SOM RELIGIONSLÆRERE i gymnasiet har vi begge fulgt engageret med i ”Herrens Veje”. Det har været interessant for os at iagttage, hvordan tv-serien viser en folkekirke i dialog med et samfund med divergerende og oftest modstridende religiøse og ikke-religiøse verdensbilleder. Serien lykkes, fordi den giver et øjebliksbillede af folkekirken som omdrejningspunkt for en kultur i forandring, og så er fortællingen koblet med nogle bevægende personskildringer.
Folkekirken står i et spændingsfelt mellem tilpasning til det moderne samfund og en bibeholdelse af sine åndelige rødder. Dette vises, idet kirkerummet kommer til at fremstå som en metafor for folkekirkens rolle i det moderne samfund og kommer til at fremstå som en kampplads for forskellige dagsordener.
FOR DET FØRSTE indgår folkekirken som alle andre offentlige skatteborgerbetalte institutioner i et krav om effektivisering, hvor det kræves, at der er kunder i butikken. Denne tilpasningsstrategi står biskoppen Monica Ravn for.
Denne strategi kommer til at indgå i et samarbejde med, hvad man med Kierkegaard kunne kalde en ”spidsborger-religiøsitet”, hvor kirkerummet bliver en kulisse for en feel good -oplevelse, hvor man ikke drager konsekvenser af næstekærlighedens budskab. På den måde udtrykker brugen af kirkerummet en negligering af samfundets problemer såsom hjemløse, og det er ikke længere nådens øje, der kigger på en, men derimod et overvågningskamera.
Folkekirken udfordres desuden af en sekulariseret kultur med færre medlemmer, hvor det, som Johannes Krogh påpeger i første sæson, er mere kontroversielt at tro på Gud end at udlevere intime detaljer om sit privatliv. I modsætning til dette frafald i tro ser man ydermere, hvordan folkekirken udfordres af islam, der i mindre grad synes at have problemer med religiøst engagerede medlemmer. Dette vises visuelt i salget af den kirke, hvor sønnen August er præst, til en muslimsk menighed, en umma.
DE FÆRRE MEDLEMMER er udtryk for en sekularisering, hvor kirken reduceres til en kulisse for familiebegivenheder og bliver udtryk for forældede dogmer, der ikke længere er eksistentielt vedkommende. På trods af, at serien fremhæver disse udfordringer, er den efter vores overbevisning en anerkendelse af, hvad folkekirken stadig kan tilbyde det moderne menneske nu og måske i fremtiden. Serien henter sin inspiration i Søren Kierkegaard, og dette vises både i personskildringerne og i det billede af den fremtidige folkekirke, der tegnes i slutningen af sæson to.
I skildringen af Johannes vises en mand, der i første sæson og starten af anden sæson både tror på og manifesterer et gammeltestamentligt gudsbillede, hvor han ser Gud som dommer, der straffer eller belønner. Denne tro på gerningsretfærdighed, som han også selv udøver over for sine sønner, afmonteres i løbet af serien. Han får ikke sit bispeembede, og hans søn dør. Sønnens død bliver en opvågning i form af en syndsbevidsthed, der bliver startskuddet til en livsopfattelse, hvor hans værdier i højere grad bliver nytestamentlige. Dette ses i hans udøvelse af næstekærlighed over for de hjemløse og den omsorg, han viser for sin kirketjener, Svend, der er narkoman, og hans støtte til det homoseksuelle par. Samtidig tager han, som Kierkegaard vil bifalde, sit kors på sig. Han mister alt, og gennem sine lidelser gennemgår han en eksistentiel dannelsesrejse.
Det interessante bliver, at Johannes gennem sin dannelsesproces ender som en teologisk fornyer, der får job som underviser af fremtidige præster. Samtidig ses det, hvordan hans søn Christian går fra at være fornægter af kristendommen til at forsone sig med både kristendommen og sin far gennem sin udlægning af Kierkegaard.
Christian giver ikke afkald på den inspiration, han har fået fra buddhismen, men integrerer den i en ny form for kirke. Åbenheden i det nye kirkerum vises metaforisk ved, at gudstjenesten er rykket ud i naturen. Med udgangspunkt i Kierkegaard vises det, hvordan Chris-tian i sin eksistentielle ensomhed tager valget om at blive kristen og springe ud på de 70.000 favne, filmisk vist i hans spring ud fra en sandbakke.
SERIEN VISER et billede af folkekirken som en kompleks institution i udvikling. Præst og debattør Sørine Gotfredsen påpeger i flere indlæg, at serien tegner et negativt billede af folkekirken, fordi den gør kirken og den kristne tro til sørgelige fænomener, hvilket hun begrunder med, at de kristne fremstilles som sære mennesker på randen af et misbrug, og fordi hun mener, at den negative skildring af Indre Mission ikke harmonerer med den positive skildring af en imam.
Med hensyn til fremstillingen af de kristne mennesker kan hun have en pointe, da de i første sæson nærmest fremstilles karikeret med diverse udskejelser. Imidlertid tegner anden sæson et billede af en sørgende familie, der på grund af krisen rives ud af selvoptagethed og begynder at engagere sig i andre menneskers problemer.
Hermed ikke sagt, at kristendommen fremstilles som en coping -strategi eller, for at bruge Marx, som opium til at bedøve sig for lidelsen. Valget om at være religiøs bliver i stedet et valg for Johannes og Christian, som fordrer, at de handler i livet i stedet for at trække sig væk fra det.
MED HENSYN TIL ISLAM ses der en entydig fremstilling i første sæson, hvor islam bliver en religion, man enten bør frygte eller have ondt af. I anden sæson bliver islam i langt højere grad en ligeværdig dialogpartner i den interreligiøse og den kulturelle dialog.
Dette ses både, da Johannes inviteres med til muslimernes fredagsbøn, hvor han registrerer, at ordet stadig er levende dér, og gennem den imødekommende imam, som søger at mægle mellem den religiøse mand og hans sekulariserede ekshustru.
Den religiøse mand kommenterer negativt en fest, som hustruen og deres datter deltog i. Datteren var ved at omkomme, da hun fik noget galt i halsen. Det vises i serien, hvordan de voksne var berusede, og at ingen, undtagen lægen Emilie, lagde mærke til, at pigen ikke kunne få vejret.
På denne måde vises en indlevelse i, hvordan den danske kultur kan se ud for en troende muslim, der oplever, at hans datter er ved at miste livet i en kontekst, hvor de voksne efter hans mening ikke opfører sig ansvarligt.
SERIEN VISER EN FOLKEKIRKE med modsatrettede tendenser. På den ene side er der en spidsborger-religiøsitet, der tager afstand fra andre religioner, fordømmer homoseksuelle og opgør succes i antal deltagende kirkegængere.
På den anden side er der en folkekirke, der indgår i dialog med for eksempel muslimer, vier de homoseksuelle og udviser næstekærlighed over for nogle af samfundets svageste.
Serien søger gennem denne mosaik af paradokser at sammentænke en kirke med ånd med en kirke som institution for derved at understrege, at kristendommen kan have en betydning i den moderne verden.
Den kristendom, Christian Krogh repræsenterer, vises i serien som inspireret, idet en fugl lander på korset og således giver associationer til Helligånden. Samtidig bærer Christian den institutionelle præstekjole og udfører kirkens ritual. Hermed har ånden fundet vejen tilbage til kirken.
På denne måde bliver serien efter vores opfattelse et positivt svar på Chris-tians spørgsmål: ”Hvor er ånden?”.