EN KVINDE I KØBENHAVN går til sin speciallæge, og da hun vender tilbage til en opfølgende undersøgelse, spørger hun til betalingen. Lægen, der også er jøde, svarer, at sygesikringen dækker konsultationerne. Hendes reaktion lød: ”Nå, men I jøder er jo så gode til at sende regninger.”
Kommentaren fra den kvindelige patient, en etnisk dansker, betyder ikke nødvendigvis, at hun er antisemit og hader jøder. Men den bunder i en gammel og tilsyneladende sejlivet antisemitisk fordom, påpeger lektor Sofie Lene Bak fra Københavns Universitet, hvor hun som historiker forsker i antisemitisme og holocaust. Den virkelige hændelse hos lægen, en dansk jøde, er et eksempel på, hvordan antisemitisme viser sig i forskellige afskygninger i disse år – fra ubetænksomme udtalelser i samtaler og mere hadefulde Facebook-kommentarer til chikane, overfald og drab.
I 2015 blev den jødiske vagt Dan Uzan skudt og dræbt foran synagogen i Krystalgade i København. Gerningsmanden var en radikaliseret dansk islamist. Sidste måned blev 84 jødiske gravsten på en begravelsesplads i Randers overhældt med grøn maling, ligesom jøder flere steder i landet blev chikaneret med jødestjerner på deres hjem. Det skete på 81-årsdagen for Krystalnatten i Tyskland, og personerne bag aktionerne er formentlig medlemmer af den nationalsocialistiske organisation Nordfront. I de seneste uger har jødiske familier fortalt, hvordan deres børn har måttet flytte skoler på grund af trusler og grov chikane. Samtidig kunne Kristeligt Dagblad forleden fortælle om en ny undersøgelse, der viser, at hver femte dansker mener, at det formentlig er rigtigt, at jøder har for meget magt i erhvervslivet.
”Det er en meget bekymrende udvikling,” siger Sofie Lene Bak.
”Antisemitisme er tydeligvis på vej frem forskellige steder og på forskellige måder. Aktionerne mod gravpladserne kom bag på mig. De kom fra en helt uventet front. Det var tydeligvis en koordineret aktion fra et etableret netværk i Norden. Det er netværk, der lærer af hinanden. Det tyder på, at det er mennesker, der om ikke andet er aktionsparate og i stand til at organisere sig på et rimeligt niveau. Det er nyt.”
Hvordan kan det overraske, at antisemitisme også kommer fra den front?
”Det har noget at gøre med, hvordan vi i Danmark trækker på historiske erfaringer. Tankegangen er, at sådan noget ikke sker i Danmark. DNSB, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse med Johnni Hansen i spidsen, blev ikke anset som en trussel og nærmest latterliggjort. Den måde, man ser på antisemitisme på i dag, har paralleller til håndteringen af danske nazister i mellemkrigstiden, hvor mange ikke betragtede dem som en trussel og fandt det let at pille deres argumentation fra hinanden. Det hænger formentlig sammen med den danske selvforståelse, at danskerne har redningen af de danske jøder i oktober 1943. Siden har der været en ubekymret tilgang til nazister, ligesom der ikke har været tilstrækkeligt fokus på højreradikaliserede grupper, også kaldet brun antisemitisme.”
Hvor findes antisemitisme?
”Ud over den brune, der refererer til nazistiske uniformer, er der den grønne islamistiske, som stadig er den mest farlige og har ført til angreb og drab på jøder. Undersøgelser viser, at antisemitiske idéer er udbredte i muslimske miljøer. Den venstreorienterede, røde, antisemitisme aktualiseres med den britiske Labour-formand Jeremy Corbyn og hans forklaringsproblem i forhold til udbredelsen af antisemitisme i partiet. Herhjemme har personer i venstreorienterede miljøer til tider svært ved at håndtere antizionistiske argumenter, der kammer over i egentlig antisemitisme.
De forskellige grupper deler de samme forestillinger om jøder, der er rodfæstet i forskellige traditioner og ideologier. Jødehad blandt muslimer betragtes som et isoleret problem, fordi deres holdninger har politisk afsæt i Mellemøsten, men de trækker på samme stereotyper og konspirationsteorier om jøders adfærd, som man ser hos andre grupper. Desværre ser man også en tendens til, at antisemitiske forestillinger er blevet mere mainstream eller acceptabelt at udtrykke. Jeg ser en tilbøjelighed til, at jødiske fordomme og stereotyper kryber ind i mange hverdagssammenhænge og almindelige samtaler, særligt på sociale medier. Min oplevelse er, at flere giver udtryk for mere eller mindre antisemitiske fordomme. Det kan også være, at personen, der eksempelvis kommer med en generalisering om jøders sans for økonomi, ikke er antisemit. Men det er stødende, og man viderebringer antisemitiske idéer og holdninger og er med til at legitimere dem.”
Hvor meget betyder sociale medier for synligheden af antisemitismen?
”Jeg er holdt op med at læse kommentarsporene om drengeomskæring. Jeg fulgte debatten i en periode, og de logikker, argumenter og synspunkter, man kan finde her, er dybt deprimerende. Der er en ekstrem aggressiv og konfrontatorisk tone, og dæmoniseringen af jøder er meget skræmmende.
Det viser, at en debat om omskæring eller Israel kan tiltrække mennesker, der er disponeret for at have negative holdninger over for jøder af forskellige grunde, på tværs af politiske og sociale skel. Det kan være mennesker, der ikke plejer at udtrykke deres holdninger, men som trækkes ind i debatterne. Når det handler om omskæring, forsøger nogle at komme med en medicinsk dagsorden, men man skal ikke ret langt ned i kommentarsporet, før det relativt hurtigt kammer over i temmelig ekstreme holdninger og antisemitiske stereotyper, der trækker på forestillingen om dæmoniske jøder, der pønser på at underminere vestlige liberale værdier. Den kobling sker skræmmende hurtigt. Når man læser disse ting, skulle man tro, vi var i en anden tid et andet sted.”
Hvorfor er antisemitiske idéer stadig udbredt?
”Man skal huske på, at et kæmpe flertal støtter op om de danske jøder. Men når vi ser en tendens i den anden retning også på et mere mainstream niveau, skyldes det, at konsekvenserne af holocaust og Anden Verdenskrig er ved at glide ud af den kollektive hukommelse. Vi er tæt på det magiske punkt, hvor alle vidner til den periode er væk. Men udviklingen går hurtigere, end jeg havde forventet. Tilbage i 2000 var der et stort fokus på krigen og jødernes skæbne, der blev oprettet et holocaustcenter, og der blev fundet mange ressourcer på at markere Auschwitz-dagen og på at øge skoleundervisning på området.
Det er under 20 år siden, og meget har ændret sig siden. I dag er holocaustcentret borte, og bevillinger til Auschwitz-dag er udliciteret til et privat undervisningsfirma. Det betyder, at der ikke længere findes en institutionel ramme om oplysning om holocaust. I skoler og på uddannelser bliver holocaust ofte diskuteret ud fra nutidige konflikter eller eksempelvis minoritetsrettigheder. Risikoen ved dette er, at man relativiserer holocaust. Det er overraskende, at en så fasttømret fælleseuropæisk kerneværdi og selvforståelse, at holocaust aldrig må ske igen, så hurtigt er gledet bort. Der forekommer en politisk træthed omkring disse emner.”
Hvad er løsningen på udviklingen?
”Alle er forpligtede til at bekæmpe jødehad. Antisemitisme er en alvorlig brist i demokratiets rustning, som Poul Henningsen sagde. Staten skal selvfølgelig overvåge de ekstreme miljøer, hvor antisemitismen trives. Og så skal man forstå den indlysende kobling, at antisemitisme og holocaust ikke kun er et jødisk problem, men et samfundsproblem, et problem for demokratiet. Det er helt afgørende, at politikere og embedsværket har en større viden om, hvordan man identificerer og imødekommer antisemitisme. Det er vigtigt ikke at afhistorisere og relativisere holocaust. Det kan betyde, at man fjerner den historiske sammenhæng og glemmer, at jøder var ofrene. Der bør ikke være nogen tvivl om denne kobling. Både på individ- og samfundsplan bør der være en sympati for den sårbarhed, der er forbundet med jødernes historie. Det er min oplevelse, at mange har svært med denne sympati.”