del af en såkaldt fjernhed/nærheds-deiksis! Hvis man nu skal bruge et sprogvidenskabeligt begreb. Hisset bruges til at afgøre, hvor nært eller fjernt noget befinder sig. Bogen her, bogen der, bogen hisset. Altså længere og længere væk.

Når jeg nu indledningsvis er optaget af ordet ”hisset”, er det, fordi det indgår i det dåbsritual, der bruges i den danske folkekirke anno 2015. Det ville næppe give mening at bruge den nutidige betydning ”der” i dåbsritualet. Men giver dåbsritualet nutidig mening i den udformning og med de ord, der bruges nu? Næppe heller. Tværtimod virker det kirkelige ritual mere fremmedgørende og arkaisk, når blandt andet ordet ”hisset” bruges over for forældre, der bærer deres barn til dåben.

Bønnen om at bevare et (menneske)barn i Guds samfund både ”her og hisset” er en bøn om, at dette barn, lige nu i det jordiske liv og siden på et sted, der rækker langt ud over døden, må fastholdes af Gud. Det, der forkyndes i dåben, er altså stærkere end døden. Det gælder vores liv lige nu og her, men også engang, når vi ikke er her på jorden mere. Det er den forkyndelse, der er på spil i dåbssalmen ”Fyldt af glæde over livets under”: ”Dåbens lys er tændt, når livet slukkes.” Det er altså lys og mørke eller liv og død, der er på spil.

Kunne det udtrykkes på en mere nutidig og for forældrene meningsgivende måde? Er fødslen, der ligger forud for en barnedåb, ikke en eksistentiel og grundlæggende erfaring af glæde, der fødes af smerte? En kamp forud for en forløsning. Et barn, der kæmper sig vej fra mavens mørke og for første gang i sit liv ser dagens lys.

Er forældrene ikke fyldt af forventning, glæde, uro, bekymring, magtesløshed, taknemmelighed? Og er det ikke der, et dåbsritual skal begynde? I en forankring af en erfaring hos det enkelte menneske.

Det må være klart, at dåben skal afspejle den betydning, den har. Vi bliver døbt til et liv i Kristus. Vi bliver sædvanligvis døbt som ganske små. Vi skal ikke vide noget på forhånd inden dåben. Vi skal vokse med den tro, der bekendes af de voksne mennesker, som bærer os til dåben. De skal helst vide lidt mere. De skal helst både tro og kende trosbekendelsen: Vi siger nej til ondskab. Vi siger ja til at tro på Gud, Jesus og på Helligånden.

Men for at det skal give mening eller rettere, for at det skal kunne forankres hos det enkelte menneske, er vi nok nødt til (ud over dåbsundervisning af forældre) også at se på sproget i dåbsritualet.

Vores nuværende dåbsritual betoner dåben som et sted, hvor vi bliver Guds børn, hvor vi modtager Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv. Vi bærer barnet frem for Guds ”åsyn”. Vi beder om, at barnet må blive ”indlemmet” i menigheden. Vi beder om, at det skal bevares både her og ”hisset”.

Hvorfor kan og skal vi ikke finde nye ord og formuleringer i dåbsritualet, som giver mening anno 2015? Hvis ikke vi besvarer spørgsmålene her eller i det mindste tager dem op til overvejelse, kunne det nemlig ende med, at ikke bare ordet, men også indholdet, bliver rent historisk. Noget, der betød noget engang, men som ingen længere ved hvad er. Er det der, vi er på vej hen?

Pia Kirkegaard er migrant- og sognepræst