Jeg fortryder ikke, at jeg i 1980’erne og 1990’erne hjalp asylansøgere med at få lov til at blive her i landet. Jeg er klar over, at flere af dem, som dengang støttede asylansøgere, nu har vendt ryggen til dem. De mener, at Danmark skal reddes fra indvandring, og derved skelner de ikke mellem flygtninge og indvandrere. På den måde er debatten endnu mere unuanceret, end den var for 25 år siden.
Dengang kunne jeg henvende mig til ledende socialdemokrater som Dorte Bennedsen, Ole Espersen, Torben Lund og Anker Jørgensen om deres politiske støtte. De forstod, at der allerede var mange danskere, der var bange for ”de fremmede”, men de mente, at partiet havde en pligt til at støtte de svage og udsatte. Men i dag har vi et socialdemokrati, der har høstet stemmer ved at låne Dansk Folkepartis fremmedforagt.
I disse tider mindes jeg kampsangen fra den tid, da danskere i Slesvig blev holdt uden for deres land og tvunget ind i et andet: ”De kan spærre med farver og med pæle.” Ja, vor udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), giver udtryk for enighed med Ungarns ledere, der har blokeret vejen til Vesten med pigtråd. En ledende professor emeritus har samme tankegang om, at det er nødvendigt at forsvare vores levevis ved at holde asylansøgere på den anden side af hegnet.
Hvad er der ved at ske i dette land, hvor mere end to tredjedele af befolkningen bekender sig til en tro, der siger, at vi er forpligtet over for hinanden – også dem uden for landets grænser? I mere end 40 år, fra omkring 1949 til 1989, fordømte vi de kommunistiske lande, der låste deres befolkninger inde bag pigtråd og elektriske hegn. Er det rigtigt, at vi nu støtter de kræfter i Europa, der bygger mure med pigtråd og hegn for at holde mennesker ude?
Fra Israels mur mod palæstinenserne til Trumps mur mod Mexico og nu Østeuropas hegn ser vi nye jerntæpper, der bygges af politikere, som hævder, at de tror på demokratiske værdier. Det er klart, at et land har ret til at sikre sine grænser, men ikke på en måde, der gør det umuligt for mennesker på flugt at komme hertil.
Skræmmebilledet forbliver, hvad der skete i 2015, da flygtninge fra Syrien endte på vore motorveje. Men katastrofen dengang kom, fordi Europas nationer ikke var i stand til at arbejde sammen på fælles løsninger. Mange af de syrere, der søgte asyl hos os, var virkelig i vanskeligheder i et land med massiv undertrykkelse og overgreb på befolkningen, også med giftgas. De løb for deres liv, men fandt hos os enten ligegyldighed eller fjendskab. Løsningen for Europa blev at låse et par millioner af disse flygtninge inde i Tyrkiet, et middel, som betød, at de kunne glemmes. En dag vil det sikkert komme frem, hvordan disse mennesker er blevet mishandlet.
Ingen nation kan åbne sig over for hele verdens flygtninge, men ingen nation kan eksportere problemet til korrupte afrikanske lande. Men dette er løsningen for vor regering, der arbejder ihærdigt på at forhindre, at asylansøgere kommer til Danmark. Der tales om behovet for at placere disse mennesker i nærområdet, men her er der sjældent husly, fordi der allerede er for mange.
Jeg taler ikke for åbne grænser. Men jeg taler imod lukkede grænser. Jeg indrømmer, at vi har et problem med de mange, der ikke har integreret sig i vort samfund. Men deres situation berettiger ikke, at vi vender verden ryggen.
Hvis vi gør det, gentager vi den forbrydelse, som danske politikere og embedsmænd begik i 1930’erne, da de vendte ryggen til jødiske flygtninge fra Tyskland. Hitlers regime og al-Assads styre i Syrien kan sagtens sammenlignes: Begge bødler er ansvarlig for forbrydelser mod menneskeheden.
Derfor er det forkert at sætte hegnet op og tro, at vi derved kan holde verden ude.
Brian Patrick McGuire er historiker og professor emeritus.