Historiekrigen om den kolde krig er langtfra forbi

I den nye bog ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” beskriver historikeren Rosanna Farbøl, hvordan tre forskellige politiske grupperinger på hver sin måde har taget historien som gidsel, når den kolde krig var til debat

Selvom sagen mellem Jørgen Dragsdahl (tv.) og Bent Jensen har nået sin foreløbige konklusionen med dommen i Højesteret fra 2015, er der intet som tyder på at det ideologiske opgør fra om den kolde krig er et overstået kapitel, siger den bogaktuelle historiker Rosanna Farbøl. –
Selvom sagen mellem Jørgen Dragsdahl (tv.) og Bent Jensen har nået sin foreløbige konklusionen med dommen i Højesteret fra 2015, er der intet som tyder på at det ideologiske opgør fra om den kolde krig er et overstået kapitel, siger den bogaktuelle historiker Rosanna Farbøl. – . Foto: Jens Dresling/ritzau.

Du skriver i din bog, at der både blandt politikere og historikere er stærkt divergerende opfattelser af, hvordan Danmarks rolle under den kolde krig skal forstås og fortolkes i dag. Men er det ikke et vilkår for enhver historisk periode?

Jo, der vil altid være lige så mange forståelser af historien, som der er historikere. Men det, som har fascineret mig, er, hvor intens og følelsesladet netop debatten om den kolde krig er. Når man som jeg er vokset op i 1990’erne med forestillingen om, at historien er slut, at alle store ideologier er på vej i glemmebogen, og at alle har ret til et nyt køkken, har det overrasket mig, at man i Danmark diskuterer historie så intenst, og at det ikke er besættelsestidens emner som samarbejdspolitik, tyskertøser og så videre, der debatteres heftigt, men spørgsmålene om, hvem der sagde og gjorde hvad under den kolde krig.

Et af de store stridsemner er fra fodnoteperioden i 1982-1988, hvor de borgerlige partier regerede, men af støttepartiet De Radikale og oppositionspartiet Socialdemokratiet blev tvunget til en Nato-kritisk linje i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Man kan få det indtryk af din bog, at de rigtig hårde kampe om sådanne emner først kom mere end 10 år efter, fra slutningen af 1990’erne. Men de blev vel også debatteret i samtiden?

Naturligvis, fodnotepolitikken var også kontroversiel i 1980’erne, men med den såkaldte værdikamp i begyndelsen af 2000’erne anført af Anders Fogh Rasmussen (V) bliver den gjort endnu mere kontroversiel. Vi kan se, at der opstår nogle stærke incitamenter til at bruge historien i en bestemt hensigt, og derfor får vi en hel række store udredninger, der skal kortlægge, hvad der skete under den kolde krig. I andre lande har man også haft den slags udredninger, men det er tit om de ”varme” krige. I Danmark har vi brugt over 100 millioner skattekroner i særbevillinger til at undersøge den kolde krig.

Du iagttager også, at en hel række museer landet over er blevet oprettet til at beskrive den kolde krig. Men selvom krigen ikke blev varm, var det vel også en historisk periode af stor betydning, hvor Danmark for eksempel mobiliserede et usædvanligt stort antal værnepligtige soldater?

Bestemt. Men det, jeg hæfter mig ved, er, at den kolde krig på museer som Silkeborg Kommandocentral og Langelandsfortet beskrives, så man næsten skulle tro, at Tredje Verdenskrig var brudt ud. Den kolde krig er – i modsætning til for eksempel besættelsestiden – erklæret national kulturarv af Kulturstyrelsen, og går man til kilderne, kan man føre dette tilbage til synspunkter fra tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) om, at den kolde krig skal ses som en væsentlig værdikamp, omtrent parallel med nutidens kamp mod terror.

Historiker Rosanna Farbøl.
Historiker Rosanna Farbøl.

Din forskning handler ikke om, hvad der skete under den kolde krig, men om, hvordan politikere og historikere efter den kolde krig har fortolket perioden. Er det ikke også relevant for en person i dit fag, hvad der faktisk skete?

I mit fag er det typiske spørgsmål: ”Hvad er den rigtige historie om den kolde krig?”. Men min iagttagelse har været, at debatten kører i ring. Da professor Bent Jensens redegørelse om den kolde krig kom i 2014, kunne man på forhånd sige, hvordan alle ville anmelde og udlægge teksten, for alle rider de samme kæpheste. Min metode er at prøve at opstille fortællingen som analytisk ramme for at undersøge historiepolitik og historiebrug. Jeg prøver at tage hver enkelt position alvorligt og spørge: Hvordan ser verden ud fra denne position, og hvad vil man opnå?

Du opstiller tre fronter i værdikampen. De borgerlige, der fortolker den kolde krig som en klar kamp mellem det gode og det onde. Venstrefløjen, som slår på, at de var i deres gode ret til at kritisere USA, og en mere konsensussøgende fløj af radikale og socialdemokrater. På hvilken måde mener du, de hver især bruger historien i en bestemt hensigt?

Den borgerlige konfliktfortælling er den, der er lettest at forstå, men dens store problem er, at den er så antagonistisk. Drivkraften i den er, at der er en modsætning mellem dem, der valgte henholdsvis rigtigt og forkert, og selv hvis nogen siger ”Ja, jeg var en nyttig idiot dengang”, er der et incitament til blot at drive kritikken videre. Venstrefløjens protestfortælling er også svær at omsætte til konstruktiv debat.

Den handler mest om, at de borgerlige driver heksejagt, og er præget af, at ingen rigtig forholder sig til, hvordan de egentlig bevægede sig fra at tro på proletariatets diktatur til et mere demokratisk ideal. Og konsensusfortællingens store problem er, at den slet ikke er interesseret i at diskutere, hvad der skete under den kolde krig. På konsensusfløjen vil man hellere tale om noget andet, for eksempel hvordan det i perioden lykkedes at skabe den danske velfærdsstat. Fodnotepolitikken taler man ikke så gerne om.

Du peger også bestemte historikere ud, som er på hver sin fløj, for eksempel Bent Jensen hos de borgerlige og Paul Villaume på venstrefløjen, Hvordan vil du undgå, at andre også peger dig ud som én, der har en personlig dagsorden, og kalder dig rød lejesvend?

Det undgår jeg sikkert heller ikke. Jeg er tilmed så uforsigtig, at jeg går ret kritisk til værks over for alle, så fra alle sider vil man sikkert kunne sige, at jeg holder med de andre. Men mit greb er, at jeg ikke forsøger at skrive om, hvad der er sandt om den kolde krig, men om, hvordan hver position bruger historien. Dermed håber jeg at undgå, at hvad jeg måtte have af antipatier og sympatier, spiller ind. Dels er jeg så ung, at jeg er født i 1980’erne og ikke har en fortid som medlem af KAP eller VS. Men til gengæld skal jeg nok få kritik, netop fordi jeg er så ung.

Som du nævnte, har vi nu fået tykke rapporter skrevet af Dansk Udenrigspolitisk Institut, Politiets Efterretningstjeneste, Center for Koldkrigsforskning under Bent Jensen og Dansk Institut for Internationale Studier. Har vi fået noget ud af alle de rapporter, eller har de 100 millioner skattekroner været spildt?

De mange rapporter har ført til, at adgangen til arkiverne er blevet bedre, vi har fået viden om, hvordan PET opererede og registrerede personer, og vi har fået viden om, hvordan regeringen spillede dobbeltspil i forhold til at tillade atomvåben på Thulebasen. Og især fra Bent Jensens rapport har vi fået viden om den kulturdebat, som fandt sted ude i forsamlingshusene i perioden. Men rapporterne har ikke rykket afgørende ved den politiske debat, for ved hver rapport har hver fløj taget afsæt i de elementer, de kunne bruge, og set bort fra resten.

Er vi så ved at være færdige med at endevende den kolde krig nu?

Det er muligt, det går i gang igen, når tiden er så fremskreden, at det bliver muligt at få aktindsigt i Natos arkiver. Desuden afventer man, om menneskerettighedsdomstolen tager injuriesagen mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl op. Man kan sige, at med Bent Jensens rapport blev der sat navne på, hvem der var nyttige idioter og røde lejesvende, men det kan ikke udelukkes, at der fra borgerligt hold kan være ønske om at gå videre med flere rapporter. Vi har heller ikke haft et retsopgør. Hos centrum-venstre er det ikke den kolde krig, men derimod krigene i Irak og Afghanistan, der er et ønske om at få historisk belyst. Så vi er nok ikke færdige med den trend, at politikere bestiller rapporter hos historikere.