Det er næppe tilfældigt, at DR for nyligt har gjort en radiomontage af Christian Stentoft fra 1984 om kostskolen Herlufsholm tilgængelig for lytterne. Der står jo mildest talt blæst om den gamle skole efter TV 2-dokumentaren ”Herlufsholms hemmeligheder” blev sendt torsdag i sidste uge. Dokumentaren er blevet kommenteret med indignation og fordømmelse af høj og lav, og den prestigefyldte kostskole befinder sig nu i en shitstorm af landsdækkende vindstyrke.
Man må da også væmmes over de eksempler på overgreb, som blev fremdraget i ”Herlufsholms hemmeligheder”. Vold og chikane er forkasteligt såvel blandt kostskoledrenge som ghettodrenge, ligesom stigmatisering og letkøbte generaliseringer er lige dumt i forhold til begge grupper.
Christian Stentofts radiomontage rejste så vidt vides ingen shitstorm dengang i 1984. Den skildrede en institution med en særegen kultur og et disciplinært system, som stak ud fra det gængse skolevæsen. ”Uden straf – ingen skole” hed montagen, og det kan nok skurre i ørene at tale om skole og straf i samme åndedrag.
Den sorte skole er jo et stadig skræmmebillede, men en skole uden konsekvenser er godt nok også en skræmmende tanke. Bliver rådden opførsel konsekvensløs, så bliver skolen et hoved – og nådesløst sted. Det var faktisk en af de unge kostelever, som sagde til Christian Stentoft, at uden straf ville der ikke være nogen skole, for så kunne man bare gøre, ”hvad man vil”.
Ateisten og filosoffen Bertrand Russel skal angiveligt have sagt, at ingen burde drive skole uden at føle sig dybt overbevist om arvesynden. Man bør dog heller ikke drive skolen uden at føle sig dybt overbevist om, at arvesynden ikke bare viser i elevernes opsætsighed og trods, mens også blandt dem, som skolen har betroet myndighed og magt. I ”Uden straf – ingen skole” var der også elever, som ikke havde det godt, og græd deres modige tårer fra bunden af kostskolens hierarki.
En af de elever, som i øvrigt sig befandt sig fint på skolen, fortalte Christian Stentoft: ”At når man kommer ud i verden, så ligner verden mere det her miljø, end verden ligner det miljø, man går rundt i hjemme.” Det er generelt godt at komme hjemmefra og lære at indordne sig. Vejen væk fra mors skørter er vejen til modenheden. Det er derimod en fatal uorden, hvis man skoles i de stærkes håndsret og de svages latterliggørelse.
I den verserende storm er der mange, som fortæller om gode skoleår på Herlufsholm. Dem skylder vi også at lytte til. Deres vidnesbyrd hører med til helhedsbilledet, men skal naturligvis ikke misbruges til at bagatellisere overgreb og undskylde brodne kar. Ofrenes smerte opvejes ikke af andres glæde ved skolegangen.
Herlufsholm er blevet kaldt til selvransagelse. Man må håbe, at det sker, uden at skolen mister sig selv. ”Frygt Gud. Gør ret og forlad dig ikke på mennesker,” lyder Birgitte Gøyes valgsprog, som pryder facaden på skolebygningen. Hørt rigtigt, forekommer de ord et godt sted at begynde.
Jesper Bacher er sognepræst.