Tak til Niels Ishøj Christensen (NIC) for en spændende kronik i Kristeligt Dagblad den 15. juli, hvor han hævder, at den gudfadertro, jeg behandler i min kronik, i virkeligheden var troen på Kristus, og begrunder det med citater fra oldengelsk digtning.
Når jeg fastholder min tanke om skaberguden som den første del af kristendommen, nordboerne tog til sig, er der flere grunde:
1) De digte, jeg indleder med, Widsith og Beowulf, er begge ældre end de oldengelske katolske digte og nævner til overmål den almægtige skabergud, men antyder ikke Kristus med ét ord - til gengæld optræder Kain og Abel.
2) De nordboer, der antog troen på skaberguden, gjorde det formentlig også længe før den oldengelske digtning og har næppe kendt dens tanker.
3) At Kristus fra Arilds tid var ét med sin fader og med til at skabe alt, gør ham ikke til den skabergud, vi møder i Det Gamle Testamente og til overflod også i oldengelske digte som »Lucifers fald« og »Menneskefaldet« (om syndefaldet i Edens Have). De oldengelske digtere kendte udmærket den almægtige skabergud.
4) I de af NIC citerede stykker er det åbenbart meget magtpåliggende at understrege enheden i treenigheden, at dens tre sider virkelig er ét. Den engelske kirkehistoriker Beda klager flere gange over arianske strømninger i datidens England, hvilket måske kan være grunden til at understrege treenigheden.
5) Flere af de oldengelske digte citerer ordret fra de profetier om Messias, der skal skabe sit herlighedsrige på jorden. Dermed kommer der et ordvalg ind i digtene, som kan skabe usikkerhed om meningen.
Når man undtager bestemte kredse omkring missionshusene, hvor man har taget Jesus til hjerte og gerne nævner hans navn, vil jævne danskere, hvis de taler om de højere ting, aldrig sige »Gud«, »Jesus«, »Kristus« endsige da »Helligånden«, men altid »Vorherre« uden nærmere forklaring. Det kan være skyhed for de stærke ord, men også udtryk for, at man aldrig har taget treenigheden til hjerte og ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med den trods alle forklaringer i skole, konfirmandstuer, bibelkredse og prædikener. I den folkelige tro har man en Gud, man forlader sig på og beder sine bønner til. Man deler ham ikke op, og derfor véd man ikke præcist, hvem denne »Vorherre« er.
Den samme usikkerhed finder vi i salmebogen, hvor der ofte bruges de samme udtryk om Faderen og Sønnen: Herren, Vorherre, Himlens konge eller Kongernes Konge. Og så bliver man usikker som med de oldengelske digte. Meningen med læren om treenigheden må vel være, at dens tre sider hver har en mening trods enheden. Hvis Kristus er den, der har skabt og styrer alt og giver os det daglige brød, bliver der ikke rigtig brug for den almægtige skabergud.
Forfatterne til de oldengelske digte må jo også have bedt deres Fadervor, som Jesus selv har lært os: »Giv os i dag vort daglige brød. Ske din vilje.« En bøn til den almægtige.
Niels Ishøj Christensens analyse af udviklingen i opfattelsen af Kristus virker rigtig, og jeg tror også, der kan være en sandhed i NIC's forestillinger om den kult, der foregik i det fri med dans og processioner. Romerkirken har flere gange beklaget sig over dans og usømmelig adfærd ved kirker og i tidlige klostre, ligesom folkesagnene har stærke advarsler mod sligt.
Om Trelleborgene véd jeg for lidt til at turde udtale mig om NIC's unægtelig nye tanker, men det ville ikke undre mig, om han har ret et langt stykke.
Mads Lidegaard er teolog og forfatter.