”Historien om Danmark” gør for lidt ud af det gode håndværk

Leif Hjernøe savner svar på en række spørgsmål i DR's store satsning "Historien om Danmark": Hvordan blev langbuerne formgivet og af hvilke træsorter? Hvordan blev pilespidserne fastgjort af det harpiks, børnene tyggede blødt? Hvordan monteredes pilenes styrefjer? Hvordan garvede man skind.

Man fik det indtryk, at bronze, der normalt består af 90 procent kobber og 10 procent tin, nærmest forsvandt ud af denne verden, fortrængt af jernet. Det gjorde det på ingen måde. Spørg blot klokkestøberne, billedhuggerne og fabrikanterne af skibsskruer.
Man fik det indtryk, at bronze, der normalt består af 90 procent kobber og 10 procent tin, nærmest forsvandt ud af denne verden, fortrængt af jernet. Det gjorde det på ingen måde. Spørg blot klokkestøberne, billedhuggerne og fabrikanterne af skibsskruer. Foto: DR.

EFTER AT HAVE SET de første to afsnit af DR’s ”Historien om Danmark” må jeg nødvendigvis komme med denne indsigelse: Det er ejendommeligt, at serien atter engang leverer eksempler på, hvor svært tv-folk har det med forståelse af godt håndværks og gode materialers betydning.

Jeg savner de holdninger og indstillinger, som for eksempel forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955) stod for: en fingerspidsfornemmelse for det, der i disse år kaldes for kloge hænders virke. Deres indretninger af vores dagligdag er livsvigtig.

I Hansens essays, noveller, romaner og kulturhistoriske værker møder læseren igen og igen minutiøst sansede beskrivelser af alle former for håndtering af værktøj og forhåndenværende stykker af træ, sten, metaller, ler, ben, horn, sener, skind, tekstiler og andre råvarer.

Alt sammen noget, der også prægede forhistoriens gøremål. For eksempel virkede det som en misvisende disposition, at der i det timelange afsnit om stenalderen kun blev brugt i alt små fem minutter på i hastige glimt at vise tilblivelse og brug af tidens flinteredskaber.

Der findes jo endnu i dag rundt om i landet såkaldte flintesmede, der beredvilligt under afvikling af markeder og udstillingsprojekter demonstrerer, hvordan der for eksempel kan fremstilles økser i utallige størrelser, elegante former og til vidt forskellig brug.

Jeg ville gerne have set, hvordan økser i nogle tilfælde var af et så fint slebet og stort format, at de ikke har været praktisk anvendelige. Omstændigheder ved deres fund tyder på, at de har indgået i rituelle handlinger til demonstration af krigerisk magt og guddommelige egenskaber.

Hvordan blev langbuerne formgivet og af hvilke træsorter? Hvordan blev pilespidserne fastgjort af det harpiks, børnene tyggede blødt? Hvordan monteredes pilenes styrefjer? Hvordan garvede man skind? Hvordan flettede og brugte man fiskeruser af pil?

EN FORVIRRENDE og forhastet uoverensstemmelse mellem form og indhold kendetegnede også seriens andet afsnit. Som i utallige udenlandske tv-serier om alverdens kulturfolk og deres naturlige indlevelse i naturens stilfærdige livsrytmer var det præget af støjende lydkulisser.

Symfoniorkestres messingblæsere, kor og strygeinstrumenter gav mærkværdigt stressende dramatiserende stemningsbilleder. Er der firmaer, som leverer den slags muzak, der også kan fylde rummet i stormagasiner? Fortiden var helt anderledes tyst og langsommelig end nutiden.

”Metallernes tid” hed søndagens afsnit. Vi så ikke noget til eller hørte om bronzens særlige egenskaber. Hørte ikke noget om kobberminer og tinminer. Hvordan udvandt man disse metaller, og hvilke legeringer kendetegnede hvilke oprindelsessteder?

Man fik det indtryk, at bronze, der normalt består af 90 procent kobber og 10 procent tin, nærmest forsvandt ud af denne verden, fortrængt af jernet. Det gjorde det på ingen måde. Spørg blot klokkestøberne, billedhuggerne og fabrikanterne af skibsskruer.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.