Han er den sidste nulevende person, der har talt med Erik Scavenius om krigen: ”Besættelsen må ikke blive unuanceret”

Den 9. april 1940 prægede dansk politik så meget, at sporene stadig kan ses 80 år efter, siger 87-årige Asger Baunsbak-Jensen, der har levet sit liv som øjenvidne og samtalepartner med ledende danske politikere fra Erik Scavenius til i dag

Asger Baunsbak-Jensen betragter sig selv som et af de sidste vidner, der ikke bare levede, da Danmark blev besat 9. april 1940, men også har ført personlige samtaler med mange af de centrale aktører, der førte Danmark gennem Anden Verdenskrig. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen.
Asger Baunsbak-Jensen betragter sig selv som et af de sidste vidner, der ikke bare levede, da Danmark blev besat 9. april 1940, men også har ført personlige samtaler med mange af de centrale aktører, der førte Danmark gennem Anden Verdenskrig. – Fotos: Julie Meldhede Kristensen.

En dag i 1955 fik den da 78-årige tidligere statsminister Erik Scavenius (R) en ung mand på besøg til eftermiddagste. Baggrunden var, at den daværende landsformand for Radikal Ungdom Asger Baunsbak-Jensen, gerne ville overtale den ældre mand til at holde foredrag på et RU-vinterstævne på Christiansborg om sit lange, begivenhedsrige liv. Herunder den centrale og kontroversielle rolle, Scavenius havde spillet under Anden Verdenskrig som dansk statsminister 1942-43 og udenrigsminister 1940-43.

”Jeg samtalte med ham i halvanden time. Det var en meget myndig og reserveret Scavenius, jeg mødte,” fortæller Asger Baunsbak-Jensen, som tilføjer, at den forhenværende politiker undervejs i samtalen udtrykte sig meget skarpt om det eftermæle, der blev ham selv til del efter krigen:

”Kong Christian X blev den store frihedskæmper, og jeg blev landsforræder i folks øjne.”

Nu er der snart gået 80 år, siden Danmark den 9. april 1940 blev besat af Hitlers tyske tropper, og 65 år siden, Asger Baunsbak-Jensen mødte Scavenius. Den tidligere radikale ungdomspolitiker er i dag en ældre mand, som nærmer sig sin 88-årsfødselsdag, og som kan se tilbage på et aktivt liv som blandt andet lærer, folketingsmedlem, radikal landsformand, undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet, præst og forfatter.

Da tyskerne besatte Danmark, var han kun et skolebarn i 2. klasse på Nørre Jernløse Skole syd for Holbæk. Han kom fra et vestsjællandsk husmandssted, langt fra luftalarmer og politiske beslutninger, men husker at budskabet om Besættelsen vakte både frygt og lavpraktiske bekymringer om muligheden for at få petroleum til hjemmets petroleumslamper.

Men allerede som meget ungt menneske kom Asger Baunsbak-Jensen tæt på en lang række af Besættelsestidens og den første efterkrigstids centrale beslutningstagere. Han betegner derfor sig selv som ”et af de sidste vidner” til en vigtig epoke i Danmarks historie. Og han er den sidste nulevende person, der har ført en lang samtale med Erik Scavenius om Anden Verdenskrig.

”Jeg spurgte ham om mange ting, og han svarede kort og afmålt. Jeg spurgte, hvordan det kunne gå til, at han var blevet radikal minister i 1909, og han svarede: ’Jeg havde sgu ikke noget imod det’. Jeg spurgte også til hans rolle under Besættelsen, og han fortalte, at han aldrig havde ønsket at blive statsminister. Han ville gerne have været fri. Men han følte, han var tvunget til det,” fortæller Asger Baunsbak-Jensen.

Erik Scavenius er kontroversiel, fordi han forbindes med samarbejdspolitiken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt mellem den 9. april 1940 og 29. august 1943 – i de første år som udenrigsminister med Thorvald Stauning (S) som statsminister, og efter dennes død i maj 1942 tog Vilhelm Buhl (S) over, men den tyske rigsbefuldmægtigede, doktor Best, ville hellere have Scavenius, som tog over som regeringschef i november samme år.

Scavenius havde været radikal udenrigsminister under Første Verdenskrig, men i 1932 havde han forladt såvel sit parti som dansk politik. Straks efter besættelsen lod han sig dog overtale til at vende tilbage og blive udenrigsminister.

”Scavenius fik ledelsen, fordi han var en bredt agtet mand. Og fordi han kunne omgås doktor Best, som han drak kaffe med en gang om ugen. Han prøvede at få Danmark så skånsomt gennem krigen som muligt, men i august kunne han ikke holde skansen over for kravene fra Hitlers Tyskland. Da kravet var danske dødsdomme mod frihedskæmpere, sagde Scavenius stop,” lyder Asger Baunsbak-Jensens udlægning af krigens forløb.

Han minder om, at da Scavenius gik af den 29. august 1943, nægtede Christian X at modtage hans afskedsbegæring, fordi kongen gerne så ham blive i embedet.

Asger Baunsbak-Jensen ønsker ikke at forsvare samtlige handlinger, Scavenius foretog for at komme tyskerne i møde, men han ser et stort behov for at minde om, at Scavenius ikke var den landsforræder, store dele af befolkningen gjorde ham til:

”Jeg vil ikke sige, at Scavenius er blevet uretfærdigt behandlet af eftertiden, men jeg mener, at han er blevet for unuanceret behandlet. Han gik så langt i forhandlingerne med tyskerne, at det er svært at følge ham. Men når jeg tænker på måden, han fik Danmark gennem krigen på, tænker jeg, at det var rimeligt, han fik et langt tøjrslag.”

Netop det unuancerede blik på fortiden er det, Asger Baunsbak-Jensen vender sig imod. Man kan sagtens kritisere Scavenius for at være gået for langt eller de danske regeringer under krigen for overhovedet at have forhandlet med tyskerne.

Men man skal vide, at denne politik havde stor opbakning, både blandt de folkevalgte og vælgerne ved folketingsvalget i marts 1943. At folk så anderledes på sagen efter det tyske nederlag i 1945, er en anden sag.

”Efter krigen blev der trukket et klart skel mellem modstand og samarbejde, og det var ikke populært at have været tilhænger af samarbejdet,” fortæller Asger Baunsbak-Jensen, som mener, at det spiller ind på hans eget nuancerede blik, at han selv har mødt og talt med ikke blot Scavenius, men også de to gamle radikale frontfigurer Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard, som han sad i folketingsgruppe med i 1950’erne, den tidligere justitsminister Niels Busch-Jensen (S), der var ansvarlig for indførelsen af dødsstraf i forbindelse med retsopgøret efter Besættelsen, og en lang række andre aktører.

At 9. april 1940 har trukket lange spor i Danmarks historie er Asger Baunsbak-Jensen ikke i tvivl om. Erfaringen fra krigen og modstandskampen sad i rygraden på senere statsministre som Knud Kristensen (V), Hans Hedtoft (S) og H.C. Hansen (S). Jens Otto Krags (S) vision om ”Fremtidens Danmark” var affødt af et ønske om i kølvandet på besættelsesoplevelsen at udjævne skel mellem rig og fattig og mellem by og land.

”Jeg mener, at Besættelsestiden spillede en stor rolle for mange ting i Danmarks videre udvikling. Måden, velfærdsstaten blev udviklet på. At vi fik en folkepensionsreform i 1956, der sikrede en ydelse til alle ældre, og en folkeskolereform i 1958, der samlede by og land. At vi kom med i Atlantpagten, det senere Nato, allerede i 1949. At vi i 1972 kom med i EF,” sammenfatter Asger Baunsbak-Jensen, som dog vurderer, at krigserfaringen med tiden – og allerede fra ungdomsoprøret i 1968 – fortonede sig som tungtvejende erfaringsgrundlag for danske beslutningstagere. Men der er grund til at bevare erfaringen fra 9. april 1940. Blandt andet fordi den kan lære én meget om politiske nuancer, om kompromiser og om at studere alle siders synspunkter, mener Asger Baunsbak-Jensen:

”Jeg kan huske, at allerede da jeg var 13 år, begyndte jeg at gå til politiske møder i Holbæk. Jeg gik ikke kun til møder hos ét parti, men hos dem alle sammen, for som min far sagde til mig: ’Asger, du udvikles kun i mødet mellem modsætninger. Ellers kommer du ikke ud af stedet’.”