Jeg frygter, at tidens mangfoldighedsideologi også vil lægge sin klamme hånd hen over ”Herrens Veje”

De første afsnit af ”Herrens Veje” skabte forhåbning om, at kombinationen mellem DR, drama og kristendom ville føre til et interessant indblik i troens og kirkens verden. Men i fjerde afsnit i søndags begyndte det at vakle, skriver Sørine Gotfredsen

Jeg vælger stadig at mene, at ”Herrens Veje” kan bidrage til samtale om tro og kirke, men der er grund til at frygte, at tidens mangfoldighedsideologi også her vil lægge sin klamme hånd hen over foretagendet og måske endda udvikle sig i retning af en følgagtig konklusion om, at vi alle sammen tror på den samme Gud, skriver Sørine Gotfredsen.
Jeg vælger stadig at mene, at ”Herrens Veje” kan bidrage til samtale om tro og kirke, men der er grund til at frygte, at tidens mangfoldighedsideologi også her vil lægge sin klamme hånd hen over foretagendet og måske endda udvikle sig i retning af en følgagtig konklusion om, at vi alle sammen tror på den samme Gud, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen.

Det var næsten også for godt til at være sandt. Specielt første afsnit af ”Herrens Veje” skabte forhåbning om, at kombinationen mellem DR, drama og kristendom ville føre til et interessant indblik i troens og kirkens verden.

Jeg vil stadig hævde, at Adam Prices serie udgør en positiv overraskelse, men i fjerde afsnit i søndags begyndte det at vakle. Problemerne har i høj grad at gøre med fremstillingen af andre religioner. Allerede i andet afsnit, hvor præsten August er udsendt i krig, møder vi den søde og vise muslim, der sætter Augusts verden i perspektiv, og i søndags gik det helt galt, da hans bror, Christian, strander i et buddhistisk tempel, hvor en munk med en endeløs strøm af Gajolpakke-floskler udtalt med Peter Sellers accent fra ”Den lyserøde panter” skal lære den vrede kristne dansker at stable brænde og finde indre fred.

Helt i tråd med den vestlige verdens overfladiske dyrkelse af buddhisme fik denne munk lov til at sige, at ”der er meget lidt vrede i buddhisme”, mens han samtidig hævdede, at Jesus med en slags aggressivitet ville gøre alle kristne. Og præstesønnen Christian æder det hele råt, som havde han aldrig selv tænkt en selvstændig tanke.

Noget lignende sker i Augusts møde med muslimen i felten, der påpeger, at det altid er Koranen, der beskyldes for at være krigerisk og ikke Det Gamle Testamente. Hvorpå August jo som teolog kunne have nævnt, at kristendommen udfoldes i Det Nye Testamente. Men han tier bare, som havde han mødt et klarsyn fra oven, og det kan blive meget trættende, hvis ”Herrens Veje” i multireligiøsitetens navn skal tilgodese alle trosretninger og tilmed fremturer ved at beskrive deres repræsentanter som yderst kloge og altfavnende.

Alt imens de to traumatiserede præstesønner skal befries fra sig selv. Deres far, den dominerende provst Johannes, fremstår stadig som en troens ildsjæl, der rummer den betingelsesløse styrke, der så sjældent i dag forbindes med kristendom.

Men i forudsigelig pædagogisk ånd problematiseres hans dominerende patriarkalske stil naturligvis, mens det ironiske er, at folkekirkemiljøet som modvægt til de mange kvinder og bløde mænd kunne bruge flere af netop Johannes’ maskulint handlekraftige slags.

Jeg vælger stadig at mene, at ”Herrens Veje” kan bidrage til samtale om tro og kirke, men der er grund til at frygte, at tidens mangfoldighedsideologi også her vil lægge sin klamme hånd hen over foretagendet og måske endda udvikle sig i retning af en følgagtig konklusion om, at vi alle sammen tror på den samme Gud.

”Herrens Veje” kom godt fra start, men det begynder at vakle lidt, og den buddhistiske munk løber foreløbig med prisen som den mest øretæveindbydende bifigur. Skarpt forfulgt af den anmassende norske kvinde, der tisser i provstens have for at fremme frugtbarheden og skal repræsentere den mere okkulte livsstil. Alle skal tilgodeses, og hvis der er noget, folkekirken har lært os, er det, at den bestræbelse kan resultere i en vis følelse af tomhed.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.