I kølvandet på DR’s serie ”Historien om Danmark” er opstået en debat blandt historikere om, hvornår dette land blev en nation. Meningerne er mildt sagt delte. Den gængse fortælling er, at det skete med ”Kongernes Jelling”, ”stedet, hvor Danmark blev til”, og hvor man har Jellingstenen med ”Danmarks dåbsattest”, skønt kun to af landets konger synes at kunne knyttes til stedet. Her begynder den klassiske kongerække med Gorm den Gamle.
Man kan undre sig over, at nutidens historikere mener sig klogere på dette spørgsmål end samtlige deres forgængere. Eksempelvis kunne P.F. Suhm i 1770’erne skrive sit flerbindsværk ”Critisk Historie af Danmark udi den hedenske Tid fra Odin til Gorm den Gamle” og deri ud fra et solidt kendskab til sit 100.000 bind store bibliotek påvise, at landets historie rakte adskillige århundreder længere tilbage i tiden end kong Gorm. Han skrev også ”De skandinaviske folks ældste oprindelse”, hvor han undersøgte middelalderhistorikernes oplysninger om Danmarks alder og opståen.
Og når man gør sig bekendt med denne tidlige historiefortælling, bliver man klar over, hvilke evner vi i dag har for at forplumre billedet og forvandle det hele til uvidenhed og forvirring. Alligevel er alting indlysende enkelt og logisk.
Hvad P.F. Suhm undersøgte i sidstnævnte værk var Snorri Sturlusons oplysning om, at aserne (germanerne) ved tidsregningens begyndelse udvandrede fra deres hjemegn i Kaukasus og slog sig ned i Nordtyskland og Skandinavien og her grundlagde nye kongeriger. Udvandringen var en følge af den daværende romerske ekspansion ved Sortehavet. De var anført af deres fremsynede konge, Odin, der i Danmark gjorde sønnen Skjold til landets første konge med hjemsted i Lejre, hvor hans efterfølgere betegnedes Skjoldungerne. Tilsvarende skete i Sverige og i Norge. Disse oplysninger fandt P.F. Suhm bekræftet af historiske kilder i sit store bibliotek.
Det samme er sket i vor egen tid, hvor svenske, norske og russiske historikere og arkæologer har undersøgt det mytologiske Asgård (Asgorod eller Asov) i Kaukasus og dér fundet datidens borganlæg. Her er legenderne velkendte om Odin, der førte en stor del af sit folk nordpå og aldrig mere vendte tilbage.
Den nordiske mytologi og gudeverden kan altså lokaliseres til Sortehavet og Det Kaspiske Hav og henføres til virkelige personer, ligesom asernes arvefjender her, vanerne, levede syd for Kaukasus i den nuværende tyrkiske provins Van omkring Van-søen. Efter sigende var Thor Odins stamfader 18 generationer tidligere, søn af den græske kong Priamos. Allerede Saxo oplyste, at Odin fejlagtigt blev opfattet som Gud, men selv slog sig ned som konge i Sverige. Der var tale om personer fra virkelighedens verden.
Og denne enkle forklaring bekræftes vel af, at germanere og skandinaver den dag i dag er et og samme folk, af kaukasisk race og med et indoeuropæisk sprog, der med tiden har udviklet sig lidt forskelligt, men dog langt op i middelalderen betegnedes som ”dansk tunge”.
Det danske folk er således resultat af et gammelt kulturfolks indvandring til landet, hvor deres sprog, kultur og styreform blev gældende.
Afgørende for denne nation-building var styreformen, der byggede på folkeforsamlinger eller ting som øverste myndighed, og som kongerne måtte følge. Konger var kun tillagt udøvende magt, så langt det nationale ting tillod. Det var en udpræget demokratisk styreform, som gjaldt på alle samfundsniveauer fra lokale byting over regionale herreds- og landsting til nationale ting eller parlamenter. Sådan var det i hele Skandinavien, og denne styreform blev tidligst omtalt af romeren Tacitus i hans værk om germanerne.
Almindeligvis regnes det islandske Alting for verdens ældste parlament, men det byggede direkte på det norske Gulating, og tilsvarende nationale parlamenter havde man med ”alle sveas ting” i Gammel Uppsala og med danskernes Isøre Ting. I Norge mener man at kunne føre tingtraditionen tilbage til 300-tallet.
Det var netop disse nationale ting eller parlamenter, som gav datidens danske konger deres styrke, fordi et helt folks beslutningskraft stod bag dem. Når kong Godfred i 700-tallet kunne bygge det første Dannevirke ved landets sydgrænse og hævde sig i forhold til frankernes Karl den Store og indgå aftaler med ham i den lille by Beidenfleth ved Elben om, at denne flod dannede grænse mellem de to landes interessesfære, så var grunden, at hele hans myndighed byggede på en demokratisk beslutning.
Det danske parlament i Isøre nævntes tidligst omkring 500 i forbindelse med drabet på kongen Rolf Krake i Lejre. Hele det danske folk strømmede da til Isøre for vælge deres nye konge, hedder det hos Saxo. Tinget var ”rigets øverste myndighed”, og her traf man alle beslutninger af national betydning med deltagelse af både sjællændere, skåninger og jyder.
Nutidens historikere synes ganske uvidende om tingtraditionen som grundlag for dannelsen af Danmark som nation. Isøre-tinget syd for Rørvig bagatelliseres, og kongerækken i det nærliggende Lejre har man heller ikke fundet værd overhovedet at nævne i DR’s danmarkshistorie. Årsagen til denne besynderlighed synes at være selve den historiske metodik, som tilsidesætter den skrevne historie til fordel for arkæologi, som forvandler historie til en blanding af jura og kriminologi med ”bevisførelse” som i en retssal.
Sigende i så henseende er at lederen af museet i Lejre (som har skrevet en tyk bog om udgravningerne dér) ikke tør sige, at landets konger har boet på dette sted, til trods for at talrige skriftlige kilder i ind- og udland har fremhævet det og tilmed navngivet stedets berømte og genfundne haller fra Frode Fredegods og Rolf Krakes tid. Kun tør man beskedent sige, at her må have boet en stormand, og at man drømmer om engang at finde en runesten med navn, som kan bekræfte det, akkurat som man har gjort det i Jelling.
En runesten tør man fæste lid til. Men tidlige historikere fra middelalderen anser man for upålidelige vidner, muligvis løgnere eller sågar for spindoktorer. Og da man aldrig ved nok så mange arkæologiske undersøgelser vil finde meningen med selve ting-traditionen eller synlige spor efter fortidens demokratiske processer, der stadig præger skandinavisk etik og moralopfattelse, kan man kun håbe på, at et sandt paradigmeskift blandt historikerne en skønne dag vil gengive Danmark den historie, vi som folk fortjener.
Kurt Sørensen er forskningsbibliotekar.