Henrik Palle, tv-redaktør, Politiken
Hvordan synes du, kirken og troen er blevet præsenteret i ”Herrens Veje”?
Jeg synes, kirken som institution er blevet fremstillet som en stiv, ufremkommelig, bureaukratisk, hierarkisk organisation, der fokuserer mere på magtforholdet mellem mennesker end på at imødekomme de troendes behov. Troen fremstilles som en underlig fanatisme, der giver flere problemer i folks liv, end den løser. Troen er i ”Herrens Veje” noget, der kommer imellem mennesker, som burde stå hinanden nær, og ender med at blive noget, der forpurrer det mellemmenneskelige.
Man får det indtryk, at folkekirken er befolket af mennesker, der er momentant vanvittige. Hovedpersonen er nærmest fundamentalistisk i sin tro, og hans ene søn lider af vrangforestillinger, som han selv kalder religiøse, men i virkeligheden nok er psykisk sygdom. Den anden søn får det først godt, da han forlader den ene tro til fordel for den anden. Det er altså ikke specielt god presse, folkekirken får her, og man får indtrykket, at den består af nogle tosser, der ikke kan få deres liv til at fungere, fordi de går så meget op i religion.
Serien indeholder alt det sædvanlige i et DR-drama med nogle mennesker, der ikke kan få deres eget eller andres liv til at fungere, og det er jo en problemstilling, der er relevant for alle. At livet er svært. Her skyder man så skylden på en tro. Overordnet synes jeg dog ikke serien lever op til den præmis, at den skulle handle om tro. Den handler om utroskab, psykisk sygdom, familie og alt muligt andet, og så har man kastet en pibekrave oveni. De kunne lige så godt have haft en fabrik, hvor de producerer maling.
Overordnet synes jeg, skuespillerne spiller godt. Produktionsdesignet og fotograferingen er flot. En meget flot serie, som har haft sine øjeblikke, men lider under replikker, der i værste fald er dilettantiske. Rent narrativt ville det have været rart, hvis den havde lidt mere fokus. Men det er måske pointen, at det er ”Herrens Veje”, der er indviklede.
Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende
Hvordan synes du, kirken og troen er blevet præsenteret i ”Herrens Veje”?
I forhold til troen så synes jeg, at det er moderen Elisabeth, der viser den bedst. Hun elsker jo løs, elsker sin mand, elsker sine drenge, elsker sin norske veninde. Hun taler ikke om Gud hele tiden, hun lever i virkeligheden i troen mere end at tale om den.
Sønnen August derimod virker helt fatsvag. Han er sådan en figur, man bliver irriteret på. Han er hele tiden på jagt efter sin barnetro, og selvom han står i nogle situationer, hvor han virkelig kunne gøre sig nogle livserfaringer, så griber han dem ikke. Han skal forestille at være den moderne præst, der er ung med de unge, men hans forestil-ling om tro er helt misforstået, og man får indtrykket, at han ikke har noget refleksionsapparat. Der kan jeg meget bedre lide Elisabeth.
Jeg savner generelt noget humor i ”Herrens Veje”. Ikke humor som i en sjov figur, men som i, at folkekirken er et sted, man møder humor. Præster skal jo hele tiden forholde sig til livets grænseområder: spørgsmål om liv og død, ansvar og skyld, og man erfarer som præst, at den type spørgsmål skal mødes med et billedsprog; et tvist. I ”Herrens Veje” er samtalerne båret frem af sådan en naiv inderlighed, af at nu skal jeg sige det, som tingene er, men det ender i en humorforladt fanatisme. Det er ikke den type præster, jeg møder. Sådan nogle, som slet ikke har sans for sprogets bevægelighed.
Jeg har lidt set ”Herrens Veje”, fordi det bør man, når man er en del af dansk kirkeliv og tænkning, men jeg synes ikke, serien var superspændende. Det er nogle banale problemer, og det faderkompleks, som den er skåret over, er simpelthen for karikeret til, at det kan fange mig. Figurerne bliver for flade, fordi de ikke er i stand til at se sig selv udefra.
Så som drama har jeg ikke været så vild med ”Herrens Veje”.
Jens Ole Christensen, sognepræst i Fredens-Nazaret Kirker på Østerbro i København. Tidligere generalsekretær i Luthersk Mission
Hvordan synes du, kirken og troen er blevet præsenteret i ”Herrens Veje”?
Jeg startede med at være positivt afventende, men blev gradvist mere skeptisk. Det skyldes primært, at jeg ikke synes, karakteren Johannes er troværdig, og jeg kan ikke forestille mig, jeg ville møde ham i virkelighedens verden. Der er så mange dårligdomme presset sammen i en personlighed, og så hænger han hverken menneskeligt eller teologisk sammen. Det har fyldt enormt meget for mig.
Jeg synes også, serien bærer præg af en del fordomme om kirken og præster. Kunne man forestille sig en serie om sygeplejersker, hvor præmissen er, at sygeplejersker er ligesom alle andre mennesker. Nej vel? Der er nogle stereotyper, der får lov til at styre historien.
Jeg har været overrasket over, hvor få almindelige sognebeboere, jeg har mødt, der har kommenteret på serien. De, der har gjort, har spurgt mig lidt forsigtigt, om det mon er et retvisende billede af kirken og præsten, men det er ikke ”Herrens Veje”, folk snakker om til en dåbssamtale, det er det altså ikke.
Hvis der er noget, jeg savner i serien, så er det en præst, der afleverer et mere tydeligt Kristus-vidnesbyrd. De snakker meget om troen på Gud, men hvad med Jesus og opstandelsen? Det, som hele kirken bygger på. Familiedramaet fylder også vildt meget i forhold til trosspørgsmålene, og jeg undrer mig over, at alt det livsdrama ude fra menigheden, de mennesker, vi møder, de liv, vi blandes ind i, ikke spiller en mere tydelig rolle.
Alt i alt har jeg svinget noget frem og tilbage. Noget af det mest troværdige var afsnittene om asylansøgerne. Det fangede mig virkelig. Men meget af det andet har ikke, og familiedramaet har været meget forudsigeligt. Så forudsigeligt, at jeg næsten synes, jeg kunne have skrevet det selv.