Historicismens elendighed - et svar til Michael Böss

Man kan i hvert fald sige, at Böss og jeg tænker historisk på meget forskellige måder. Jeg finder, at der vil være ret bizarre konsekvenser af Böss’ ide om at de historiske effekter af personers handlinger er tilstrækkelig grund til at fejre dem og deres ideer, skriver Frederik Stjernfelt

Michael Böss (th.) er normalt en seriøs akademiker, og han fortjener for eksempel ære af de store ”Matchpoint”-konferencer på Aarhus Universitet. Nu fraviger han imidlertid for en gangs skyld almindelige akademiske standarder, skriver Frederik Stjernfelt (tv.)
Michael Böss (th.) er normalt en seriøs akademiker, og han fortjener for eksempel ære af de store ”Matchpoint”-konferencer på Aarhus Universitet. Nu fraviger han imidlertid for en gangs skyld almindelige akademiske standarder, skriver Frederik Stjernfelt (tv.).

Michael Böss er normalt en seriøs akademiker, og han fortjener for eksempel ære af de store ”Matchpoint”-konferencer på Aarhus Universitet. Nu fraviger han imidlertid for en gangs skyld almindelige akademiske standarder. Han baserer i Kristeligt Dagblad den 14. marts sin kritik af min bog ”Syv myter om Martin Luther” på presseomtale – i stedet for at læse bogen selv.

Det er lidt ironisk, al den stund han vil forsvare den Luther, hvis hovedprincip var sola scriptura – Skriften alene. Hvis Böss havde læst min bog, ville han vide, at hans kritik er helt hen i vejret.

Jeg understreger i konklusionen, at Reformationen havde gavnlige historiske virkninger: den ”(...) var stærkt medvirkende til at bryde kristendommens dominans i Vesten. At der pludselig var to, tre, fire eller endnu flere varianter af kristendommen med meget forskellige teologier og forestillinger om verden, staten og de troende var jo egnet til at folk kunne begynde at undre sig: hvis vi skal tro på, at paven, Zwingli, Calvin og Müntzer er djævle... ja, så kunne det jo være, at Luther måske heller ikke selv har helt så intim kontakt opadtil? Denne pluralisering af kristendommen blev et ferment for sund skepsis, for oplysning, for selvstændig tænkning. Det var naturligvis hverken Luthers eller de andre reformatorers intention. De ville hver for sig udrydde de andre og være den ny pave. Men samlet set kom deres indbyrdes strid til at bidrage til en ny og hidtil uset frihed”.

Jeg beklager at citere min egen lille bog, men der er jo ingen vej udenom, når kritikeren ikke orker læse den. Böss sætter også spørgsmålstegn ved mine kilder, igen uden at kende dem. Mine kilder er imidlertid i ret stort omfang Luthers egne skrifter.

Böss drager alt i alt meget vidtrækkende konklusioner af den bog, han ikke har læst: Jeg tænker ikke som en historiker, og jeg har manglende viden om danmarkshistorien, mener han at vide. Min bog handler imidlertid kun marginalt om danmarkshistorien. Så dén kritik rammer forbi – og skulle måske hellere rettes imod Jacob Mchangamas og min ”MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark”, der ganske rigtigt skildrer den lutherske ortodoksis flere hundredår lange dominans i Danmark i ret dystre farver. Om Böss har læst dén bog, ved jeg imidlertid ikke.

Böss er arrangør af en stor 500-årskonference om Luther, men fremstiller nu sit eget mellemværende med Luther i kølige termer og finder det helt overdrevet, at nogen skulle kunne tro på en myte om, at Luther skilte stat og kirke. Der må være noget, jeg har misforstået, mener han. Men så sent som for en måned siden skrev Böss i en kronik i Berlingske, at Luther var svaret på spørgsmålet ”Hvorfor er stat og kirke (næsten) adskilt?”. Det foregik under overskriften ”Luthers reformation bør fejres som en folkelig begivenhed”.

Böss har altså allerede taget hul på fejringen. Hvorvidt der er historisk belæg for, at der er noget at fejre, er dét, vi er uenige om, og jeg tror ikke, at det at fejre er mere ”historisk” end det modsatte. Men man kan i hvert fald sige, at Böss og jeg tænker historisk på meget forskellige måder. Jeg finder, at der vil være ret bizarre konsekvenser af Böss’ idé om at de historiske effekter af personers handlinger er tilstrækkelig grund til at fejre dem og deres idéer. I så fald skulle Böss hylde romerne for at torturere og dræbe Jesus, for uden torturen ingen kristendom. I så fald skulle vi celebrere Gavrilo Princip og hans storserbiske teorier, for uden skuddet i Sarajevo var de europæiske imperier næppe faldet. I så fald skulle vi fejre Hitler og ”Mein Kampf”, for uden dem ingen Anden Verdenskrig og uden den intet FN og ingen Menneskerettighedsdeklaration i 1948.

Jeg skriver dette på University of Canterbury, New Zealand, hvor Karl Popper sad under krigen og skrev sine nyklassiske værker ”The Open Society” (Det åbne samfund) og ”The Poverty of Historicism” (Historicismens elendighed). Her gør Popper op med det organiske historiebegreb, som Böss gør til sit. Popper viser, hvordan historicismen er svanger med totalitarisme. Böss viser i praksis, hvordan den kan føre til, at man fejrer uappetitlige ideologier.

Frederik Stjernfelt er forfatter og professor ved Aalborg Universitet.