Vi lever i urolige tider. Der er krig i Europa, og inflationen og energipriserne presser den almene forbruger. Samtidig stirrer vi lige lukt ind i en klimakrise, som får kloden til at svede om kap med DBU's ledelse på deres all inclusive-luksusferie i Qatars ørken. Men selvom udsigten til bedre tider kan virke sløret, så er det vigtigt at huske på, at de største og mest afgørende forandringer i verdenshistorien faktisk er vokset ud af krisetider.
Og måske er det slet ikke økonomerne og politikerne, vi skal ty til, når krisernes gordiske knude skal løses. Men det kræver faktisk, at vi for en gangs skyld tager de humanistiske discipliner til nåde og genopfinder optimismen i fordybelsen for at kickstarte den kreativitet, der skal til, når lande skal rejse sig igen. Her kan vi finde inspiration i den hollandske guldalder.
I arbejdet med min debutroman blev jeg fascineret af ånden i den hollandske guldalder. Den hollandske guldalder strakte sig over en periode på 150 år fra 1600 til 1750, og går man en tur rundt, ikke bare i Holland, men i byer i hele Europa, bliver man mindet om æraens karakteristika af velstand og storhed.
Omkring 1648 var Holland på mange måder en plaget nation. Man havde lige været gennem en 80 år lang konflikt med det katolske Spanien, der godt nok havde resulteret i landets selvstændighed, men samtidig medført en religiøst splittet befolkning. Derudover var man økonomisk såret som følge af tulipan-boblen, hvor massive investeringer i tulipanløg viste sig værdiløse.
Men ud af dette sociale og økonomiske morads voksede kreativiteten og iværksætterviljen. Ikke med udgangspunkt i økonomisk tænkning, som vi den dag i dag har en tendens til at hylde for alverdens fremskridt, men med udgangspunkt i filosofien og kunsten, hvilket lagde kimen til det økonomiske og kulturelle boom, vi stadig ser resultaterne af den dag i dag. Det blev en tid med eksponentiel økonomisk vækst for den unge republik, der strakte sig over de næste 100 år.
De nye positive vinde blev ikke kun drevet af handel og økonomisk videnskab. Den selvstændige republik udmærkede sig nemlig i religionskrigenes tid med udpræget grad af religionsfrihed, hvilket medførte en massiv tilstrømning af lærde og kunstnere af jødisk og protestantisk tro, der var flygtet fra det katolske Spanien. Mange fremtrædende tænkere fra den tidlige oplysningstid fandt tilflugt i den liberale hollandske republik, blandt dem René Descartes og John Locke.
På denne nye platform af handel og åndsfrihed voksede en ny klasse frem: kunstnerne. Efterspørgslen efter malerier boomede simpelthen i perioden, da man havde fået øjnene op for kunstens værdi som værende med til at definere og udvikle en nation. Kunst blev et yndet samleobjekt i en tid, hvor der var uro på kapitalmarkederne, og dermed opstod der nye forretningsmuligheder i samspil med kunsterne.
Læren fra den hollandske guldalder er relevant den dag i dag, hvor krisen banker på i enhver husholdning. Den markerede et opgør med den traditionelle måde at anskue samfundet på.
Her spillede økonomerne faktisk en forbavsende lille rolle. For havde det ikke været for filosofferne og ikke mindst kunstnernes evne til at udfordre og genoverveje de politiske institutioner og det økonomiske liv, så ville man aldrig have haft rejst sig efter tulipankrisen og skabt en grobund for, at middelklassen kunne vokse og dermed stimulere det hjemmemarked, der skulle danne økonomisk fundament for Holland som handelsnation.
Man kunne håbe på, at vi i dag kunne tage ved lære af 1600-tallets tænkeres evne til aktivt at bruge kunst og filosofi, når vi skal udtænke løsninger på krisen i et Europa præget af krig, inflation og klimaudfordringer. Måske det ligefrem kunne afhjælpe korruptionen i Fifa, så DBU om fire-otte år ikke skal tvinges til kritisk dialog med Saudi-Arabien, fordi man alt for ofte glemmer, at krise ikke kun afhjælpes gennem økonomi, men i lige så høj grad gennem de humanistiske videnskabers evne til at stimulere fordybelse og eftertanke, så en lysere fremtid kan spire. Præcis som vi lærte af den hollandske guldalder.
Rami Panduro Zouzou er historiker og forfatter.