Prøv avisen
Debat

Historieløshed i folkeskolen udarter sig til overfladiskhed

Den værste fjende i folkeskolen er den bærbare computer, smartphones og alle mulige andre elektroniske gadgets, som er åbne i undervisningstiden, mener pensioneret folkeskolelærer. Foto: Steffen Ortmann

Historieundervisningen i folkeskolen bør starte med ”slægtsforskning”, for her begynder elevens personlige fortælling om sig selv, mener pensioneret folkeskolelærer

SOM MICHAEL BØSS gør opmærksom på i bogen ”Det demente samfund” kan historien være den kilde til indsigt, som kan gøre os frie og give os fremtidsmodet tilbage, både som individer og samfund.

Omvendt gør historieløshed os til et samfund, hvor overfladiskheden præger såvel politik og medier som debatten i al almindelighed.

Som tidligere folkeskolelærer kan jeg bedst udtale mig om folkeskolen, som jeg anser for at være en af de vigtigste offentlige institutioner, vi har, da det er her, den første organiserede læring indtages, både intellektuelt og socialt.

Siden midten af 1970’erne er den danske folkeskole blevet ændret lidt eller meget hver gang, vi har fået ny regering. Først skulle fagene udvandes til tværfaglig projektundervisning. Så skulle fagligheden sandelig indføres igen, da vi lå for lavt i Pisa-undersøgelserne.

I 2014 skulle undervisningstiden opprioriteres, så eleverne skulle have en arbejdsdag lig de voksne. Der blev indført timer til inkluderende undervisning. Men de unge politikere, som formulerede skoleloven kunne jo ikke vide, at vi i folkeskolen i hvert fald i min tid som lærer altid har haft inkluderende undervisning.

Her i Esbjerg og omegn har alle børn nemlig cykler, vi har kort vej til stranden, skoven, bækken og engen samt kirkerne og museerne. Vi har køer, heste, får på græs, og mange vilde planter, som vi kan gå ud og hente og beskrive , når vi kommer hjem i klassen.

Men den værste fjende er dog den bærbare computer, smartphones og alle mulige andre elektroniske gadgets, som er åbne i undervisningstiden. Alle elever, især de auditive, som jo udgør omtrent halvdelen af verdens befolkning, får jo aldrig mulighed for at høre de store mundtlige fortællinger, som livet altid har budt på. Hverken historisk, litterært eller religiøst.

I begyndelsen var ”ordet”, som skrevet står. Ordet blev historisk set først ”talt”, senere skrevet ved hjælp af mange forskellige tegn, billeder, hieroglyffer, alfabeter og så videre. Derved kunne senere generationer tyde meldingerne, og til sidst nedskrive beretningerne på modersmålet. Skriftsproget blev den kulturarv, som vi alle indarbejdede som en væsentlig mulighed for at forstå hinanden på kryds og tværs af forskellige verdensområder.

Ingen planter kan leve uden rødder. Ej heller mennesker. Derfor bør historieundervisningen i folkeskolen starte med ”slægtsforskning”. For her begynder elevens personlige fortælling om sig selv. Den er tillige begyndelsen til den ”store” fortælling om landet, verdensdelen og kloden.

Vibeke Frederiksen er pensioneret folkeskolelærer.