Historien modsiger professors påstand om, at kristendom er lige så voldelig som islam

Vi kristne har indset, at voldsudøvelse ikke ligger i kristendommens dna, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis

Tidligere sognepræst Ricardt Riis (th.) er uenig med professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard (tv.). Privatfotos.
Tidligere sognepræst Ricardt Riis (th.) er uenig med professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard (tv.). Privatfotos. .

I et interview den 11. april siger Anders Klostergaard Petersen, at de to verdensreligioner, islam og kristendom, har det til fælles, at de ”ikke kan leve med konkurrerende og rivaliserende krav på sandheden”. Han tænker ikke blot på det teoretiske forhold, at de begge regner deres gudsforståelse for den eneste sande. Han mener også, at begge øver vold mod anderledes tænkende, for han tilføjer, at ”vi har set utallige eksempler på vold i kristendommens navn”.

Denne påstand modsiges af de historiske vidnesbyrd. I det middelalderlige Spanien kunne islam, som overalt, hvor islam fik magt, udmærket ”leve med” de konkurrerende religioner jødedom og kristendom. De skulle indordne sig under islam, men blev kun undtagelsesvist udsat for vold.

Det kunne imidlertid de kristne konger i Spanien fra cirka 1500 til 1630 aldeles ikke. Her blev muslimer tvangsdøbt, tvunget til udvandring, forfulgt og til sidst ved tvang spredt ud blandt kristne spaniere, for at alle spor af islam kunne fjernes.

Men i vore dage, efter oplysningstiden, har de kristne kirker accepteret religionsfriheden, accepteret, at – med Luthers ord – ånderne skal have lov til at tørne sammen. Man har også accepteret, at statsmagten skal være sekulær.

I dag er det blandt muslimerne, man finder en holdning, der ikke kan tåle at blive modsagt af rivaliserende opfattelser.

Klostergaard mener, at muslimer ”sparker tilbage på dem, som truer deres eksistens”. Forkert: De udøvede terror mod os vesterlændinge – først, fordi vi spottede deres profet, og siden, blot fordi vi ikke var muslimer. Men vi har aldrig truet dem på deres eksistens. Tværtimod har vi taget imod dem i store mængder, fordi de i deres muslimske hjemlande var truet på deres eksistens.

Vi kristne har accepteret religionsfriheden i den grad, at vi har taget afstand fra de kristne fra fortiden, der har udøvet vold i Jesu navn. Og det ville jo være rart, om muslimerne ville gøre noget tilsvarende, altså sige, at de muslimske erobrere fra Spaniens erobrer til Konstantinopels erobrer har opført sig uislamisk.

Vi kan gøre det, fordi vi har indset, at voldsudøvelse ikke ligger i kristendommens dna. Måske den manglende muslimske afstandtagen skyldes, at vold faktisk er en del af islams dna.

Det synes Klostergaard at mene, blot føjer han fejlagtigt til, at der ligger lige så megen vold i kristendommens dna.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst.