Historiker: Den danske drøm er ved at smuldre

Mens design- og teknologiindustrien hyldes, tales Produktionsdanmark ned. Det kan føre til marginalisering og sende arbejderklassen i favnen på populister, som det er sket i USA, mener historiker og debattør Niels Jespersen

Mange af de jobs, der tidligere har givet status og identitet til mænd, er ved at forsvinde eller miste status, mener historiker Niels Jespersen.
Mange af de jobs, der tidligere har givet status og identitet til mænd, er ved at forsvinde eller miste status, mener historiker Niels Jespersen. Illustration: Rasmus Juul

Valget af Donald Trump som USA’s præsident blev af flere amerikanske iagttagere set som den hvide mands hævn.

Tab af arbejdspladser, deraf følgende fattigdom, isolation og kriminalitet førte millioner af hvide mænd i armene på republikaneren Donald Trump og var dermed medvirkende til det måske mest opsigtsvækkende magtskifte i nyere tid.

Det samme kan og er allerede i mindre skala ved at ske i Danmark. Tabet af produktionsarbejdspladser kan føre til en marginalisering af mænd og skabe grobund for reaktionære holdninger og få store konsekvenser for sammenhængskraften i Danmark.

Det mener Niels Jespersen, cand.mag. i historie og debattør, der for nylig skrev et indlæg om problemstillingen i det danske magasin Ræson.

”Jeg oplever, at mange af de jobs, der tidligere har givet status og identitet til mænd, er ved at forsvinde eller i hvert fald miste status. Det statusfald betyder, at nogle søger en anden identitet og en anden status og dermed er nemme ofre for demagoger som Trump. Traditionelle mandearbejdspladser og erhvervsskoler tales ned, mens design- og teknologivirksomheder tales op. Der er selvfølgelig ikke én til én en linje mellem at miste sit job som smed og at stemme på populister. Men det identitetsmæssige hul, som det skaber at miste sit arbejde eller at føle, at samfundet prioriterer en særlig type arbejde, skaber grobund for, at mænd finder status i andre ting. På Nørrebro ser man det ved, at de unge finder identitet i radikal islamisme og bander,” siger Niels Jespersen.

Han ser og hører allerede udviklingen i store dele af samfundet. Som når det rydder avisforsider, at løbesiden Endomondo sælges for 575 millioner kroner, eller at computervirksomheden Apple bygger et datacenter i Viborg, mens det knap bliver bemærket, at Nissens Kølerfabrik for nylig blev solgt for to milliarder kroner. Eller han ser det i forskellene i statens prioritering til henholdsvis erhvervsskoler og gymnasier.

”Det bliver en selvopfyldende profeti, når det nærmest udlægges som Jesu genkomst, at Apple bygger et datacenter med et par hundrede arbejdspladser, mens produktionsfagene tales ned. Alle, der har bare lidt imellem ørerne i folkeskolen, vil på gymnasiet, fordi der ikke er status i de traditionelle mandefag. Rundtomkring i byerne ligger erhvervsskoler langt uden for centrum i faldefærdige lokaler, mens gymnasierne får tilført nye midler. Det skader sammenhængskraften og fører til, at mænd i den lavere middelklasse, der bare gerne vil have en familie, en Weber-grill og et godt liv – og ikke har brug for at gribe ud efter stjernerne – marginaliseres. For dem smuldrer den danske drøm. For som mand føler man, at man bliver ringeagtet. Samtidig får de så at vide, at de er privilegieblinde, og at andre har det meget værre. Den frustration kan udvikle sig på en uhensigtsmæssig måde,” siger Niels Jespersen og henviser til, at hvide amerikanske mænds frustration blandt andet har ført til et stigende kvindehad.

”Jeg synes ikke, at vi er så langt fremme i udviklingen som i USA. Men de ting, der sker i USA, sker også i Danmark. Den ekstreme antifeminisme i USA smitter også af på os i Danmark. Det har jeg oplevet, når jeg har været ude blandt mænd med korte uddannelser, der hader ’kommunistpædagogkvinderne’, hvis de er efter dem, fordi de ikke giver børnene nok grønt med på madpakken,” siger Niels Jespersen.

Er det ikke at nedvurdere folk fra arbejderklassen at påstå, at der er forbindelse mellem at miste sit job på eksempelvis en fabrik eller at se faget blive talt ned og så at udvikle reaktionære holdninger?

”Det er selvfølgelig ikke alle, det drejer sig om. Det er de færreste, der bliver ekstreme i deres holdninger. Men i store dele af USA er traditionelle arbejdersamfund blevet ødelagt af arbejdsløshed og kriminalitet. Der er skabt parallelsamfund, ligesom det er tilfældet i Mjølnerparken i København. Også andre steder er der fattige områder, hvor de eneste, der har penge, er dem, der laver kriminalitet. Og hvis nogle har bare lidt talent, forlader de området. Vokser du op i et område, hvor der ikke er positive rollemodeller, og hvor det er normalt at løse konflikter med vold, så skaber man parallelsamfund. Der er en økonomisk fare ved at marginalisere mændene, men også en politisk fare, fordi det kan føre til højrepopulisme,” siger Niels Jespersen.

Hvordan er det, du mere konkret ser, at mænd marginaliseres?

”For eksempel har selv arbejder- og fagbevægelsen opgivet dem. Og i den offentlige samtale bliver de udskammet. Hvis en mand fra Produktionsdanmark portrætteres i danmarkshistorien, er det som en tragisk skikkelse, der laver problemer for sine omgivelser. Der er en idé om, at manden ikke skal eksistere, men skal omskoles til sosu-assistent eller symbolanalytiker. Anerkendelsen er væk, og det skyldes også, at de traditionelle mandefællesskaber i hæren eller på fabrikken er ved at forsvinde. Og så kommer mændene til at søge andre og mere problematiske fællesskaber,” siger Niels Jespersen.

Men er der i den analyse ikke en romantisering af, hvad det vil sige at være en del af Produktionsdanmark? Som en del af den klasse ønsker man måske i virkeligheden noget mere end det?

”Det er interessant, at når man taler for Produktionsdanmark, så bliver man beskyldt for at romantisere. Der er ingen, der taler om designromantisering, hvis det foreslås at bruge flere penge på Copenhagen Fashion Week. Alt, hvad vi investerer i og satser på, har været i retning af design, mens det er eksporten fra Produktionsdanmark, der fylder i statsregnskabet. Alle virksomheder i storbyen med en skorsten skal jages væk, selvom de spiller en kæmpe rolle for dansk økonomi. Det får ingen anerkendelse,” siger Niels Jespersen.

Andre ville sige, at det er helt naturligt, at man favoriserer design- og teknologijobs, fordi fremtidens arbejdspladser ligger her?

”Det er heller ikke, fordi jeg mener, at Danmark skal være et Olsen-banden-land igen, hvor man går ned på fabrikken. Det er bare ekstremt, hvordan design og teknologi tales op som det eneste, vi skal fokusere på.”

Hvad mener du, at man kan og skal gøre ved, at Danmark udvikler sig i en retning, hvor almindelige jobs – og mændene i dem – marginaliseres?

”Vi skal kæmpe for den danske drøm igen. Fagforeningerne skal styrkes. I Danmark skal det være sådan, at 37 timer i Produktionsdanmark er adgangsbillet til et godt liv i den lavere middelklasse, og at det anerkendes. Der skal satses på erhvervsskoler. På gymnasierne er det spritnyt og lækkert, men det er det ikke på erhvervsskolerne. Det skal være æstetisk lækkert derude, og det skal italesættes, at det har en værdi.”