Socialdemokratiets tab af stemmer i de seneste meningsmålinger er næppe blot resultatet af en udbredt tillidskrise i befolkning i forhold til statsministeren. Det bør også tilskrives den usikkerhed, der er opstået om regeringens politik efter kommunalvalget.
I et forsøg på at tiltrække vælgere blandt de store byers yngre, veluddannede middelklasse, står de mærkesager, som partiet vandt valget på i 2019 – velfærdsrettigheder, stram udlændingepolitik og decentralisering – i dag svagere i billedet.
Desuden kan Socialdemokratiets tavshed over for partiets politiske ordfører i Københavns Kommune Laura Rosenkilde, der ønsker, at partiet går fuldtonet ind for identitetspolitik, herunder wokisme og normkritik, ses som et forsøg på at undgå at støde liberale storbyvælgere. Men derved risikerer Socialdemokratiet at miste sine arbejdervælgere og give næring til en voksende ”venstrekonservatisme”, som især vil komme Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne til gavn.
Udviklingen i Storbritannien kan bruges til at illustrere denne bevægelse blandt arbejdervælgere. Ved valget i december 2019 vandt den nu afgåede premierminister Boris Johnson en stor sejr for De Konservative på sit løfte om at ”get Brexit done”. Hans flertal på 80 mandater skyldtes valgsejre i tidligere Labour-distrikter i North og Midlands, som har store arbejderbefolkninger.
Størrelsen af hans sejr skal således forklares ved, at han modtog mange arbejderstemmer. Men at han var i stand til fastholde dem efter 2019, skyldes også, at der i store dele af arbejderklassen var sympati med hans og De konservatives kamp mod den liberale venstrefløjs omfavnelse af identitetspolitik.
Selv om de konservative arbejdervælgere siden vendte sig fra Johnson, har de indtil videre ikke vendt sig mod hans parti. De repræsenterer en ny ”venstrekonservatisme”, et udtryk der stammer fra den britiske politolog Eric Kaufmann. Ikke blot Kaufmann, men også andre politiske analytikere mener, at arbejderne ser deres egne værdier forhånet af ”det moderne venstre”.
I sin bog "Despised: Why the Modern Left Loathes the Working Class" (Foragtet: Hvorfor den moderne venstrefløj hader arbejdere) fra 2021 hævder den britiske fagforeningsmand og kommentator Paul Embery, at årsagen til Brexit skal findes i Labours svigt af den del af arbejderbevægelsen, som var tilhængere af socialkonservative, patriotiske og kommunitære værdier.
Brexit var en hævnaktion foranstaltet af en længe overset gruppe i samfundet, som havde set sine overbevisninger og værdier ignoreret eller forhånet af en arrogant, teknokratisk og globaliseringsbegejstret liberal elite, som ikke kun sad på magten hos De Konservative, men også hos Labour.
Embery tager afstand fra den liberale intelligentsias portræt af Leave-vælgerne som gamle, fremmedfjendtlige hvide, der blot drømte om at genoplive fortidens imperiedrømme. Det er simpelthen en ”doven karikatur”, der står i modsætning til forskningen, der viser, at omkring en tredjedel af Leave-stemmerne kom fra sorte og etniske minoriteter. Nej, brexit var et ægte demokratisk oprør fra den britiske arbejderklasses side.
Han hævder, at der i nutidens Storbritannien findes en ny koalition – men selvfølgelig fuldstændig ukoordineret og tilfældig – mellem, på den ene side, tidligere vælgere fra Labours gamle arbejderbyer, og, på den anden side, konservative middelklassevælgere i forstæderne og landdistrikterne. Disse grupper har i årevis følt sig forhånet og ignoreret af ledelserne hos De Konservative, Labour og Liberale på grund af deres ”traditionelle” og umoderne værdier. I dag er de fremmedgjorte og vrede.
En undersøgelse, der blev foretaget i Storbritannien i marts 2019 viste, at 81 procent af respondenterne ikke følte, at ”de fleste politikere” tog hensyn til ”almindelige menneskers synspunkter”. Blandt Leave-vælgere var tallet hele 91 procent. Embery mener, at Boris Johnsons sejr samme år i vidt omfang skyldtes, at han var i stand til at overbevise arbejderklassen om, at der endelig var én, der lyttede til dem. At han så snart viste sig utroværdig, er en anden sag.
Eric Kaufmann mener, at den nye venstrekonservatisme kombinerer et konservativt syn på kulturelle spørgsmål som national identitet og indvandring med venstreorienterede positioner i økonomiske og sociale spørgsmål, for eksempel spørgsmål vedrørende offentlig velfærd.
Venstrekonservatismen har rødder tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og især USA. Den sygnede hen i mellemkrigsårene, men blev genopvakt i 1970’erne, da Frankfurter-skolens marxistiske kulturkritik blev taget op af grupper, der var optaget af problemerne i den tredje verden og af de sortes kamp for borgerrettigheder.
På det tidspunkt udskiftede de deres marxistiske samfundsanalyse af magtforholdene i samfundet fra økonomi til kultur: fra klasse til identitet. Den nye identitetspolitik gled sammen med idéer fra den gamle kulturelle venstrefløj og blev derved til ”venstremodernisme”. Efter at den havde afkastet sig sin marxisme var den voksende klasse af vidensmedarbejdere, der arbejdede inden for de store virksomheder, medierne og den offentlige forvaltning, modtagelige over for venstrefløjens idéer.
Hvor arbejdere og byernes intellektuelle tidligere havde stået sammen over for et økonomisk liberalt ledelsessegment og den ”gammelkapitalistiske” klasse af mindre selvstændige erhvervsdrivende, blev alliancen mellem dem nu brudt. Venstremodernistiske intellektuelles held med at overføre modkulturen til vidensøkonomiens symbolanalytikere og ledere, skabte et nyt hegemoni: den nye ”kreative klasse”, som den socialdemokratiske minister og tænker Kaare Dybvad Bek kalder dem i bogen "De lærdes tyranni".
To grupper, som hidtil ikke havde haft stor indbyrdes forståelse, stod nu tættere på hinanden som kultur- og socialliberale. Til gengæld blev medlemmer af den traditionelle arbejderklasse fremmedgjort af den nye alliance. De opdagede, at de havde mere til fælles med de små erhvervsdrivende. Deres modsætning til den kreative klasse blev forstærket af det boom, der i de samme år fandt sted inden for de videregående uddannelser.
Hvorfor finder vi så en genopvakt venstrekonservatisme lige nu? spørger Kaufmann. Hans forklaring er, at finanskrisen i 2007-08 og den stigende ulighed rystede mange menneskers tro på en markedsøkonomisk globalisering. På venstrefløjen fik universitetsuddannede liberale i de store byer større og større politisk indflydelse – dels indirekte gennem medierne, dels direkte gennem deres politiske kontakter og overtagelse af fagforeninger og venstreorienterede politiske partier, som i flere år havde oplevet et dræn af vælgere fra arbejderklassen.
Det tillod den venstreorienterede intelligentsia at fuldende en ”kulturel vending”, som førte den væk fra klasse og i retning af race, køn, mindretal og seksuel identitetspolitik. I denne proces mistede de de sidste almindelige arbejdere. Da Europa blev indvandringsmål for asylsøgere og økonomiske migranter, åbnede venstremodernisterne deres arme for disse repræsentanter fra den tredje verden, de betragtede dem for at være. Herved blev kløften mellem venstrefløjen og de grupper i samfundet, som følte sig truet af både globaliseringen og indvandringen, endnu større. Derfor kom de til at genoplive den populistiske tradition fra det forrige århundredskifte.
Hvorvidt Socialdemokratiet vil være i stand til at holde på de arbejdervælgere, de vandt tilbage fra de borgerlige partier, især Dansk Folkeparti, i 2019, vil for det første afhænge af, om partiet – i sit igangværende forsøg på at vinde yngre, værdiliberale vælgere i de store byer tilbage – holder fast i de mærkesager, som gav dem valgsejren i 2019.
For det andet vil partiet gøre klogt i at lægge afstand til politikere som Laura Rosenvinge, der vil gøre Socialdemokratiet til bannerfører for identitetspolitik, for eksempel i form af normkritik og wokisme. For hvis partiet følger den linje – i håbet om at tiltrække unge, veluddannede storbyvælgere – vil det gøre sig selv sårbart i en ny værdikamp af den karakter, som i øjeblikket udkæmpes i USA og Storbritannien. Denne sårbarhed vil komme De Konservative og Danmarksdemokraterne til gode. Venstre vil næppe profitere på den. For Venstre har i forvejen sin egen indre kamp om sin identitet.