DER ER INGEN TVIVL OM, at Danmarks Radio har haft succes med at fortælle danskerne en historie om Danmarks tilblivelse. Igennem 10 uger har cirka en million danskere forladt deres telefoner og andre elektroniske genstande for at se og lytte til en fortælling om, hvordan Danmark blev til. Det er virkelig en bedrift i vores tid med snesevis af fjernsynskanaler, streaming af film og endeløse underholdningstilbud på nettet.
Med Lars Mikkelsen som en samlende figur er det lykkedes at fortælle om krig, kærlighed, opbygningen af den moderne stat og skabelsen af den nation, der for fem et halv millioner mennesker i dag er vores hjem.
Men samtidig med fremvisningen af de 10 episoder er der opstået en debat om indhold og kvalitet – en debat, der kulminerede efter episode 10 om den kolde krig og velfærdssamfundet. Kritikere har peget på, at den ene eller anden begivenhed eller centrale person i den nyere historie har manglet, og det er blevet hævdet, at DR har været kapret af ”de røde”, af en fortælling, som lægger vægten på socialismen eller kommunismen, og som har forsømt den borgerlige side af fortællingen. DR skulle være kommunistisk i dens inspiration!
Jeg vil til sidst i denne kommentar vende tilbage til denne kritik, men jeg vil her primært forsøge at anskue serien som helhed. Hvilket historiesyn bliver præsenteret, og hvordan formidles det?
Min tese vil være, at serien gang på gang lefler for, hvad jeg vil kalde et gammeldags historiesyn. Formidlingen foregår på, hvad der på engelsk kaldes ”reenactment”: Skuespillere skal optræde i fortidens klæder og ”genskabe” begivenheder. Eksperterne, der undervejs udtaler sig, får dermed en underordnet rolle, og deres udsagn bliver ofte klippet ned til sokkeholderne. Resultatet er historie for folket, men genetablering af gamle myter.
MÅSKE DEN MEST SUCCESRIGE af alle 10 episoder var den første, hvor vi kunne se det geografiske område, der senere blev til Danmark. Takket være nye videnskabelige metoder kan vi lære fortidens mennesker bedre at kende, og hele seerpublikummet fik lov til at følge med i undersøgelsen af en kvindekrop, der mirakuløst var blevet bevaret. Måske takket være det faktum, at der ikke findes skriftlige kilder fra denne tid, kunne programmet appellere til både fantasi og videnskab for at genskabe den tid, da Danmark blev Danmark.
Så kom vikingetiden, højmiddelalder og senmiddelalder. Med vikingetiden møder vi landets kristning, der ses næsten udelukkende som udtryk for Harald Blåtands valg af den fremmede tro. Dette afsnit begynder med mødet mellem præsten Poppo og den danske konge, og Poppos jernbyrd for at bevidne den kristne tros styrke.
Fremvisningen af denne handling virker billedmæssigt meget stærk, men bagefter siger Lars Mikkelsen, at dette nok er en senere tids myte. Vi seere får lov til at anskue Danmarks kristning som drama, men også som løgn, på trods af det faktum, at troværdige kilder fra middelalderen fortæller historien om Poppos vidnesbyrd.
Samtidig fortæller arkæologerne, der er med til at kommentere begivenheden, at Harald blev kristen for at undgå en invasion af landet fra den tysk-romerske kejser Otto.
Denne skrøne hævdes hårdnakket af mange nutidige danske arkæolger trænet på Moesgård, men den savner kildemæssigt belæg. Danmarks kristning hviler ikke på militærstrategiske hensyn! Jellingstenen er datidens spin. Vore forfædre blev kristne – ikke fordi kongen blev kristen. men fordi befolkningen langsomt kom til at acceptere den religion, som de lærte at kende fra missionærer. Her var Ansgar en afgørende figur, men han glimrer ved sit fravær her.
Afsnittet om højmiddelalderen med Absalon og Valdemar den Store, der bruger deres barndomsvenskab som udgangspunktet for deres senere politiske alliance. Saxos fortælling om blodgildet i Roskilde, hvor kong Svend dræbte Knud, og Valdemar undslap, bliver formidlet som skuespil, men bagefter siges det, at forløbet måske er Saxos opfindelse for at fremhævde Valdemar.
Nutidens seere gøres til nar ved først at få en god historie og bagefter få at vide, at de slet ikke skal tro på den historie. Vi bliver efterladt med spørgsmålet: Hvad er der egentlig sket? Er vores viden om fortiden fra Saxo kun resultatet af spin?
DANMARKSHISTORIEN BLIVER i disse episoder til en kongekrønike med kun få afstikkere til folkets liv og trosverden. I afsnittet om senmiddelalderen ser vi til bevidstløshed Margrete I. Hun bliver centrum for en forståelse af en tid, der bedre kunne formidles igennem den byldepest, der tilintetgjorde halvdelen af befolkningen, og den religiøse fromhed, som prægede hverdagen.
Men kongerne og dronningerne er i fokus, og dermed bliver danmarkshistorien til de store regenter. Episoden om 1500- og 1600-tallene satser alt for stærkt på Christian IV. Dermed bliver Reformationens århundrede til næsten en fodnote, ironisk i betragtning af den opmærksomhed, som Reformationen netop i dette år får. Men det er, som om de gode mennesker bag serien mente, at kongerækken var nødvendig for at fastholde folkets interesse.
Det er indlysende, at fortællingen om Danmark bliver mere og mere krævende, efterhånden som vi nærmer os nutiden, og vore kilder bliver mangfoldige. Jeg mener, at seriens episoder faktisk bliver bedre, efterhånden som de bevæger sig mod nutiden og forkaster opskriften med kongen eller dronningen i centrum. Efter min mening var de to bedste episoder de sidste to, hvor udviklingen af nutidens Danmark blev formidlet i en form for socialhistorie, hvor der redegøres for arbejdernes og bøndernes situation.
Det er indlysende, at seere, der anser sig selv som ”borgerlige”, har ment, at fortællingen om de seneste 100 år har været præget af en socialdemokratisk fortolkning.
Men hvordan kan det have været anderledes? Fra Louis Pio til Jens Otto Krag, med Thorvald Stauning i midten, blev den danske velfærdsstat skabt af Socialdemokratiet. Det kan godt være, at denne retning har mistet sin betydning i landets historie, men det er trods alt ikke længe siden, vi havde en socialdemokratisk regering.
AL HISTORIESKRIVNING og fortælling må udelade langt mere end, hvad det tager med. Derfor er det acceptabelt, at Kaj Munk og Hvidstengruppen ikke blev nævnt. Selvom det måske er uheldigt, at folkestrejken i 1944 bliver fortolket fortrinsvis som protest mod, at arbejderne ikke måtte være i deres kolonihaver efter klokken 20. Men hovedproblemet med de sidste episoder er, at det kræver så megen tid med ”reenactment”, at der blev mindre plads til flere detaljer.
Men folk skal underholdes! Det er nok dilemmaet med at formidle historie og kultur. Det skal være sjovt, og der skal være events. Men er vi så begrænsede? Flere aftener om året taler jeg i en stiv time i et ”gammeldags” foredrag til en forsamling om fortiden og får bagefter begavede spørgsmål. Folk er ikke så begrænsede, som fjernsynet gør dem til.
Når jeg ser tilbage, foretrækker jeg Erik Kjersgaards danmarkshistorie fra 1983: 12 langsomme episoder hvor én historiker taler og taler og taler. Der er ofte en ”historisk” kulisse, men dette er klassisk historie, narratio. Historie er fortælling, og nutidens krav om levende billeder er et tegn på vores åndelige fattigdom.
Jeg beundrer trods alt DR’s serie. Den var en satsning og har skabt en frugtbar diskussion om landets historie. Men den har bekræftet gamle myter om kongernes betydning. Det, vi ser, er ikke en rød sammensværgelse for at udelukke borgerlige politikere og kulturpersoner.
Det, vi ser, er et forsøg på at fange befolkningens opmærksomhed. Det er lykkedes, men uden at åbne nye perspektiver i vor nationale selvforståelse.
Brian Patrick Mcguire er historiker, professor emeritus.