Historiker: Kongehuset balancerer flere hensyn

Dronningens beslutning og reaktionerne herpå viser, at kongehuset er fanget mellem to modsatrettede strømninger i én og samme befolkning, skriver historiker

Dronning Margrethe på balkonen med sine børnebørn. Kun nogle af dem kan fremover kalde sig prinser og prinsesser, har Dronningen besluttet.
Dronning Margrethe på balkonen med sine børnebørn. Kun nogle af dem kan fremover kalde sig prinser og prinsesser, har Dronningen besluttet. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Forleden offentliggjordes dronning Margrethes beslutning om, at prins Joachims børn fra årsskiftet ikke længere tituleres prinser og prinsesse, samt at de fritages for deres pligter for kongehuset. 

Reaktionerne kom prompte: Talspersoner for familien, journalister i nyhedsmedierne og kongehuseksperter udtalte sig om dronningens meget lidt galante beslutning. Kun ganske få forsvarede den dronning, der for rullende kameraer blev åbenlyst overrasket over den konflikt, der omkransede beslutningen.

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

Dronningens beslutning og reaktionerne herpå viser, at kongehuset er fanget mellem to modsatrettede strømninger i én og samme befolkning. Det vender jeg tilbage til.

Nærhed og distance har hidtil været opfattet som den største balancegang, monarken og kongefamilien har skullet udføre. Dronningen og hendes familie er blevet rost for sin evne til at balancere den majestætiske ophøjethed med den familiære nærhed. En evne, som i højeste grad må tilskrives dronningens forældre kong Frederik 9. og dronning Ingrid. 

Den majestætiske konge af både land og hav inviterede formiddagspressen ind på slottet og lod befolkningen få et indblik i det kongelige familieliv. Man var Des med de prinsesser, man også kom på fornavn med. 

Nærhed og distance er imidlertid blot én blandt flere forklaringer på monarkiets legitimitet i det moderne demokrati. Der er flere. 

En af dem er kongefamiliens evne til at tilpasse sig samfundets krav til monarkiet. En anden er dens evne til at afspejle befolkningen. Ikke blot som nationalt samlingspunkt, men også som en – omend overordentlig fornem – familie, som vi alligevel kan spejle os i. 

Dronningens beslutning må opfattes som et led i en tilpasning af monarkiet til et samfund med demokratisk forfatning og liberal økonomi. Der er grænser for, hvor mange penge, politikerne er villige til at afsætte på statsbudgettet til monarkiet. En praksis, der affødte sit første markante resultat, da det for få år tilbage blev besluttet, at kun tronarvingen fremover skulle modtage apanage. 

I naturlig forlængelse af denne beslutning må det debatteres, hvor mange prinser og prinsesser, et land kan have. Hvor mange mennesker, der er født til en særstatus i samfundet kan en socialdemokratisk velfærdsstat og socialliberal økonomi i virkeligheden rumme? 

En sådan ødelæggende debat er dronningen klogt kommet i forkøbet ved at afskaffe royale titler og pligter (og privilegier) for andre end monarkens børn. Det være sig både den nuværende og den kommende monark. 

Hvad derimod er i modstrid med gårsdagens fremlagte beslutning er, at monarkiet også henter sin legitimitet i at være en familie. En familie, vi følger gennem livets store begivenheder. 

Gennemsnitsdanskeren føler sig i berøring med kongefamilien, fordi vi var med, da kronprins Frederik græd lykketårer i kirken ved sit bryllup med kronprinsesse Mary. Da Kronprinsessen nænsomt puttede sin lillefinger i munden på den spæde prinsesse Josefine for at berolige hende ved dåben. Da prinsesse Isabella svarede sine forældre (lidt for?) kækt igen ved prins Christians konfirmation. Da kronprinsesse Mary holdt tale for sin lycraklædte mand til hans runde fødselsdag. 

Vi kan ikke sætte os i kongefamiliens sted. Kunne vi det, var der noget rivende galt med monarkiet. Men vi kan alle sætte os ind i, at de er en familie som alle andre. Blot en familie med en ekstraordinær pligt og et arbejde, der rækker ud over almindelige karriereveje. Derfor mærker vi familiens smerte, når farmor degraderer nogle børnebørn frem for andre. 

Vi ved alle godt, at der er et klart hierarki i dronningebørnebørnenes rækkefølge. Det hierarki kaldes tronfølgen. Derfor er det meget sandsynligt, at en beslutning om at lade fremtidige sønner og døtre af andre end tronarvingen nøjes med adelstitler, ville møde anerkendelse i samfundet. Det ville give mening i vores demokratiske tilgang til det i sin natur udemokratiske monarki. 

Men fordi en stor del af monarkiets legitimitet også hentes i befolkningens muligheder for at spejle sig i kongefamilien, sidder vi også tilbage med en følelse af, at dronningen har handlet ufølsomt over for sine børnebørn. På trods af markedsøkonomiske og demokratiske tendenser, forekommer beslutningen unødvendig. 

Pligten frem for alt er et mantra, dronning Margrethe efterlever. I går så det imidlertid ud til, at befolkningen og medierne har en mere nuanceret opfattelse af kongefamiliens pligter og monarkiets legitimitet, end man umiddelbart havde troet. 

Line Bjerre Kristensen er cand.mag, historiker og forfatter.