Prøv avisen
Debat

Historiker: Fire misforståelser om digitalisering af den skriftlige kulturarv

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem. Foto: Frandsen Finn

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en, skriver Jes Fabricius Møller

KULTURMINISTER Mette Bock skrev i avisen torsdag den 9. marts om digitaliseringen af de i Rigsarkivet i København beroende vestindiske arkivalier, og ministeren anvendte derefter dette projekt som forklaringen på, at Rigsarkivets læsesalskapacitet over hele landet skæres ned.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en.

Misforståelse nr. 1: ”Digitaliseringen overflødiggør arkivernes læsesale.” Med det nuværende tempo vil det tage årtier, før alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Det har været en stor hjælp for arkivernes største brugergruppe, slægtsforskerne, at for eksempel kirkebøgerne nu ligger på nettet, men det er ikke gyldig grund til at indskrænke åbningstider og adgang til arkiverne for forskerne.

Misforståelse nr. 2: ”Digitalisering erstatter papirversionen af arkivalierne.” Selv digitaliseringer i den bedst mulige kvalitet indebærer et informationstab, fordi papirversionens fysiske kvaliteter i sig selv indeholder informationer. Noget andet er, at mangedigitaliseringsprojekter, for eksempel af de danske aviser eller de kommunale byggesagsarkiver, er langt fra at være i en bare tilfredsstillende kvalitet.

Misforståelse nr. 3: ”Digitalisering er det samme som formidling.” Det svarer til at tro, at man har formidlet dansk politisk historie ved at fotokopiere Folketingstidende. Også brugerne af digitale arkivalier har brug for rådgivning om den sammenhæng og kontekst, som dokumenterne indgår i. Den rådgivning kosterpenge, og så er vi ved

Misforståelse nr. 4: ”Digitalisering indebærer en besparelse på længere sigt.” Alle ved, at det koster at omsætte større mængder papirarkivalier til en digital form. Færre er klar over, at vedligeholdelsen af den digitale information indebærer betydelige og løbende driftsomkostninger. Ingen digital databærer har en kendt levetid på over ti år. Det er allerede vanskeligt nu at finde computere, der kan læse en CD-rom. Hvem har i dag udstyret til at aflæse en floppy-disc?

Enhver digitalt lagret information skal omsættes til et nyt format med få års mellemrum. Til sammenligning har selv den dårligst kendte papirkvalitet en levetid, der er ti gange længere, for nu slet ikke at tale om syrefrit kvalitetspapir, der selv under ugunstige forhold snildt overlever århundreder.

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem.

Jes Fabricius Møller er historiker, professor mso ved Grundtvig Centeret og fast skribent i Kristeligt Dagblad.