Prøv avisen

Historie på tyrkisk. Osmannernes erob-ring af Konstantinopel fremstilles ukorrekt

Hvis ”Fetih 1453” er dækkende for historieundervisningen i Tyrkiet, er der ingen kritisk distance i tyrkiske gymnasier over for den tyrkiske sides gemenheder i de slag, osmannerne har udkæmpet, skriver Jørgen Grimstrup.

Jeg har tit set film i biografen Øst for Paradis i Aarhus, hvor vi højst har været fem tilskuere. Men til filmen Fetih 1453 den 4. marts var biografsalen omtrent fyldt. Jeg havde forsøgt mig en uge før, men da var der totalt udsolgt til filmen.

Jeg vidste, at fetih er tyrkisk for erobring, og filmen handler om de muslimske osmanners erobring af Konstantinopel, det kristne Byzans eller det Østromerske Rige hovedstad indtil 1453.

Jeg var den eneste (indfødte) dansker blandt tyrkere i salen. Mange af kvinderne bar tørklæder. Havde flere af dem end vanligt deres hår tildækket, da filmens tema var de osmanniske muslimers erobring af det kristne Konstantinopel, der af troende muslimer opfattes som en hellig handling?

Som historiker var jeg spændt på at se, hvordan Fetih 1453 skildrede osmannernes erobring af Konstantinopel. Filmens første sekvens foregår i Medina 627, hvor profeten Muhammed forudsiger, at Konstantinopel bliver erobret, og velsigner den emir og den hær, der erobrer byen.

Herefter springes til 1451, hvor osmannernes sultan netop er død, og hans søn Mehmet II overtager sultantitlen og kampen for at erobre Konstantinopel. I filmen skiftes hovedsageligt mellem scener hos Byzans kejser Konstantin XI Palaiologos og hans mænd i Konstantinopel og sekvenser blandt Mehmet II og hans rådgivere.

Som historien skrider frem, består flere og flere scener af bloddryppende optrin ved Konstantinopels mure, hvorfra de forsvarende byzantinere overhælder de angribende osmanner med kogende bly eller beskyder dem med græsk ild.

For at give filmen punch er den osmanniske og den byzantinske side udstyret med hver deres Rambo. I filmens slutning geråder de i nærkamp, og osmannernes Rambo dør sidst. Under opbydelse af hans sidste kræfter lykkes det ham at hejse osmannernes røde fane med halvmånen over Konstantinopels mure.

Vi ser af og til Mehmet II omgivet af sine koner. Deres hår er altid tildækket, og de tør knap se Mehmet II i øjnene. I modsætning hertil ser vi en vindrikkende kejser Konstantin XI Palaiologos bade sammen med smækre bikiniklædte kvinder.

I slutscenen går Mehmet II ind i Hagia Sofia-kirken, hvor et stort antal kvinder, børn og ældre mænd har søgt tilflugt, da de frygter for deres liv, nu hvor byen er erobret af muslimske osmanner. Mehmet II taler til de skræmte kristne, og jeg går ud fra jeg forstår ikke tyrkisk, og filmen blev vist uden undertekster at han lover dem, at han ikke vil krumme et hår på deres hoveder og i øvrigt vil respektere deres tro. Mehmet II tager en lille pige op i sin favn, og hun smiler ud til publikum.

Slutscenen er ikke historisk korrekt. Sandt nok fik kristne i osmannerriget lov til at bevare deres tro, men Mehmet IIs møde med de kristne i Hagia Sofia er en konstruktion.

Som jeg beskrev i Kristeligt Dagblads kronik Konstantinopel modstod erobring i 800 år (den 14. juni 2010) fjernede eller tildækkede osmannerne de kristne motiver i Hagia Sofia, og byen blev udsat for tre dages plyndring. Mange indbyggere blev dræbt, talløse kvinder og drenge voldtaget og 30.000 af byens indbyggere solgt som slaver.

I 1975 udsendte den canadiske rockmusiker Neil Young pladen Zuma med nummeret Cortez the Killer om spanieren Cortez, der erobrede aztekerrigets hovedstad Tenochtitlán. Cortez og hans følge plyndrede og dræbte blandt aztekerne på samme måde som Mehmet IIs soldater gjorde det i Konstantinopel.

I danske gymnasier læser vi som den naturligste sag af verden om de spanske conquistadorers brutale erobring af Tenochtitlán. Vore elever skal da have en kritisk distance til vor egen side i denne og andre historiske opgør.

Hvis Fetih 1453 er dækkende for historieundervisningen i Tyrkiet, er der ingen kritisk distance i tyrkiske gymnasier over for den tyrkiske sides gemenheder i de slag, osmannerne har udkæmpet.

Neil Young spiddede i sin sang den brutale erobrer i Cortez the Killer. Hvornår vil en tyrkisk rockmusiker udstille brutaliteten i Mehmets IIs erobring af Konstantinopel i en sang, der oversat til engelsk ville hedde Mehmet the Killer?