Historiker efter sag om præst, der ikke vil vie homoseksuelle: Lgbt-lobbyen har opbygget en massiv intolerance

Hvor længe vil folkekirken og de folkevalgte politikere stå vagt om tolerance og pluralisme, når såvel medier som interesseorganisationer højlydt kræver et opgør med tolerancen? Jeg har mine bange anelser, skriver Christian Egander Skov

Historiker efter sag om præst, der ikke vil vie homoseksuelle: Lgbt-lobbyen har opbygget en massiv intolerance
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Debatten raser om den unge præst i Hedensted, der afviser at vie homoseksuelle. Det er ikke bare det, at Enhedslistens ungdomsorganisation, SUF, forsøgte at intimidere menigheden, da præsten for nyligt skulle indsættes.

Det var også det, at organisationen lgbt+ Danmark, der gør krav på at repræsentere ikke bare homoseksuelle og alskens seksuelle minoriteter, gik ud med en skarp kritik af folkekirken.

Og så var det endeligt dette, at DR kørte med på forargelsesvinklen og velvilligt stillede mikrofonen til rådighed for kritikere af den unge præst.

Sagen er bare, at der ikke er nogen sag. Eller rettere, hvis der er en sag, så er det en helt anden sag. Sagen er nemlig, at balladen i Hedensted ikke skyldes, at folkekirken har et toleranceproblem, men at lgbt+-lobbyen har opbygget en massiv intolerance.

Sekretariatschef lgbt+ Danmark, Susanne Branner Jepsen, har kaldt folkekirken diskriminerende, og organisationen har krævet, at dens statstilskud skal være afhængig af dens vilje til af slå ned på de præster, der er imod homo-ægteskabet. Dette er ikke bare et opgør med kirken som kirke, men også med kirken som demokratisk organisation. I lgbt+-kirken den, der betaler, Gud.

Dette er en 180-graders holdningsændring.

Tilbage i 2012 blev det tilladt at vie to mennesker af samme køn med hinanden. Det var et led i en reform, hvor ægteskabet i det hele taget blev gjort til en kønsneutral institution. Ja, i virkeligheden var det mere en revolution, som ikke bare forkastede den opfattelse af ægteskabet, der indtil da var samfundets, men også vendte bunden i vejret på omtrent 2000 års kristelig tradition og teologi.

Det hele skete i en håndevending og naturligvis med den folkekirkelige tops velsignelse. Kirken har nemlig ikke et toleranceproblem. For hvis tidsånden er tolerant, så er kirken det også. Det er sikkert som amen i kirken, ja i virkeligheden nok væsentligt mere.

Hvor længe vil folkekirken og – ikke mindst – de folkevalgte politikere stå vagt om tolerance og pluralisme, når såvel medier som interesseorganisationer højlydt kræver et opgør med tolerancen. Jeg har mine bange anelser.

Christian Egander Skov

Historiker

Men loven tillod dog, at præster, der ikke kunne stå inde for det nye syn på ægteskabet, at nægte at vie to mennesker af samme køn. Det er den ret, præsten i Hedensted benytter sig af. Han er ikke den første, og derfor må man fornuftigvis spørge, hvorfor i al verden denne sag kommer op nu?

Her peger pilen ikke på folkekirken, men på radikaliseringen af lgbt+ Danmark. I 2012 var organisationen nemlig tilhænger af præsters mulighed for at nægte vielser af samkønnede. Nu kalder man loven for diskrimination.

Det var ikke længe siden en ung mand, Tobias Pultz, selv homoseksuel, i Politiken offentliggjorde en skarp kritik af organisationens udvikling. Lgbt+ Danmark er blevet kapret af identitetspolitiske strømninger.

Det afspejler sig i dens program. Det handler ikke længere om at sikre seksuelle minoriteter mod diskrimination, men om at ændre samfundets strukturer, normer og institutioner i det hele taget. Programmet omfatter fire-forældres familier (de skal vel også snart kunne gifte sig indbyrdes?), queer-ensretning af uddannelsesinstitutionernes pensum, kønsskifte til børn uanset alder, og legalisering af rugemødre. Angrebet på folkekirken er bare et led i den kamp.

Ved at dreje om på hælen, undergraver lgbt+ Danmark sin troværdighed. Hvem kan indgå i en aftale med en part, der i løbet af ganske få år affejer sin egen hidtidige holdning som ”homofobisk”? Dette burde være sagen for DR. Men det er det ikke.

Og når regnebrættet skal gøres op, er det her bekymringen må sætte ind. For hvor længe vil folkekirken og – ikke mindst – de folkevalgte politikere stå vagt om tolerance og pluralisme, når såvel medier som interesseorganisationer højlydt kræver et opgør med tolerancen. Jeg har mine bange anelser.

Christian Egander Skov er ph.d. og historiker.