Prøv avisen

Historien bag Emil Noldes stjålne alterbillede

For 110 år siden boede den dansk-tyske kunstmaler Emil Nolde i Ølstrup en kort tid. Her malede han i 1904 blandt andet dette nu stjålne maleri med Kristus og de to disciple i Emmaus. Foto: Knud Børge Pedersen

Lad os håbe, at Emil Noldes eneste alterbillede snarest kommer tilbage på sin rette plads på altret i Ølstrup Kirke, skriver læser, der fortæller historien bag

Dette indlæg er skrevet af Knud Børge Pedersen, dr.med.vet. og cand.theol., Valby

DET ENESTE religiøse billede af Emil Nolde (1867-1956), der har fungeret som altertavle, fandtes indtil forleden i Ølstrup Kirke ved Ringkøbing. Også af den grund er tyveriet af alterbilledet meget beklageligt.

LÆS OGSÅ: Tyve stjæler maleri til millioner fra vestjysk kirke

Billedet kom ikke til Ølstrup ved en planlagt strategi, men ved et sammenfald af tilfældigheder. Baggrunden er, at provst Henrik Vilstrup ved kirkesynet i 1900 henstillede til kirkeværgerne at tænke på et nyt alterbillede.

Da der ikke skete noget de næste par år, lovede provsten ifølge synsprotokollen for 1902 at opspore en maler, der kunne udføre et alterbillede. Maleren, han fandt, var en Hans Emil Hansen, der i februar 1902 var blevet gift med provst Vilstrups niece, skuespillerinden Adamine Frederike Vilstrup, kaldet Ada, i den nyligt opførte Sankt Lukas Kirke (1897) på Frederiksberg. Det var på det tidspunkt, Emil Hansen tog navn efter sin fødeby til Emil Nolde (1867-1956).

LÆS OGSÅ: Tyveri for millioner i folkekirken

I 1904 kom Emil Nolde til Ølstrup med alterbilledet Kristus i Emmaus. Motivet er Kristus og de to disciple i Emmaus. Billedet viser Jesus, der sidder midtfor ved et bord med en discipel på hver side af bordet. Jesus har netop brudt brødet, og fra ham udgår et kraftigt lys, som får disciplenes skikkelser til at optræde som mørke silhuetter bortset fra deres ansigter, som oplyses ved lyset fra Jesus og genskinnet fra den hvide dug.

I tråd med traditionen fremstilles de to disciple som henholdsvis en ung og en ældre mand. Den ældre mand til venstre i billedet reagerer med tilbedelse. Den unge mand i billedets højre side holder forundret fast i bordkanten med den ene hånd, idet han ser på Jesus med et opadvendt, skulende blik.

Scenen viser det øjeblik, hvor disciplene genkender Jesus. De to disciple reagerer forskelligt på Jesu åbenbaring, medens Jesus er helt i ro. Alle i billedet har et opadvendt blik, disciplene imod deres endnu synlige Gud, og Jesus imod sin Gud og himmelske fader.

Billedets bibelske reference er vandringen til Emmaus i Lukasevangeliet, hvor Jesus slår følge med de to disciple på vejen fra Jerusalem til Emmaus, og hvor disciplene efter ankomsten til landsbyen nøder Jesus til at blive hos dem, da han lod, som om han ville gå videre.

Ved aftensmåltidet på kroen sker det: Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham (Luk. 24, 30-31a).

Situationen med Jesus, der bryder brødet, minder om nadveren, hvilket er baggrunden for, at scenen i traditionen ofte kaldes den lille nadver. Formuleringen Da åbnedes deres øjne minder om det, der skete, da Adam og Eva havde spist af træet: da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne.

Men i modsætning til Adam og Eva, der opdagede, at de var nøgne, opdagede de to disciple, hvem Jesus var. Vandringen til Emmaus er prædiketekst anden påskedag efter anden tekstrække, der blev indført i folkekirken i 1885.

BILLEDET ER tydeligt inspireret af Rembrandts Emmaus-billede fra 1648 i Louvre, som Nolde havde studeret grundigt under sit ophold i Paris 1899-1900, og som siden havde fulgt ham i erindringen. Det gælder både komposition og belysning. Men i modsætning til Rembrandt, der maler med gule og brune farver, tager Nolde blå, hvid, sort, gul og rød farve i anvendelse.

Det er andre og uventede farver, men i 1904 var farverne endnu dæmpede. Alligevel blev det for meget for menigheden i Ølstrup, der i 1919 besluttede at sætte billedet til side og lade det erstatte af en kopi af Carl Blochs Jesus i Getsemane, der fungerede som alterbillede, indtil Emil Noldes alterbillede i 1939 kom tilbage på sin plads.

I 1937, to år inden Noldes billede kom tilbage til alteret i Ølstrup Kirke, var han blevet forhånet af nazisterne for sin Kristi liv-serie på udstillingen Entartete Kunst (degenereret kunst). I 1941 fik Emil Nolde forbud mod at male.

Da Nolde malede Emmausbilledet, var han meget usikker på sin fremtid. Han havde endnu ikke fundet sit kunstneriske ståsted. Det var først i forbindelse med de nytestamentlige motiver, som han begyndte at male i 1909-10, at han slap sin voldsomme farveanvendelse løs. I Danmark er vi så heldige at kunne se et af hans bibelske hovedværker, Nadveren, på Statens Museum for Kunst.

I 1904 VAR EMIL NOLDE endnu ikke blevet den farverige maler, vi kender. Det er formentlig også derfor, at han ikke har opført alterbilledet i Ølstrup på sin liste over bibelske billeder. Billedet er ikke karakteristisk for den ekspressionistiske stil, hvormed han nogle få år senere kunne udtrykke sine inderste religiøse følelser.

Kunsthistorisk repræsenterer Emmaus-billedet overgangen fra impressionisme til ekspressionisme. Nolde var i sine unge år stærkt influeret af impressionismen. Billedet repræsenterer endvidere overgangen fra 1800-tallets naturalistiske alterbilleder til 1900-tallets abstrakte alterbilledkunst.

Emil Nolde brød sig ikke om begrebet alter i forbindelse med sine billeder: De er alle kunstneriske forløsninger, som skal tjene kunsten.

Alligevel reflekterer Nolde over, hvorfor hans billeder ikke fandt anvendelse i kirker: Er der ikke besynderligt, at ingen af mine religiøse billeder har fundet en plads i en kirke? Er det mon, fordi min Gud ikke i tilstrækkelig grad drog omsorg derfor, eller er det menneskene som ikke ved, hvor gerne de ville være set der. Jeg ved det ikke.

Lad os håbe, at Emil Noldes eneste alterbillede snarest kommer tilbage på sin rette plads på altret i Ølstrup Kirke.