Historiker: Kristendom og demokrati er diametrale modsætninger

Katolske værdier har bestemt ikke æren for demokratiet, siger historiker.

Så sent som i 1864 fordømte pave Pius IX demokratiet som styreform, ligesom han også fordømte liberalisme, socialisme og religionsfrihed. Ved samme lejlighed fik Pius IX også luftet sit forsvar for bevarelsen af negerslaveriet, skriver Kaare Rübner Jørgensen. –
Så sent som i 1864 fordømte pave Pius IX demokratiet som styreform, ligesom han også fordømte liberalisme, socialisme og religionsfrihed. Ved samme lejlighed fik Pius IX også luftet sit forsvar for bevarelsen af negerslaveriet, skriver Kaare Rübner Jørgensen. –. Foto: .

NÅR DEN KATOLSKE sognepræst Benny Blumensaat i et svar til Morten Dahlin skriver i Kristeligt Dagblad den 15. august, at katolske værdier har æren for demokratiet, er det ikke kun noget vås, men røber også den gode sognepræsts uvidenhed om politisk teoridannelse samt, hvad næsten er værre, et ukendskab til sin egen kirkes samfundsteologi.

LÆS OGSÅ: Katolikker tilbeder ikke helgener

Kristendom og demokrati er diametrale modsætninger. Hvor magten ifølge Bibelen og kirken kommer fra Gud og kanaliseres oppefra og ned i samfundet (i middelalderen med paven som mellemled), forholder det sig stik modsat i den demokratiske teoridannelse, for her kommer magten fra folket, det vil sige nedefra.

Så sent som i 1864 fordømte pave Pius IX da også demokratiet som styreform, ligesom han også fordømte liberalisme, socialisme og religionsfrihed. Alt sammen var Djævelens værk, forkyndte han i sin Syllabus, som også indeholdt et forsvar for bevarelse af negerslaveriet.

AT ALLE MENNESKER skulle være født lige var en stoisk idé i oldtiden, som Paulus overtog, men som hurtigt blev glemt af den kristne kirke. Luther genindførte idéen, men kun i relation til Gud, for samfundsmæssigt ville han ikke høre tale om nogen lighed mennesker imellem.

Alle de lutherske kirkesamfund, der opstod i 1500-tallet, var da også fyrstekirker, hvor præsterne prædikede en total lydighed over for den af Gud indsatte fyrste. Paulus mente også, at han ikke gjorde det gode, han gerne ville, men det onde, han afskyede.

På grundlag heraf udformede kirkefaderen Augustin en teori om arvesynd. Denne teori var Jesus ukendt og har redet menneskeheden som en mare, for den er blevet brugt til at legitimere enhver form for undertrykkelse af almuen. Den var som et humørsvingende barn og burde altid være under en streng herres faste opsyn.

LUTHER VAR stærkt præget af Augustin, og det samme gælder den nuværende pave, Benedikt XVI, så ingen af dem kan sige at have et positivt menneskesyn. Her overfor står den demokratiske menneskeopfattelse, som bygger på begreber som frihed, selvbestemmelse og ansvar for eget liv samt tillid til mennesker. Så også når det drejer sig om menneskesynet, er der en diametral modsætning mellem kristendom og demokrati.

Men Blumensaat går videre, når han skriver, at det var klostrene, der på en særlig måde fremmede de kristne værdier, de opererede de syge, udviklede lægende urter, oversatte Bibelen, tog sig af de fattige og husede de vejfarende.

Nogle klostre gjorde, men det var nu ikke almindeligt. Desuden var de, der nød godt af klostrenes barmhjertighedsgerninger, normalt samfundets velbjærgede elite, så man kan ikke som et generelt udsagn sige, at klostrene tog sig af syge og fattige i middelalderens Danmark.

MEN INDSAMLINGER af almisser fandt der dog sted. Om de fattige så fik hjælp, var afhængigt af, om de kunne betragtes som værdigt trængende, for var de ikke det, skadede en hjælp dem mere end den gavnede.

Tanken om, at staten/kommunen skulle tage sig af de syge og fattige, var ikke de katolske samfunds kop te. Og at man ved skatteopkrævning tog penge fra de rige for at bruge dem på fattighjælp, blev mere end én gang fordømt som krænkende princippet om frivillighed (blandt andet i pave Leo XIIIs encyklika Rerum novarum, 1891). Det er derfor, at de katolske lande har haltet langt bagefter de skandinaviske, når det har drejet sig om offentlig forsorg.

Kampen for at udrydde fattigdom og indføre en velfærdsstat er ikke et resultat af en kristen (og slet ikke en katolsk) samfundsteologi, men af den pragmatiske, ikke-revolutionære socialisme, som de socialdemokratiske partier og deres fagforeninger i Norden har stået for i mere end 100 år.

Kaare Rübner Jørgensen,mag.art. i historie,Peter Bangs Vej 137, Frederiksberg